Bispekandidat: Ingen må repræsentere hele folkekirken

Han skulle have været civilingeniør, men valgte i stedet teologien. Nu håber provst Poul Ivan Madsen at blive Ribe Stifts næste biskop med fokus på at styrke menighedslivet og holde sammen på folkekirkens fløje

”Der skal være vide grænser for forkyndelsesfriheden i folkekirken, hvor biskoppen skal være tilsynsmand og ikke politimyndighed. Men hvis en præst offentligt afskriver sin tro på Gud eller Kristus, så må man som biskop skride ind,” siger bispekandidat Poul Ivan Madsen. –
”Der skal være vide grænser for forkyndelsesfriheden i folkekirken, hvor biskoppen skal være tilsynsmand og ikke politimyndighed. Men hvis en præst offentligt afskriver sin tro på Gud eller Kristus, så må man som biskop skride ind,” siger bispekandidat Poul Ivan Madsen. –. Foto: Ole Mortensen.

Hvis man spørger Poul Ivan Madsen, hvad han vil, hvis han bliver ny biskop over Ribe Stift, får man et kort og tvetydigt svar: Så lidt som muligt.

Den 50-årige sognepræst og provst i Skjern smiler selv lidt over sin udmelding. For det skal naturligvis ikke forstås sådan, at han vil blive en biskop uden visioner. Men Poul Ivan Madsen finder det vigtigt ikke at trække sine egne visioner ned over menighederne.

Kirkens liv vokser nedefra og leves lokalt. Derfor skal det ikke handle om, hvad jeg gerne vil som biskop, men derimod hvad menighederne vil. Jeg ved, at man i de forskellige menigheder har mange idéer og ønsker, og som biskop vil det være min opgave at skabe gode vilkår og rammer for, at menighedslivet kan udfolde sig. En biskop skal i den forstand være tjener, kan man sige.

Poul Ivan Madsen har inviteret indenfor i præsteboligen i Skjern for at fortælle om sit kandidatur til bispeembedet i det stift, hvor han er født og opvokset. Hvis han vinder valget, vil han se mest frem til at komme ud og møde menighederne.

For mig er det bedste ved at være præst at møde mennesker i forskellige livssituationer og komme ind under huden på dem. Hvis jeg bliver biskop, vil jeg glæde mig til at komme længere ud, have fingeren på pulsen og mærke, hvad der sker rundt i et helt stift. Jeg vil gerne forsøge at komme ud og besøge alle sogne i de første år, siger han.

Undervejs afbrydes samtalen om Poul Ivan Madsens kandidatur af præsteboligens mindste beboer, Bertil. Flere gange må sognepræsten tysse på den toårige hund, fortælle den, at den ikke må hoppe op, og prøve at få den til at sidde stille. Egentlig er det datterens hund, men da hun bor på kollegium i Odense, har familien taget den til sig.

Man kan godt se, han bor hjemme hos bedsteforældrene, siger Poul Ivan Madsen og smiler lidt undskyldende, da hunden placerer poterne på hans gæsts skød endnu en gang. Den er ikke opdraget så godt.

Hvor hundeopdragelse måske ikke er en af Poul Ivan Madsens spidskompetencer, har bispekandidaten til gengæld gode forudsætninger for at styre et stift, vurderer han. De forudsætninger bunder blandt andet i flere års arbejde som præst i by- og landsogne, som provst og som formand for forskellige foreninger og bestyrelser.

Jeg vil sige, at jeg har en anerkendende og meget lidt autoritær lederstil. Jeg finder det vigtigt at uddelegere opgaver, hvor de løses bedst, og så er jeg god til at samarbejde og formidle et godt samarbejde på tværs af forskellige meninger og holdninger. Jeg er af den holdning, at tingene bare skal fungere.

I de foreninger og bestyrelser, Poul Ivan Madsen har været i, er lederansvaret tit havnet på hans skuldre. Måske fordi han ikke er bange for at tage opgaver på sig og lade sig udfordre, siger han.

Dette gælder ikke kun i arbejdet, men i livet generelt. For eksempel tog Poul Ivan Madsen udfordringen op, da en ven for godt 10 år tilbage ville have ham til at deltage i et cykelløb fra Aarhus til København. Dengang cyklede sognepræsten allerede en del, men han holdt sig til kortere strækninger og tvivlede derfor på, om han kunne klare det lange løb. Alligevel tog han udfordringen op, og sammen havde de to venner trænet morgen og aften på de vestjyske veje i al slags vejr.

