SAMARBEJDE. Dét slagord har gennem de seneste seks års valgkampe og taler været Barack Obamas gennemgående linje, både i forhold til indenrigs- og udenrigspolitiske modstandere. Af samme grund har kommentatorer typisk udlagt Obamadoktrinen som pragmatisk: En erkendelse af det perfektes umulighed og en forståelse af politik som det muliges det mindre ondes kunst.
Imidlertid har stort set intet været muligt, og i august 2013 ramte forholdet mellem demokrater og republikanere en ny bund, da landet i 16 dage lå død uden et godkendt budget. Med sin tale til nationen natten til i onsdags tog Obama konsekvensen og lagde definitivt samarbejdsretorikken bag sig. I stedet erklærede han 2014 for handlingens år og banede vejen for, at mærkesager i den resterende periode af hans embede om nødvendigt vil blive gennemført med såkaldt præsidentielle ordrer.
Står talen til troende, kan vi forvente os et 2014, hvor Obama mere markant vil gå enegang og hvor de sikkerhedspolitiske ambitioner i nogen grad vil erstatte indenrigspolitiske mål. Hvorfor eller rettere: Hvorfor nu?
Svaret handler kort fortalt om tid og om de paradoksale betingelser, politikere i dag agerer og kommunikerer på. På den ene side står og falder politisk succes ofte med situationer kortere end et nanosekund. På den anden side kan selv tre år Obamas resterende embedsperiode vise sig for kort til at gennemføre noget politisk af betydning. Mediernes fokus er først på øjeblikket (hvem har udmærket eller blameret sig lige nu?), dernæst på horisonten (hvem vinder næste gang?). Mellemspillet, hvor det politiske fodarbejde laves, er det svært at sælge billetter til.
LÆS OGSÅ: Utålmodig Obama bebuder kamp mod ulighed
OBAMA FORSTÅR FULDT UD det skisma. Vi skal ikke længere tilbage end Nelson Mandelas begravelse den 11. januar for at finde en situation, hvor øjeblikkets magt sidst viste tænder: En heldig fotograf fangede her Obama, den danske statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og hende britiske kollega, David Cameron, i færd med sammen at tage en selfie (et billede af sig selv på mobiltelefonen). Fotografiet gik viralt, og alle planlagte budskaber om Mandela, mod og frihedskamp druknede.
Obamas tale til nationen kan læses som en direkte erkendelse af, at hvis hans politiske aftryk og eftermæle ikke skal drukne, må han nu udvælge nogle få politiske projekter og sætte alt ind på deres succes.
Meget tyder på, at de projekter bliver af sikkerhedspolitisk karakter, og at en langsigtet atomaftale med Iran står øverst på listen. Vedtager kongressen under forhandlingerne med det iranske regime nye sanktioner, nedlægger jeg veto, lød det kontant i onsdagens tale. Faktisk var tonen hele vejen igennem skarp, og emner, Obama ellers oftest har valgt at tale sig blødt omkring, blev serveret råt for usødet: Krig er en dårlig opskrift på fred, der bliver ingen intervention i Syrien, og der bliver ingen fred i Mellemøsten uden en internationalt anerkendt palæstinensisk stat.
Ikke mindst det sidste er interessant at Obama vælger at sige ordene selvstændig palæstinensisk stat i en tale til nationen. Også hans forgænger, George W. Bush, brugte vendingen, men det var dog første gang, den blev nævnt som en selvfølgelighed, og det var i hvert fald første gang, at den blev brugt i en så indenrigspolitisk sammenhæng som en tale til nationen. Man skal dog ikke forvente, at Obama vil sætte de næste tre år af sit embede ind på intensive fredsforhandlinger mellem Israel og Palæstina. For Obama er det at tale om Palæstina som selvstændig stat i sig selv en handling en legitimering, der, for hver gang den aktiveres yderligere, sandsynliggør projektet. På samme vis skal man ikke forstå Obamas tale, og dens klare signaler om at fra nu af skal der handles, som om Obama seks år inde i embedet har opgivet ordets, talens, eller retorikkens magt.
DET HAR HAN IKKE. Obama har siden sin første valgkamp ladet forstå, at hans primære politiske inspirationskilder er borgerkrigspræsidenten Abraham Lincoln og koldkrigsteologen Reinhold Niebuhr. Begge betragtede de retorikken som selve hjertet i enhver politisk leders opgave og udfordring: Ikke som kynisk instrument for manipulation eller overtalelse, men som et medie for kollektiv mening og identitet. Man taler ikke bare til unionen, som Lincoln forklarede: Gennem tale skaber man union.
Alt det ved Obama, og i seks år har han talt om fællesskaber på tværs af et land, der til stadighed trues med at sprænges under voldsomme historiske, økonomiske, sociale og politiske skel. Han har fra starten vist, at ord er alt: At der hverken ude eller hjemme bliver nogen begejstring, vilje, forsoning eller fred uden dem. På den anden side ved han nu også, at ord er ikke nok.
Vibeke Schou Tjalve er ph.d og seniorforsker på Dansk Instititut for Internationale Studier, Diis.