Verdenslitteraturhistoriens første skitur begyndte ifølge Saxo Grammaticus som en kongelig udfordring for godt 1100 år siden: Vikingen Palnatoke pralede over for Harald Blåtand med, at han var en dygtig skiløber. Kongen bad Palnatoke bevise sit mod på en lodret, knoldet klippeside ved Kullen i Sverige:
Men hvor liden Øvelse han saa havde, gik han paa med frejdigt Mod: Han gik op paa Toppen af det høje Fjeld og spændte de glatte Skier under Fødderne, og i Lid til slig lille Fjæl lod han staa til ned ad Skrænten. Paa sin hovedkulds Færd stødte han ofte paa Stene, der stak frem, men desuagtet var han i Stand til med fast Haand at holde ret Kurs uden at slingre.
Manden, der på turen ned ad halvøen Kullen knækkede sine ski på klippesiden i Saxos krønike, var fynbo. Siden er mange danskere bogstaveligt talt fulgt i Palnatokes skispor. Årligt tilbringer anslået 300.000 danskere deres ferie op og ned ad sneklædte bjerge, fjelde og pister. Og det er højsæson netop nu. De, der bliver hjemme, kan til gengæld tænde for fjernsynet og se verdens bedste skiløbere hoppe og zigzagge sig gennem vinter-OL i Sotji i Rusland.
LÆS OGSÅ: "Lykken kan ikke være der konstant. Den kan være der i stunder, og dem må man sørge for at samle på"
Hvad er det, der fascinerer os ved skisporten? Og som får stadigt flere danskere til at betale store summer hvert år for en blanding af fysiske anstrengelser og kulde oven i købet med fare for at komme til skade? Den moderne skisport er opfundet i Norge, og derfor er det nærliggende at stille spørgsmålet til en nordmand: Terje Nordberg er uddannet psykoterapeut og skriver om motion og livsstil til aviser og magasiner. Han har i nærværende avis beskrevet sig selv som født med ski på benene.
Ski og sne er en del af min dna. Men jeg tror, det gælder for os alle her i Norden, at vi et eller andet sted er lidt vikinger. Og blandingen af leg og anstrengelser og de store vidder appellerer til rigtig mange af vores sanser og følelser, siger Terje Nordberg.
Da den moderne skisport blev opfundet for et par hundrede år siden, var ski det hurtigste transportmiddel, der fandtes. Og dyrker man styrtløb og slalom, også kaldet alpint skiløb, er det stadig farten og det vilde og voldsomme, der trækker i mange skiløbere, mens langrend fremmaner en mere meditativ tilstand, forklarer Terje Nordberg. Begge dele indeholder dog kombinationen af krop og natur:
I det store, hvide panorama sanser man naturens storhed og sin egen lidenhed. Naturen understreger, at vi faktisk er små og ubetydelige, og det er godt for mennesket at mærke, at der er noget, der er større og stærkere end os selv. Der er jo noget hybris over det moderne storbymenneske, som tror, han er herre over alting. Hos mange af os er der en længsel efter indimellem at skubbe kulturen i baggrunden til fordel for naturen og hengive os til det enkle og det primitive.
Også Steffen Kjær fremhæver naturens kraft som et af skirejsens vigtigste elementer. Han er journalist og forfatter til bøger og artikler om friluftsliv blandt andet bogen Den ultimative skiferie.
Hvis jeg i en længere periode ikke har været i naturen, mangler jeg et perspektiv på det liv, jeg ellers lever. Naturen herunder vejret er jo noget urgammelt og ukontrolleret. Det er ikke noget, man kan mærke hele tiden som skiløber, for et skiområde er jo også ofte et stykke kontrolleret natur. Men hvis det pludselig trækker op til en storm eller bliver tåget, hvis man mister orienteringen eller styrter og slår sig og skal kæmpe sig ned ad et bjerg bid for bid, så kommer der en ydmyghed. Og jeg tror, det er sundt indimellem at mærke det, naturen kan gøre ved os. For den gør ikke det samme ved os i dag som i morgen der er altid noget ubekendt over den. Og uanset hvor meget vi læser eller orienterer os på forhånd, er naturen ikke kortlagt på samme måde som en storby med gader på kryds og tværs. Naturen følger sin egen hældningsgrad, siger Steffen Kjær.
Og så er der det fysiske sus ved skisporten, påpeger han:
En gang imellem rammer man sporet, hvor alt går op i en højere enhed, hvor der er god plads, rytmen er god, man har de helt rigtige ski på, og man er i rimelig form. Så flytter man sig ind i en tilstand tæt på en lykkefølelse. Jeg siger ikke, man er lykkelig hvert sekund, man står på ski, og jeg er ikke sikker på, at alle tænker over det på den måde, men jeg er sikker på, at alle, der har mærket det, har sat pris på det.
