Gran, lys og sløjfer, glimmerkugler, kogler og kunstige æbler. Det store bord i havestuen på det gamle badehotel Saxild Strand ved Odder bugner af alt, hvad der hører til en rigtig juledekoration. Der er summen af stemmer, kaffe i krusene og brunkager til. Nogle af dekorations-magerne sidder lidt fortabte og ser på.
Nej, det kan jeg ikke finde ud af, det der, siger én lidt opgivende.
Sløjfebåndene slår knuder. Men man behøver ikke kun-ne binde den perfekte sløjfe for at være velkommen på adventsweekend med Østjyllands Alzheimerforening på Saxild Strand, der er en mellemting mellem et seniorhotel, et kursussted og et sundhedscenter for alle over 55 år.
LÆS OGSÅ: Verden får flere demente end hidtil antaget
Saxild Strand er en selvejende institution, som bliver drevet af en lille stab ansatte i samarbejde med frivillige fra alle de største patientforeninger. Connie Flensborg, formand for Alzheimerforeningen i Østjylland, er en af dem. Sammen med tre andre lokale bestyrelsesmedlemmer har hun arrangeret adventsweekendophold for 16 demente og pårørende.
Demente isolerer sig nemt derhjemme, fordi det er svært at begå sig, når de sociale færdigheder forsvinder. Der bliver tit set skævt til dem, de opfører sig uartigt eller sært. Men de har brug for at komme ud, hvor de ikke bliver kanøflet, hvor de kan være trygge sammen med andre ligesom her, forklarer hun, mens hun selv kæmper med en julesløjfe.
Connie Flensborg har mange gange oplevet, hvordan demente mister deres venner og sociale netværk, fordi det er svært at være sammen med dem, når de ikke længere kan tale om det samme som før og måske bare fortæller den samme gamle historie om og om igen.
Men vi må vænne os til, at demente er en del af vores virkelighed. Ifølge Nationalt Videnscenter for Demens er der 88.000 demente i Danmark, hvoraf cirka 50.000 har Alzheimers. Risikoen for at blive ramt af en demenssygdom øges, jo ældre man bliver, og idet gennemsnitsalderen stiger, siger prognoserne, at der bliver væsentligt flere demente i de kommende år.
Albert Potempa og hans kone, Gerda, hører til dem, der ikke længere har et socialt liv af betydning uden for hjemmet. Det er Albert, der lider af en demenssygdom, men de er taget på adventsweekend sammen. Arrangørerne havde egentlig tænkt, at opholdet skulle give pårørende mulighed for et pusterum til at pleje deres eget sociale liv, men Gerda og Albert Potempa foretrækker at være af sted sammen.
Det er dejligt at være her, siger Gerda Potempa.
Vi bor i Daugård ved Hedensted, og vi har ikke bil, så vi er meget afhængige af, at nogen kan køre for os. Derfor kommer vi ikke så meget ud.
Hun er i gang med en kunstfærdig juledekoration med røde lys og sløjfer. Hendes mand ser til med et venligt smil, men forholder sig passivt. Det specielle efternavn? Det er fra hans far, som var polak. Han arbejdede i stalden på Barritskov Gods ved Horsens. Der var mange køer på godset dengang, husker han. Faderen var fodermester. Men der er meget andet, Albert Potempa ikke husker. Korttidshukommelsen har det ikke godt, og han har heller ikke mod på at gå om bord i dekorationsmageriet sammen med sin kone. Til gengæld viser han gerne den julepynt frem, som han har været med til at lave aftenen før.
Som dement er man tit bange for at blive ydmyget, når der er noget, man ikke kan, og det kan være en stor sejr at klare noget, man ikke troede, man kunne, siger Connie Flensborg om julepynten.
Hun har set demenssygdomme skride uafvendeligt frem hos flere af sine egne pårørende, og før hun gik på efterløn, arbejdede hun i mange år med demente på plejehjem. Alligevel bruger hun sit otium på frivilligt arbejde for demente. Sådan er det også for de tre andre bestyrelseskolleger ved dekorationsbordet. Anne Larsen og Elsebeth Pedersen har begge arbejdet på demensafdelinger, og Hanne Nissen har været gerontopsykiatrisk sygeplejerske i 32 år.
Det er nok det, vi er bedst til, så det fortsætter vi med, siger Hanne Nissen efter en lille tur ovenpå med en af de demente, som havde brug for hjælp til at finde sit værelse.
Jeg glædede mig til at komme på arbejde hver eneste dag i alle årene, for jeg var aldrig i tvivl om, at jeg gjorde en positiv forskel for andre med mit arbejde, siger hun.
I sit erhvervsaktive liv uddannede Hanne Nissen plejepersonale til at arbejde med demente, og selvom der i dag er langt mere viden om demens end for 30 år siden, er der stadig mange, som ikke ved, hvordan man skal behandle demente for ikke at gøre dem forvirrede, vrede eller kede af det, mener hun. Anne Larsen nikker over sin juledekoration:
Mange er bange for de demente. Måske dækker det over, at man selv frygter at blive ramt af det, eller man har nogle forestillinger om, at demente er aggressive og slår. Men når de gør det, er det, fordi man ikke forstår at behandle dem rigtigt, siger hun.
Et par, som har sprunget juleriet over, kommer rødkindede ind fra en tur ved stranden. Saxild Strand ligger i en stor have, der ender, hvor havet begynder. Det røde hus med de hvide verandaer blev bygget for mere end 100 år siden som badehotel.
I mange år var det Aarhus Kommunes rekonvalescenscenter, hvor ældre blev visiteret til gratis ophold for eksempel efter en operation eller længererevarende sygdom.
Det var imidlertid meget dyrt for kommunekassen, og i 2009 svingede byrådet sparekniven over stedet. Det blev nedlagt og stod tomt i tre år, men genopstod i pinsen 2013 i ny skikkelse som selvejende institution.
Aarhus Kommune ejer stadig bygningerne og betaler to millioner kroner til driften, men oplysningsbundet FO, patientforeningernes frivillige og de tre-fire ansatte driver stedet. Der er plads til cirka 60 gæster, som betaler omkring 2000 kroner for en uge, og de skal være rimeligt selvhjulpne, for der er ikke ansat egentligt plejepersonale.
Jeg ser det som et kontant svar på kommunale nedskæringer. Vi kører økonomien benhårdt, men det kan faktisk lade sig gøre, siger stedets leder, Henrik Woer.
Siden maj har han budt cirka 1000 gæster velkommen på kortere og længere ophold i samarbejde med Hjerteforeningen, Osteoporoseforeningen og andre patientforeninger og deres frivillige.
I starten forventede folk at få det samme, som da kommunen drev stedet. Det er ikke muligt, men når de først har vænnet sig til, at det er noget andet, vi tilbyder nu, bliver de rigtig glade for at være her. Vi oplever allerede, at folk kommer igen, siger Henrik Woer.
De stilfærdige adventsgæster ser så tilfredse ud, at de sikkert gerne kommer igen, selvom de næppe kan huske meget fra opholdet, når det er slut. De sætter sig ivrigt til frokostbordet og glæder sig over endnu et vellavet måltid ved de røde juleduge.