DEN 30. APRIL I ÅR blev to danske og seks filippinske sømænd fra rederiet Shipcraft løsladt efter 838 dage som gidsler ved piratborgen Hobyo på Afrikas Horn i Somalia i Nordøstafrika.
For nylig udkom der så en glimrende indføring i sagen af erhvervsjournalisten Eva Damsgård med titlen Det beskidte spil. Her får man en isnende fornemmelse af udspekuleret følelseskold kynisme, hvor mennesker er reduceret til en handelsvare, men også svigt fra rederiet og endelig en kommerciel presseudnyttelse, som næppe gjorde tidsforløbet kortere eller løsesummen mindre.
Ud over verdens største rederi for containertransport, A.P. Møller-Mærsk, findes der i Danmark en lang række mindre rederier, som fragter alt fra fødevarer til olie og krigsmateriel, for Danmark er uanset sin lille landestørrelse verdens tiendestørste med hensyn til skibsfragt.
LÆS OGSÅ: Rederi: Man er nødt til at forhandle med gidseltagere
Med den megen skibsfragt følger også en stor risiko for pirateri, men set i lyset af førnævnte bogtitel, forrige års Piratjagt og sidste års succesfilm Kapringen er der meget, der tyder på, at man såvel i Danmark som i mange andre søfartslande står famlende over for disse pludselige hændelser.
Da det er et globalt fænomen, er det et område, hvor FNs sikkerhedsråd i langt højere grad passende må træde til og formulere en overordnet politik, som såvel kan betyde konkret ekspertbistand i gidselsituationerne, men også militær handling og efterfølgende rettergang ved FNs internationale domstol i Haag. For nylig har man lokket en piratleder til Belgien, så han kan retsforfølges, men sådan et held er sjældent.
I forvejen har FNs Sikkerhedsråd i 2007 vedtaget resolution 1838, som betød udsendelse af flådefartøjer og militærfly, men da pirateriet umiddelbart efter voksede kolossalt, havde man indtryk af, at resolutionen ikke var andet end ord og slet ikke handling. Når der endelig skete noget, var det enkeltlande, der skred ind med egne militære midler.
Over Sikkerhedsrådet står den årlige Generalforsamling. I perioden 2015-2016 forventes Mogens Lykketoft (S) valgt til formand. Måske kan han med sine taktiske evner og internationale respekt udvirke noget på denne front.
Idet jeg skal henvise til en nylig rapport fra Verdensbanken om pirateri ud for Somalia, har det siden år 2005 årligt betydet en udgift på cirka 300 millioner kroner i løsepenge og en gidseltagning på i alt cirka 3700 mennesker, hvoraf cirka 100 er døde.
SITUATIONEN PÅ AFRIKAS HORN er heldigvis under stærk forandring. I år har antallet af gidselstagninger indtil videre været encifret. Det skyldes til dels, at de politiske forhold i Somalia er under udvikling fra klan- og krigsherredømme mod mere demokrati og lovretslige forhold med parlament og etableringen af en grundlov. Det er tiltag, som også Danmark har støttet i foråret med yderligere bistand, så lov og orden kan brede sig til også mere øde områder af landet, hvor den muslimske terrororganisation al-Shabaab har grobund og udbredelse.
På verdensplan har antallet af kapringer dog ikke ændret sig synderligt, idet intensiteten blot er steget andre steder såsom ud for det endnu mere lovløse Nigeria i Vestafrika og Indonesien og Malaysia i Sydøstasien. Piraterne sidstnævnte sted led ganske vist en kraftig decimering under tsunamien i 2005, men menes nu at være på fuld højde igen.
Endvidere er det til dels sådan, at de fleste rederier føler sig svigtet af international lov på verdenshavene. Derfor har de mange gidseltagninger betydet kraftig bemanding af tungt bevæbnede sikkerhedsfolk om bord på skibene ud for blandt andet Somalia. Dette har selvfølgelig gjort sit, men det har samtidig forhøjet fragtraterne betydeligt, selv i en virksomhedsverden med en betragtelig og uhørt avance.
