Over-rabbiner efterlyser mænd til bøn

Bent Lexner efterlyser mænd til at hjælpe med at afholde bønner morgen og aften i synangoen på Krystalgade

Overrabbiner for Det Mosaiske Trossamfund i Danmark Bent Lexner mener, at bønner helst skal bedes i fællesskab, selvom det ikke er et rituelt krav.
Overrabbiner for Det Mosaiske Trossamfund i Danmark Bent Lexner mener, at bønner helst skal bedes i fællesskab, selvom det ikke er et rituelt krav. . Foto: Jakob Boserup Denmark.

Det er ikke et nyt problem. Men det er et problem, der dukker op med jævne mellemrum: at der ikke er mænd nok i synagogen i Krystalgade ved morgen- og aftenbønnerne.

Så nu efterlyser overrabbiner Bent Lexner på hjemmesiden mosaiske.dk pensionister, der vil stille op.

Ifølge gammel rabbinsk tradition skal der være 10 mænd til stede ved aften- og morgenbønnerne og en mand er også en dreng på 13, som har overstået sin bar mitzvah.

LÆS OGSÅ: Jøder efterlyser forståelse for helligdage

Hvis der ikke er 10 mænd, beder man individuelt, og det er ifølge Lexner blandt andet et problem, fordi bønnen for de døde, kaddish, er en fællesbøn.

Det er ikke første gang, at synagogen efterlyser mænd til morgen- og aftenbønner.

Tidligere har det været så slemt, at en gruppe drenge har fået tilskud til lommepengene for at dukke op.

Vi er nok den eneste synagoge i Norden, der opretholder bønner morgen og aften, siger Bent Lexner.

Der er omkring 2000 jøder tilknyttet synagogen i København. I svenske Malmø er der omkring 1000 jøder, så problemet der ville være endnu værre, mener redaktøren af Jødisk Orientering, Elon Cohn.

Han forklarer også, at kvinder ikke tæller med i den københavnske synagoge, fordi den er ortodoks.

Hvis den havde været reformert eller konservativ, ville kvinderne tælle med på lige fod.

Gudstjenesterne morgen og aften varer cirka 30 minutter. Tidspunktet veksler med årstiden. Så på denne tid af året er der morgenbøn ved syvtiden og aftenbøn omkring klokken 16.

Og der er mange, der arbejder på det tidspunkt, siger Cohn.

Derfor er det også pensionister, der appelleres til i denne omgang.

Ifølge Elon Cohn dukker der mænd op efter appellerne i Jødisk Orientering, og de bliver ved i nogle år.

Så det er et cyklisk tilbagevendende problem, siger han.

Overrabbiner Bent Lexner siger, at bønner helst skal bedes i fællesskab.

Det er ikke et rituelt krav, men bøn når op på et højere niveau, når der bedes i fællesskab.