En bangladeshisk skoleelev fisker sin smartphone op af lommen. Han er træt af, at der ikke er vand på skolen, og at hygiejnen samt de sanitære forhold er så ringe, at hans klassekammerater bliver alvorligt syge af simple infektioner. Så han knipser et par billeder, som dokumenterer, at forholdene på skolen ikke stemmer overens med lovgivningen: Pengene er ikke blevet brugt, som budgettet ellers dikterer. Nu lægges billederne op på internettet, og overtrædelsen af elevernes rettigheder bliver kendt over hele Bangladesh og måske endog resten af verden.
Det er en tænkt scene, men kan meget snart blive et virkeligt eksempel på en alternativ måde at gribe udfordringerne i de evigt foranderlige udviklingslande an på.
LÆS OGSÅ: Derfor jagter Venstre u-landsbistanden
I september startede daværende udviklingsminister Christian Friis Bach (R) et projekt, hvor de store, danske u-landsorganisationer som for eksempel Røde Kors og Folkekirkens Nødhjælp kunne søge økonomisk støtte fra en pulje på 30 millioner kroner til at udvikle nytænkende projekter og indgå alternative samarbejdsaftaler med deres partnere i udviklingslandene.
Vi har i de danske folkelige organisationer i alt for mange år gjort tingene, som vi plejer. Men virkeligheden ændrer sig drastisk i udviklingslandene. Der er store muligheder for de fattige i at blive hjulpet på nye, bedre og anderledes måder. Det skal vi blive bedre til at udnytte, sagde Christian Friis Bach dengang og henviste blandt andet til, at nye former for informationsteknologi som eksempelvis smartphones kan bruges til at sprede viden om og dermed forbedre forholdene i fattige lande som Bangladesh.
Nu er de 30 millioner kroner blevet fordelt blandt organisationerne.
Men Christian Friis Bach er ikke længere udviklingsminister.
Kristeligt Dagblad har derfor sat den nye udviklingsminister, Rasmus Helveg Petersen (R), stævne en tidlig morgen i Snapstinget på Christiansborg. For hvordan kan det være, at de metoder, u-landsorganisationerne plejer at bruge, ikke længere er gode nok, og hvad ved christiansborgpolitikerne egentlig om situationen i u-landene?
Siden han overtog projektet, har han lært to nye ord, fortæller udviklingsministeren som noget af det første efter at have lagt sin mappe og det medbragte slips på bordet.
Bistandsmodalitetsparadigme og multimediemunk, siger han og ler.
Rasmus Helveg Petersen ved godt, at de vendinger, der bliver brugt på Christiansborg, kan være svære at forstå i udviklingslandene.
I takt med at man kommer længere og længere op i denne bistandsverden, nærmer man sig samtidig abstrakte ord som bistandsmodalitetsparadigme. Det drejer sig pludselig om tekniske foranstaltninger og mindre om selve udgangspunktet: At vi gerne vil hjælpe, forklarer Rasmus Helveg Petersen, som selv startede ved udgangspunktet, da han som 18-årig drog til Uganda for at plante træer med Ungdommens Røde Kors.
Den nu 45-årige politiker mener derfor, at en del af ansvaret for, at organisationerne ofte vælger de samme løsninger, også ligger hos staten.
Vi siger til organisationerne, at penge kan I få på vores betingelser vi har jo et ansvar for, at pengene giver resultater. Og organisationerne takker selvfølgelig ja, for de vil gerne hjælpe. Uanset betingelser.
Det er i dette forhold, udfordringen og motivet for projektet ligger, siger udviklingsministeren.
Man kalder det et partnerskab, men reelt er det jo altid dem med pengene, som bestemmer. Der har så været en tendens til, at vi, som ikke har sagerne tæt på, dikterer for organisationerne, hvordan problemerne skal løses, forklarer Rasmus Helveg Petersen og fortsætter:
Med det her projekt forsøger vi at skabe nogle mere jævnbyrdige partnerskaber. De, som har problemerne tæt på, skal jo også kunne foreslå løsninger, som vi i nord med pengene kan acceptere.
Det er i denne del af projektet, at multimediemunken gør sin entré. For det er trist, mener de i udviklingsministeriet, at de steder, hvor hjælpen virkelig betyder noget, kan være svært tilgængelige.
I krisesituationer kan der spontant opstå bevægelser, som er gode til at samle folket ved hjælp af sociale medier. Men det er bevægelser, som ikke har den type organisation, man normalt samarbejder med. De har ikke en bestyrelse, men har til gengæld kontakt til lokalbefolkningen.
Derfor er det også en udfordring for de danske u-landsorganisationer at finde måder at samarbejde med denne nye type partner på. Og de 30 millioner kroner giver organisationerne muligheden for at prøve nye metoder af.
De nye samarbejdspartnere kan tage mange skikkelser. Det kan være børnenes egne organisationer i Bangladesh, der dokumenter dårlige forhold på skoler. Og det kan være munken, der pludselig har et redskab i form af internetadgang til at kommunikere informationer om menneskerettigheder, arbejdsforhold og lignende ud til en skare af mennesker i Cambodja.
Det er helt sikkert en metode til at fremme nytænkning, som vi også vil se i fremtiden, siger udviklingsministeren, inden han igen fatter sin mappe og sit slips og bevæger sig dybere ind i Christiansborgs labyrinter.
Men bistand, siger han, inden han går, er et behov, der er for at hjælpe. Og jeg vil ikke glemme udgangspunktet, selvom vi står foran et bistandsmodalitetsparadigmeskift.
Organisationer, som har modtaget penge