Politisk drøfter man jævnligt rederiernes bekvemmelighedsflag og skatteforhold, som kan virke besynderlige og medføre enorme ubeskattede indtægter for rederierne, men når alt kommer til alt, er det danskere, vi taler om, og i Danmark hjælper vi hinanden, når vi kommer i nød, og at kalde gidselstagning for nød er vel nærmest en underdrivelse. Det er umenneskeligt!
15 danskere har været gidsler hos somaliske pirater. Ud over førnævnte Søren Lyngbjørn og Eddy Lopéz husker vi især Danica White-kapringen i 2007, lystsejlerfamilien Quist Johansen i 2011 og endelig nødhjælpsarbejderen Poul Hagen Thisted i 2012.
Hagen Thisted-sagen skiller sig ud fra de andre, idet den ikke endte i en løsesum, men derimod med militær indgriben. Hagen Thisted var nemlig så heldig at være i selskab med den amerikanske kollega Jessica Buchanan, og da den amerikanske regering (som den danske) hævder ikke at ville forhandle med kaprere, satte de det berømte elitekorps fra drabet på Osama bin Laden i 2011 (Navy Seal Team 6) ind og befriede gidslerne.
Amerikanerne hævder gerne og ofte, at de ikke svigter deres statsborgere i nød i det fjerne. Nogle idealister vil måske hævde, at amerikanerne også foretog befrielsen for at gøre danskerne en tjeneste for vores altid sikre opbakning, men det vil nok være naivt at tro, at Hagen Thisted var andet end en heldig sideeffekt.
Ifølge Eva Damsgårds bog er der ingen tvivl om, at Udenrigsministeriets borgerservice var stærkt inde over med faglig assistance med hensyn til løsladelse af Lyngbjørn og Lopéz, men helt fri af konkrete forhandlinger med gidseltagerne.
DER ER DOG spirende initiativer på vej for at hjælpe med at gøre gidselsituationerne nemmere at håndtere. Her foreslog advokat Knud Foldschack tidligere på sommeren en nedsættelse af en såkaldt havets ombudsmand. Denne er tænkt som en instans, der med professionalisme og ekspertise vil kunne hjælpe til og koordinere løsesums- og løsladelsesforhandlinger på sigt. Med den forventede sammenlægning af Forsvarskommandoen med Forsvarsministeriet kunne en sådan koordinator meget vel placeres der, og via Forsvarsministeriet promovere langt mere omfattende internationale initiativer på området.
Med hensyn til direkte militær indgriben ved kapringer har det indtil videre været sådan, at danske specialtropper ikke har lovmæssig baggrund for at befri danske gidsler på landjorden i fremmedland.
Vi har i forvejen ved flere lejligheder haft danske krigsskibe stationeret i farvandet ud for Afrikas Horn og fra tid til anden også med deltagelse af elitetropper fra Frømandskorpset. Dansk forsvar er i gang med omfattende forandringer i forbindelse med besparelse på op til tre milliarder kroner om året. I forbindelse hermed kunne man neddrosle det konventionelle værn, som egentlig er overflødigt i vor tid, hvor USA, England og Frankrig bedre kan klare det troppe- og udstyrsmæssige.
Der bør i FN-regi oprettes operationsenheder, der kan bruge de enkelte landes eliteenheder. De to danske specialenheder Jægerkorpset og Frømandskorpset er hæderkronede, medaljebehængte, prisbelønnede og højtestimerede på verdensplan, men man udtaler sig sjældent. Når det endelig er sket, har man udtrykt beredvillighed og evne, men er blevet hæmmet af det politiske bagland. Der er cirka 300 operative elitetropper i Danmark, og det er i deres regi, at man på længere sigt bør tilføre yderligere midler og eventuelt sammenlægge dem.
Med FN, eliteenhederne og et forbedret politisk mandat vil vi stå langt stærkere i kampen mod international skibskapring, der vil gælde såvel økonomisk- og rådgivningsmæssig bistand, men også med mere hårdføre tiltag, der kan gøre havene langt mere sikre for danske søfolk og lystsejlere. Der må mere politisk handling til såvel internationalt som nationalt!
Bent Liholm er overlærer og mag.art.