Er folkekirken for dansk og for stiv?
KARL ERIK WIENBERG pastor emeritus, Dalgas Boulevard 81, Frederiksberg
I debatten om folkekirkepræsters dåb af konvertitter vil jeg som en af mine erfaringer fortælle, at jeg en dag blev opsøgt af en kvinde, der gerne ville døbes. Hun var muslim, men havde hele sit liv ønsket at blive kristen. Det var ikke muligt i hendes land, men nu var hun kommet til Danmark, så nu skulle det være.
Jeg havde i den følgende tid nogle samtaler med hende, som præster skal, for at sikre, at den, der vil døbes, har et passende kendskab til den kristne tro, og derpå blev hun døbt.
Hun deltog jævnligt i gudstjenesterne i tiden derefter, men så hørte det op.
Et års tid senere opsøgte hun mig igen og sagde, at hun gerne ville have, at jeg skulle vide, at hun var konverteret til den katolske kirke. Ganske vist var præsterne i den pågældende menighed ret reaktionære, sagde hun bramfrit, men der var 26 forskellige nationaliteter repræsenteret i menigheden, og dér befandt hun sig bedre end i den danske sognemenighed. Jeg sagde, at det kunne jeg godt forstå.
En folkekirkegudstjeneste er meget dansk. Det er på mange måder en vældig styrke, men også en svaghed. Den er også meget stiv i sine ritualer og bønner og i sin form. Det kræver åbenhed og fleksibilitet, skønsomhed og storsind af folkekirken, hvis de mange immigranter, vi får, skal komme til at føle sig hjemme i den.
B-medlemskab af folkekirken?
DHAMU CHODAVARAPU Kaj Munksvej 21, Aars
Der er sket meget i Danmark angående Gud, religion og folkekirke, siden danskerne gik fra de nordiske guder til kristendom og folkekirke, og den senere indvandring har medført meget i vort samfunds gadebillede.
Det er unægteligt kristendommens storhed, at man ikke begrænser adgangen til kirkerne i modsætning til andre religioner i verden. Alle og enhver er velkomne, uanset deres religiøse tilhørsforhold, om man er hindu, muslim, buddhist eller jøde. Jeg har nydt den frihed meget. Jeg har altid betragtet kirken som et sted, hvor man kan bede til Gud. Om man beder på sanskrit eller på dansk, Gud forstår det.
Det ville være dejligt, hvis den i forvejen kendte højt til loftet-anskuelse af Gud er udvidet til os andre, som kan være med i det fællesskab ved at blive medlemskab af folkekirken. En slags B-medlemskab. Da jeg henvendte mig til en præst, fik jeg at vide, at jeg skal frasige mig min tro, som jeg er vokset op med, og bekende Jesus og Jesus alene. Jeg har ingen problemer med Jesus, men at frasige mig min tro, som jeg er opvokset med, er et problem.
Som hindu har jeg ingen problemer med at tro på to guder og være loyal. Som Martin Luther siger det: Guds velsignelser kommer ikke af gerninger, men af troen, loyaliteten. Vi, som kommer fra andre lande og vil blive i Danmark, kan være loyale mod begge lande. Det er såkaldt dobbelt kærlighed, vi udvider det blot til Gud.
Folkekirken har gennemgået mange forandringer. På en harmonisk måde tog kirken samfundsændringer til sig, så derfor er det på tide at inddrage alle borgere i det fællesskab. Kunsten er at favne alle uden at miste storhed. Man bliver stor af det.