LÆS OGSÅ: Bispekandidat: Man kan ikke måle tro

Kort inden løbet døde vennen af kræft, og det blev Poul Ivan Madsen, der stod for begravelsen. Derefter gennemførte han løbet alene.

Jeg havde lovet, at jeg skulle deltage i løbet, så det gjorde jeg. Og jeg var nok særligt motiveret for at gennemføre, fordi det var noget, vi havde planlagt sammen, siger Poul Ivan Madsen, som i de efterfølgende år fortsatte med at deltage i længere cykelløb som Sjælland Rundt, Vättern Rundt i Sverige og Rendsborg-Viborg løbet på 386 kilometer.

Jeg kan huske, jeg havde svært ved at forestille mig, at jeg kunne cykle 386 kilometer, men det er et spørgsmål om at bide tænderne sammen, blive ved og tage den tid, det tager. En gang imellem er man nødt til at være udholdende, siger han.

Ud over at skulle forkynde og formidle evangeliet handler bispeembedet ifølge Poul Ivan Madsen om at have fokus på menighederne i de 204 sogne i Ribe Stift og på at sikre plads til alle. Noget, der ifølge ham kan blive svært, hvis der skulle komme et kirkeråd.

Når jeg er skeptisk, skyldes det, at jeg ikke tror, et råd vil blive repræsentativt for folkekirkens mangfoldighed. Hvis der skal vælges én fra hvert stift til at sidde i rådet, får vi 10 konsensuskandidater, hvorimod mindretallene vil have svært ved at komme til orde. Det vil gå ud over folkekirkens mangfoldighed og forskellighed. Desuden vil et kirkeråd meget let komme til at udtale sig på kirkens vegne, men vi har en tradition for, at ingen kan repræsentere hele folkekirken, siger han og tilføjer, at han generelt synes, kirken er blevet mere topstyret de seneste år.

Der kommer mere ned over sognene ovenfra, hvilket også afspejler sig i resten af samfundet, hvor man skal leve op til nye arbejdsmarkedskrav og krav til budgetter og regnskaber. Men jeg synes, der skal være frihed til at drive kirke lokalt, og når det gælder folkekirkens struktur, ser jeg gerne den nuværende ordning med en lovfæstning, der sikrer, at kirkeministeren ikke bliver folkekirkens chef. Ministeren skal tjene folkekirken i stedet for at styre den.

Ordene mangfoldighed og forskellighed bruges generelt meget flittigt, når Poul Ivan Madsen skal tale om folkekirkens fokus, opgave og udfordringer. Ifølge ham er det vigtigt at give plads til menigheders forskellige størrelser og traditioner samt måder at drive kirke på lokalt, og han ser folkekirkens rummelighed som dens største udfordring i fremtiden.

Der ligger en udfordring i at holde sammen på folkekirken, hvilket kommer til udtryk med de mange frimenigheder, der dukker op i særligt Jylland. Her er der typisk tale om mennesker fra kirkens højrefløj, der synes, folkekirken bliver for liberal og kommer så langt væk fra bekendelsesgrundlaget, at den ikke kan rumme dem, siger han og tilføjer, at indførelsen af et ritual for vielse af homoseksuelle her har været dråben, der for mange fik bægeret til at flyde over.

Selv vier Poul Ivan Madsen heller ikke homoseksuelle, da der ifølge ham mangler et bibelsk grundlag for at gøre det.

Jeg vil ikke sætte mig imod, at nogle bruger det nye ritual, men det er mit ønske som biskop, at man anerkender, at det er spørgsmål, vi er dybt uenige om i folkekirken. At være imod vielse af homoseksuelle skal ikke blive et marginaliseret synspunkt på tålt ophold, men skal anerkendes fuldgyldigt som et ligeværdigt synspunkt i folkekirken. Ellers kan vi ikke bevare folkekirkens rummelighed og sammenhængskraft, siger han og tilføjer, at han også finder det vigtigt at have det synspunkt repræsenteret på biskoppeligt plan.

Af andre udfordringer peger Poul Ivan Madsen på folkeskoleforliget, der kan gå ud over arbejdet med konfirmander og minikonfirmander, samt den moderne ateisme, hvor man eksempelvis forsøger at få religion ud af det offentlige rum.

LÆS OGSÅ: Balladen om Gud i Ribe. Claus Thomas Nielsen har stirret sig blind på almagten

Derudover nævner han individualiseringen som en faktor, der også får flere til at melde sig ud af folkekirken og ind i frimenigheder.

