På afstand ligner Jakob Sheppard en standhaftig soldat, da han står alene og venter i vinden ved porten ind til Dyrehaven nord for København, mens lyden af krager kradser i ørerne.
I den ene hånd bærer han en tom guitarkasse til ære for fotografen, der har fået idéen til, at vi skal mødes her. For lige så lystig Bakken er om sommeren, lige så trist er den om vinteren, hvor de dyre restauranter ligner forfaldne kolonihavehuse, og forlystelserne ser uhyggelige og rustne ud. Og skoven på vej derind er heller ikke ligefrem hyggelig på denne årstid.
LÆS OGSÅ: Michael Falch: Min blinde vinkel er langt større end min viden
Om sommeren kører her ellers hestevogne med glade familier og kærestepar mellem de grønne blade. Men nu er træerne tomme, og de visne blade ligger som maste dyr mod de våde skovstier.
Det er ikke noget dårligt sted, I har valgt, siger Jakob Sheppard og lader begejstret blikket glide hen over stormvæltede træer. For selv følte han sig også skiftevis tom som sin guitarkasse og kaotisk som den vinterhærgede skov, da han skrev sangene eller de gudløse salmer på sin cd Himmelråbende.
Det var nogle væmmelige følelser, der sloges i mig på den tid. Vrede, sorg, men også had, siger han nærmest undskyldende, mens han søger øjenkontakt:
Min ekskone var flyttet med vores fælles søn til Sønderjylland på grund af arbejde, og jeg følte, at jeg mistede ham, fordi jeg nu kun ville blive weekendfar, siger han med den samme hæse stemmer, der også skærer sig skrøbeligt igennem hans sange.
Ved indgangen til Bakken står en stor reklameplakat for Cirkusrevyen med en flok storsmilende komikere, der tilsyneladende allerede er parat til sæson 2014, da Jakob Sheppard fortsætter:
Jeg følte mig forladt og rettede den vrede mod Gud.
Gud har skuffet mig, siger han og fortsætter:
Modsat mange af mine klassekammerater havde jeg faktisk en barnlig forventning om, at der ville ske noget, da jeg blev konfirmeret. Min stedfar læste teologi og holdt søndagsskole for os børn derhjemme. Og jeg tog det meget seriøst, da jeg sagde ja til min barnedåb i kirken. Men der skete ingenting. Intet. Det gav mig allerede dengang en følelse af gudsforladthed, og den følelse vendte tilbage, da jeg mistede den daglige kontakt til min søn.
For Jakob Sheppard var det en dobbelt sorg at føle sig som en fraværende far, fordi situationen også mindede ham om, hvordan han først som voksen fik kontakt til sin egen biologiske far.
Min far var amerikaner og medlem af en sekt, som min mor og jeg flygtede fra, da jeg var lille. Sekten var sådan en lidt swingerklubagtig hippiesekt, der oven i købet hed The open center, hvor alle voksne skulle kaldes mor og far, og de opførte sig også, som om de alle sammen var gift med hinanden. Det blev heldigvis for meget for min mor, og jeg er glad for, at jeg ikke voksede op i den sekt. Men hele min barndom talte hun min far ned. Hvis jeg var uartig, sagde hun: Nu ligner du din far. Og på den måde fik jeg i det hele taget svært ved at knytte mig til voksne mænd, som jeg så som fjendebilleder.
Tror du, at dit faderbillede på den måde har påvirket dit gudsbillede?
Ja, det tror jeg faktisk. Min far var jo fraværende, og sådan oplevede jeg også Gud. Det var ikke min fars eget valg at vælge mig fra, og jeg fandt ham faktisk først, da jeg meldte mig til tv-programmet Sporløs på DR 1 som voksen. Journalisterne fandt min far, og vi genoptog kontakten, indtil han døde nogle år efter. Det betød meget for mig, siger han og tier længe, inden han tilføjer:
Det var en meget surrealistisk scene at blive forenet med ham foran alle kameraene i DRs studie. Men jeg husker tydeligt fornemmelsen af at blive genkendt. Det tror jeg er et urmenneskeligt behov. Vi havde ikke set hinanden i 30 år, efter jeg var en lille dreng, men vi lignede meget hinanden. Og måske har jeg også haft et behov for at blive genkendt af Gud.
