Delte meninger om indrejseforbud til fransk komiker

Ytringsfriheden bliver knægtet, når de britiske myndigheder forbyder komikeren Dieudonné at optræde i landet, mener kritikere

På billedet udfører den franske komiker Dieudonné M'bala M'bala sin kontroversielle antisemitiske gestus.
På billedet udfører den franske komiker Dieudonné M'bala M'bala sin kontroversielle antisemitiske gestus. Foto: PATRICK KOVARIK/ Denmark.

Indrejseforbud er normalt forbeholdt terrorister og hadprædikanter. Men efter at de britiske myndigheder har udstedt indrejseforbud mod den kontroversielle franske komiker Dieudonné Mbala Mbala, bliver der sat spørgsmålstegn ved, om det er i lovens ånd.

I avisen The Guardian henviser kommentatoren Simon Jenkins blandt andet til en anden franskmand oplysningsfilosoffen Francois Voltaire, som netop talte for, at vi skal tåle at lytte til dem, vi er uenige med.

Regeringer er under et uendeligt pres for at begrænse den frihed. De synes at beskytte retten til ikke at blive fornærmet. Ved at forbyde Dieudonné har indenrigsministeren holdt en rigtig ubehagelig person ude af landet. Men det, hun reelt gør, er at udstille, at Storbritannien er for svagt et land til at tåle hans tilstedeværelse, skriver Simon Jenkins.

LÆS OGSÅ: Ytringsfrihed: Er sproget blevet helligt?

Han gør det klart, at han ikke bryder sig om den franske komikers humor.

Men vi er nødt til at have en forskel mellem at have racistiske eller krigeriske holdninger og det at planlægge eller opfordre andre til at begå drab, fortsætter Simon Jenkins.

Myndighedernes forklaring på forbuddet er, at de skal sikre den offentlige ro.

Efter sigende skulle komikeren ønske at rejse til Storbritannien for at støtte sin ven, den franske fodboldspiller Nicolas Anelka. En disciplinær domstol i det engelske fodboldforbund skal tage stilling til, om han har brugt en racistisk eller antisemitisk hilsen. Efter en scoring lavede han tegnet quenelle, som Dieudonné har opfundet. Men det bliver af mange anset som en omvendt og antisemitisk nazihilsen.

Dieudonné selv har afvist, at han er antisemit. Han siger selv, at han er anti-establishment, og at han også gør grin med muslimer og sorte. Om fodboldspilleren Anelka har han således sagt, at han bliver gjort til syndebuk, fordi han er en farvet muslim, som kører i en Ferrari.

Men som skribenten Andrew Hussey fremhæver i magasinet New Statesman, så har Dieudonné tit haft personer som holocaust-fornægteren Robert Faurisson med på scenen og han får en begejstret modtagelse af publikum.

Dieudonné tager fornægtelsen fra at være en konspirationsteori, som var under jorden, og gør den generel, fremhæver Andrew Hussey.

Indrejseforbud til Storbritannien er givet til blandt andre præsten Terry Jones fra Florida, som ville brænde Koranen. Men også den hollandske politiker Geert Wilders fik for nogle år siden et indrejseforbud, som de britiske myndigheder dog i al hast blev presset til at omstøde.