Lone Kühlmanns nye bog med erindringer fra hendes barndoms- og ungdomsår har titlen I medgang og medgang. Når den 68-årige journalist og forfatter ser ud over dette efterårs udgivelser af kendte danskeres biografier og interviewbøger, kan hun konstatere, at hendes egen baggrund adskiller sig fra de andres på en række punkter:
Jeg har haft en meget glimrende barndom. Der har hverken været noget med alkohol, incest eller overgreb, ikke en gang skilsmisse alligevel har jeg klaret mig, siger Lone Kühlmann med det humoristiske vid, der er karakteristisk for hendes måde at anskue verden på.
LÆS OGSÅ: Hvis noget skal ændres, må man selv gøre det
I medgang og medgang. Erindringer, der netop er udkommet på forlaget Gyldendal, bliver den personlige historie om Lone Kühlmanns liv fra hendes fødsel i 1945, og frem til hun begynder som journalistelev på Lollands-Falsters Venstreblad/Lollands Tidende i 1967 fortalt. Den er samtidig et tidsbillede. For det er også historien om en tid med stor social mobilitet og om driftige, hårdtarbejdende mennesker, som greb tidens sociale, økonomiske og kulturelle muligheder for at sikre sig selv og deres børn en bedre tilværelse.
Det var en heldig familie, jeg landede i, og i en tid, hvor konjunkturerne var gode. Og mine forældre var gode, fordi de greb ud efter mulighederne. Det var en tid, hvor drømme kunne blive til virkelighed. Jeg havde et brændende ønske, og det var at komme ud i verden, det kunne kun gå for langsomt. Og to dage efter jeg fyldte 18 år, sad jeg i et fly til USA. Det er det bedste, jeg har gjort. Det har været meget formativt for min karakter.
Jeg havde en meget tryg barndom. Jeg var så velkommen, og mine forældre var ikke bange for at vise, at de var glade for mig. Jeg tror, at det var derfor, jeg havde sådan en oplevelsestrang. Jeg risikerede ikke noget, for jeg vidste, de altid ville være der, siger Lone Kühlmann.
Hun er ud af en slægt med snarrådige mænd og især kvinder, som det hedder i teksten på bogens omslag. Hendes far var smed ved Sporvejene og hendes mor telefonistinde ved KTAS. Der var også en stor familie med farfaderen, remiseforstander ved Sundbyvester Remise, mostre med brogede livsforløb, en rig onkel og hans hustru, der tog sig særligt af den lille Lone, og tre grandfastre, der drev et privat plejehjem på Amager, hvor hun elskede at være som barn.
De første år boede Lone Kühlmann og hendes familie, der også tæller storebroderen Per, i lejlighed på Amager. Men da hun var fem år, købte forældrene grund og byggede et hus på Ådiget i et villakvarter i Islev ved Rødovre. Det er herfra, hendes barndoms verden går med lege ved den forbudte å, der løb i baghaven.
Min mor fortalte altid, at jeg lignede en tam vild. Hvordan er det, du ser ud?, sagde hun. Det er harpiks, svarede jeg. Og det var det også, fordi jeg elskede at klatre i træer. Jeg har aldrig leget med dukker, det sagde mig ikke en pind. Jeg tror heller ikke, at det på nogen måde forbereder en til at få børn børn er ikke dukker, siger Lone Kühlmann.
Da jeg var barn, var Islev-delen af Rødovre, hvor jeg voksede op, et rimeligt homogent samfund med funktionærer, håndværkere og selvstændige på viktualiehandler-planet. Det var en fornøjelig barndom. Vi var langt mere uafhængige end i dag, hvor børn med god grund bliver overvåget. Vi havde det betydeligt friere. Det, der interesserede os mest, var at holde de voksne mest muligt ude af vores sfære. Det er meget typisk for de pigebøger, jeg læste dengang, at moderen altid var enten død eller bortrejst, for ellers kunne der jo ikke ske noget spændende. Mor var jo kontrollanten og havde hele ansvaret for, at børn opførte sig ordentligt, og at familien fremstod lydefri udadtil. Det ser man ikke i dag, hvor unge forældre er meget mere fælles om det sjove og det besværlige.
Lone Kühlmann var glad for begge sine forældre men hun var sin fars pige.