De teologiske tanker faldt sammen med sangskrivningen, da Jakob Sheppard sideløbende med sin sangskrivning for to år siden fik job som kirketjener ved Sankt Pauls Kirke i Aarhus. Han er ellers oprindelig uddannet fra musikkonservatoriet, men har arbejdet med mange forskellige ting ved siden af, hvor han blandt andet har skrevet og spillet teater, været pædagogmedhjælper og lærer på en efterskole.
Men jobbet som kirketjener har på en anden måde stillet mig over for livets store spørgsmål. Hver gang man står ved siden af en kiste med et dødt menneske i, bliver man jo konfronteret med, at livet har et punktum.
Kristendommen giver jo også håb om, at det kun er et komma?
Ja, men det kræver stor tro, og det eneste, vi kan være sikre på, er jo, at pulsen stopper på et tidspunkt. Men kirken holder hele tiden fast i trøsten og håbet. Og det har faktisk generet mig lidt. For selvom jeg synes, at det har været en gave at komme tættere på den danske salmeskat gennem mit arbejde, har jeg alligevel fundet det underligt uforløst, at de fleste salmer ender i håb og trøst. Det er befriende, at mange salmer tør begynde i mørke, men man kommer alt for hurtigt ud af det mørke igen, som om man skal kunne glemme sorgen og tvivlen på seks salmevers. Og det kunne jeg i hvert fald ikke.
Det gav ham lyst til at skrive sine egne salmer, der lod tvivlen og sorgen blive stående.
Jeg tror, at det er sundt at tale ærligt om sine følelser. Og mine følelser var mørke. Derfor blev mine salmer også sorte.
Himmelråbende kommer på den måde til at lægge sig i forlængelse af Det Gamle Testamentes klagesange og den korsfæstede Jesus, der skreg: Min Gud, min Gud. Hvorfor har du forladt mig?. Selv synger Jakob Sheppard blandt andet: Du har glemt mig på den yderste planet/med en salme og et størknet alfabet,/ klokker der er kimet ned,/ runger af en evighed. Og det har hjulpet ham at skrige smerten ud gennem sine sange, fortæller han:
Jeg laver ikke noget skønmaleri af mit eget sind, men beskriver også de grimme og skamfulde sider af mig selv, når jeg for eksempel synger: Når had gør mig glad. Jeg føler stadig, at Gud er langt væk, men på en eller anden måde har mine sorte salmer skabt plads for, at jeg igen kan føle glæde, siger han, mens vi fortsætter forbi de lukkede boder og forlystelser.
Ligesom det kan være uforståeligt, når man mister glæden, kan det virke som et mirakel, når man får den igen. Og selv behøver jeg ikke nogen grædende madonnaer for at kunne se, at livet i sig selv er et mirakel. For det er da et større under, at vi kan gå her og tale sammen.
Jakob Sheppard spejder op mod den store trærutsjebane, der strækker sig som et babelstårn mod den grå himmel.
Her skal nok komme glæde igen. Men nu er der plads til andre følelser og temperaturer. Og sådan burde det også være i folkekirken, mener Jakob Sheppard:
Som kirketjener oplever jeg alle følelser i kirken. Fra sorg til glæde. Og fra filosofiske samtaler med præsterne til menneskelighed, når den ene af dem, der er bidt af fodbold, for eksempel kan virke jublende glad under en gudstjeneste, fordi han lige har tjekket på sin mobiltelefon, at AGF har vundet en ny kamp. Sådan er livet jo også fyldt med et miks af forskellige følelser. Men når kirkegængerne kommer, skal de have færdige svar. Det skal man passe på med at gøre for enkelt. De smukke danske kirkerum egner sig glimrende til at sidde og respektere over alle livets uløste spørgsmål i. Selv er jeg i hvert fald stadig på rejse, siger den vindblæste salmesanger, da vi går fra det forladte glædesparadis for at finde varmen et andet sted.
Himmelråbende (Sheppard/Karlsson) er udgivet på Gateway Music og kan blandt andet købes på iTunes og bestilles hos pladebutikkerne.