Individualiseringen i samfundet smitter af på alle forpligtende fællesskaber. Tidligere var man født ind i et fællesskab. I dag er det noget, man selv vælger. Hvis man derfor ikke synes om det, folkekirken udbyder, så vælger man et andet fællesskab. Vi skal selvfølgelig forsøge at holde sammen på folkekirken, men jeg synes, det er for naivt at tro, at vi kan bremse den udvikling. Det, vi kan gøre, er at forsøge at rumme alle kirkens fløje og samtidig give tilbud, der tager hensyn til de forskellige aldersgrupper i folkekirken.

Selv er Poul Ivan Madsen født ind i folkekirkens fællesskab i et indremissionsk hjem i Vestjylland. Men at hans arbejde også skulle ligge inden for folkekirken, havde han ikke regnet med. I stedet var planen efter gymnasiet at blive civilingeniør, og han startede derfor med at læse om svagstrøm på Danmarks Tekniske Universitet uden for København. Efter et år erkendte han, at det ikke var det, han skulle.

Jeg kom lige fra gymnasiet og skulle nok have haft et sabbatår, for i den alder ved man ikke altid, hvad man vil. Nogle gange kan jeg godt komme til at tænke på, hvordan mit liv havde set ud, hvis jeg havde valgt anderledes. Men jeg har ikke fortrudt beslutningen.

Efter at have forladt ingeniørstudiet begyndte Poul Ivan Madsen på Indre Missions Børkop Højskole og siden på at læse teologi. Herefter tog han med sin kone og to døtre til Israel som volontør for Det Israelske Bibelselskab og arbejdede i 10 måneder i en bibelbutik i Tel Aviv, hvor han solgte bibler og teologisk litteratur.

Hjemme igen startede præstelivet så, hvilket Poul Ivan Madsen husker som lidt af en omvæltning.

Jeg gik fra en mere fri studietilværelse til at blive en offentlig person med mange forpligtelser over for mange mennesker. Jeg kan huske, at jeg spekulerede over, hvordan det ville være at blive præst, hvordan det ville være at have den første begravelse, og om jeg mon havde noget at sige til de pårørende.

Fordi præster har så store forpligtelser over for sognets folkekirkemedlemmer, er det vigtigt, at de ikke sår tvivl om deres egen tro, mener Poul Ivan Madsen. Hvis han som biskop skulle blive præsenteret for en præst, der ikke troede på Gud, ville det føre til en teologisk samtale, siger han.

Der skal være vide grænser for forkyndelsesfriheden i folkekirken, hvor biskoppen skal være tilsynsmand og ikke politimyndighed. Men hvis en præst offentligt afskriver sin tro på Gud eller Kristus, så må man som biskop skride ind. For hvordan kan en præst, der offentligt afskriver troen, skabe tro for menigheden, han eller hun er præst for? Når vi som præster gør rede for teologien, så handler det om liv, død, tro og håb for menigheden, vi forkynder for. Derfor kan vi ikke reducere teologi til noget, vi bare mener noget om.

Heldigvis har Poul Ivan Madsen endnu ikke oplevet at blive præsenteret for en ikke-troende præst. Og han har heller ikke skullet bekymre sig om at prædike i tomme kirker. I hans sogn kommer mange fortsat flittigt til gudstjenester, men Poul Ivan Madsen ved, at messefald er en realitet andre steder i landet på grund af den demografiske udvikling, hvor små sogne bliver mindre.

Det sætter mange i en svær situation, hvor det kan være hårdt at bevare optimismen. Men så må man samarbejde over sognegrænser. Jeg har en idé om, at hvis man kan køre fra Skjern til Bilka i Esbjerg om lørdagen, så kan man også køre til gudstjeneste i nabosognet søndag. I nogle flersognspastorater kan man med fordel begynde at se sig selv som en menighed med flere bygninger. Det kræver, at man sluger nogle kameler, men det er bedre end en tom kirke.

Kirkelukninger ser han ingen løsning i. Det kan ikke betale sig med kirkerne i stiftet.

I København kan man lukke kirker, der ikke er bevaringsværdige, eller som kan sælges til andre formål. Sådan nogle har vi ikke i Ribe Stift. Her er de nyere kirker meget brugte, og de ældre middelalderkirker er fredede, så dem skal vi stadig betale til. I stedet må vi spare på andre måder som eksempelvis at blive grøn kirke og at sænke vikarudgifterne, siger han og tilføjer, at lejlighedskirker kan være en mulighed.

Men den beslutning ligger ikke hos biskoppen, men i det lokale menighedsråd. Vi kan være presset til at nedsætte gudstjenestefrekvensen i nogle kirker, men det er ikke en udvikling, hvor jeg vil presse på.