Jeg elskede ham højt. Han var ikke asocial, men han har aldrig nogensinde taget en bajer efter arbejdstid. Han havde venner for livet, som han spillede kort eller skak med, men han var ikke et gruppemenneske. Jeg bryder mig ikke om at gå i takt, sagde han. Min mor var dynamisk, charmerende og irriterende. Hun blandede sig. Men hun havde også et stort omsorgsgen, og folk kom til hende, fordi de vidste, at der her var en skulder, de kunne læne sig op ad. Begge min forældre havde humor vi grinede meget.
Min mor var et produkt af sin tid og havde derfor en nærmest victoriansk kønsopfattelse. Mænd var kun ude på én ting, og pigerne skulle passe på sig selv. Når man sagde, at en mand kunne tale bukserne af pigerne, så var det bare sådan. Det er utroligt, at nogle af os er blevet nogenlunde normale, hvis vi er det. Det kan man jo sætte spørgsmålstegn ved, siger Lone Kühlmann og griner.
Hun læste alt, hvad hun kunne komme i nærheden af som barn og ung og var dygtig til sprog og til at skrive fristil. Men matematik gik det ikke så godt med, og derfor blev hun ikke indstillet til gymnasiet efter realen.
I stedet kom hun i huset hos kammerherrens, som det hed dengang, på Gjorslev Slot på Stevns, hvor hun lærte at føre hus. Og siden blev hun på eget initiativ au pair i New York.
Mange kvinder i min generation kunne se, at far havde skudt papegøjen, mere end mor havde, og derfor kom det på et tidspunkt til et oprør mod mødrene. At kvindebevægelsen også kastede vrag på husmor-dyderne, synes jeg grundlæggende var en fejl. For der lå rigtig mange værdier, de skulle bare brede dem ud. Jeg synes, det er en kompetence, at huset er rent og hyggeligt, tøjet rent, og at der står mad på bordet.
I forstæderne i New York, hvor jeg var au pair, var det ligesom at se den amerikanske tv-serie Mad Men, for kvinderne levede som serviceorganer. De havde haft gode uddannelser, men nu krøb de op ad panelerne. Der blev spist rigtig mange nervepiller dengang. Det er usundt for alle mennesker ikke at udnytte deres evner. Deres sind bliver udhulet som en ormædt nød, som forfatteren Edith Rode sagde.
Jeg er i generation med ungdomsoprørerne. Men hippiebevægelsen har aldrig sagt mig noget jeg havde ikke tid til det pjat, overhovedet ikke. Jeg har altid betragtet mig selv som feminist, men det har aldrig sagt mig noget at være i basisgruppe. Jeg synes, at man gjorde mere for kvindeopfattelsen ved at være en dygtig udenrigsmedarbejder.
Lone Kühlmanns mor mente, at hun skulle være noget på kontor eller tresproglig korrespondent. Men det var ikke det, hun drømte om.
Journalistik var ikke en del af vores begrebsverden, men det lå jo i tiden at gå ud og ind af begreberne. Jeg havde hele tiden vidst, at jeg ville være journalist, fordi jeg var god til at skrive stil. Og det havde min dansklærer sagt til mig, at jeg skulle, så hun havde plantet et frø.
Hjemme igen fra USA tog Lone Kühlmann først en omvej via Danmarks Radio, hvor hun blev ansat i teknikafdelingen og varetog indspilning og afspilning af programmer. Her kom hun til at arbejde med mange af de journalister, der tegnede DR under monopolets dage som TV-Avisens værter Bent Jensen og Eric Danielsen, tv-reporter Flemming Madsen, udenrigskorrespondent Claus Toksvig, underholdningsvært Otto Leisner og mange flere. Og det var via en af kollegerne, at Lone Kühlmann som 21-årig fik den ønskede læreplads som journalistelev i det lollandske.
Spørger man hende, hvad hun har fået med sig hjemmefra, lyder svaret:
Det må være de gamle regler: Gør din pligt, kræv din ret! Gør ikke mod andre, hvad du ikke selv vil bryde dig om! Bring klæderne i orden, inden du forlader lokalet! Også en åbenhed og nysgerrighed over for samfundet. Det var de gammeldags dyder. Det var noget med at opføre sig ordentligt, og det synes jeg også, man skal. Jeg har opdraget mine børn på samme måde. Jeg har altid syntes, det var luset af folk, hvis de ikke gad opdrage deres børn. Det er hårdt arbejde, men nødvendigt. Og med opdragelse mener jeg værdier.