Henrik Højlund er debattør og sognepræst i Løsning og Korning Sogne i Midtjylland. Han bliver opløftet, da han bliver ringet op og spurgt om sit forhold til skiløb. Et emne, der virkelig står ham nært, forklarer han. Ikke mindst siden han i en årrække boede med sin familie i Norge, hvor man med hans egne ord blev nødt til at lære at elske sne og kulde. Oplevelsen kan som med andre store natur-oplevelser have nærmest lindrende virkning på os:
LÆS OGSÅ: Kunsten minder os om det, der ligger ud over blot at overleve
Når naturen er god og smuk, er den nærmest en terapeut for os, som alene ved sin skønhed skaber en vidunderlig ro i sindet. Vi mennesker er skabt til skønhed, og vi kan også møde den eksempelvis i kunsten og musikken eller mellem mennesker. Men når vi møder den i naturen, gør det os så inderligt godt, siger Henrik Højlund.
Henrik Højlund mener også, at en del af velværet består i, at han ikke behøver at filosofere og reflektere, når han står på ski:
Det, der er så vidunderligt, er faktisk, at jeg ikke tænker, når jeg står på ski. Jeg bliver tanketom. I det daglige er vi så forbistret reflekterede. Man kan jo reflektere sig selv til fortvivlelse og blive inderligt træt af den her evige selvspejling. Men naturen giver mig fri, og der er et særligt velvære forbundet med tankefrihed, hvor man bare er til stede i kroppen, og sindet følger med.
Netop denne følelse har man brug for i et overophedet informationssamfund, mener han:
Dagen igennem er vi proppede til halsen med information med tanker, ord, billeder og dermed også med refleksion. Men vi har brug for et frikvarter indimellem, og hvis man skal sige noget højstemt, er der næsten noget retræte over at stå på ski. Den samme stilhed og hvile. Og ligesom vi har brug for søvn, har vi også brug for nogle timer hver dag og hver uge, hvor der er ro på. Det her er så at sige vores årlige søndagsstilhed, siger Henrik Højlund.
Andre forfattere end Saxo Grammaticus har ladet sig inspirere af snelandskaberne og miljøet omkring dem. I dramatikeren og forfatteren Astrid Saalbachs seneste roman fra 2011, Fordrivelsen, danner et skisportssted i Alperne rammen om en familiefars deroute efter en skiulykke.
Jeg ville gerne beskrive det, som på én gang er en eksotisk biotop, samtidig med at der er så mange af os, der kender til det. Der er mange elementer af samfundet, som man kan analysere gennem det spejl. Skisporten er jo et statussymbol, en overklassesport, der er devalueret i takt med, at utroligt mange mennesker har fået råd til at stå på ski. Samtidig er det et sted, hvor man ofte kommer med sin familie, og hvor mennesker fra mange forskellige lande og kulturer mødes, siger Astrid Saalbach.
Hun mener, at skisport taler til det indre legebarn:
Vi har jo efterhånden fjernet alt, hvad der hedder leg, fra det vi ellers laver. Legen er blevet marginaliseret, men den er i os, og skisport er jo en fantastisk leg både sjov og lidt farlig.
Det, vi alle sammen gerne vil, er at komme op i fart, suse nedad, og så køre op igen. Og når man tænker klart, kan man godt få tanken: Hvad laver jeg her?. Det er dyrt og ubekvemt og forbundet med meget ventetid, kulde og risiko, siger Astrid Saalbach, der i parentes bemærket selv står meget på ski.
Hvert år mister mennesker livet under skiferier, eksempelvis ved styrt eller laviner, og godt tusind danskere kommer årligt til skade og må transporteres hjem med brækkede lemmer. Men også naturen lider under de stadigt flere skiturister, påpeger Astrid Saalbach:
Skisport symboliserer meget tydeligt vores barnlige ønske om at komme ud i naturen. Vi vil lege og have frisk luft, men omstændighederne er ikke uskyldige. Det har en vanvittig bagside: Man er jo nødt til at slå jernpæle ind i bjergsider, som eroderes, og man transporterer folk op i højder, hvor det ikke er meningen, at der skal komme mennesker. Skisport er en kæmpe industri, som er løbet løbsk, og som sådan set er helt syg i forhold til de klimaproblemer, vi står over for. Selvom enhver kan se på langt sigt, at det ikke holder, fortrænger vi det. Men man burde egentlig forbyde det fra i morgen, siger Astrid Saalbach, der dog indrømmer, at hun i så fald ville savne det skrækkeligt.
Siden hun som barn var i Norge på skiferie med sine forældre, har hun været fortabt i ikke mindst de sneklædte bjerges enorme skønhed:
Hvis man er heldig, kan man her opleve den totale ensomhed. Og så er der det fysiske sus på vej ned ad bakken, hvor man mærker sneen under skiene, presser sig selv op i fart, og det er lidt farligt og kilder i maven. Og så er det jo sindssygt smukt at se ud over sådan en dal eller fjeldside, siger Astrid Saalbach og tilføjer:
Det er ikke for ingenting, jeg har brugt en hel bog på at beskrive det. Det er noget helt specielt.