En slags omvendt mønsterbryder, fristes man til at kalde Peder Frederik Jensen. Det kunne være nærliggende at tro, at han som søn af to akademikere ville følge i sine forældres fodspor. Det gjorde han bare ikke, den 35-årige københavner, der netop nu er aktuel med novellesamlingen Banedanmark. For i stedet for at lade sig optage på universitetet valgte han en praktisk uddannelse som bådebygger.
Men lige så længe Peder Frederik Jensen har haft lyst til et praktisk arbejde, hvor han kunne bruge sin krop og fysik, lige så længe har han haft en iboende skrivetrang. Og fordi han ikke kun besad lysten, men også et åbenlyst talent i den retning, kunne han i 2006 springe ud som forfatter fra Forfatterskolen i København. Selv synes han, at de to uddannelsesvalg fint forenes, og han har altid haft familiens opbakning til at forfølge sine maritime drømme.
LÆS OGSÅ: Svante er halvt fordrukken, halvt forelsket, halvskaldet, halvtyk
Jeg var rimelig bevidst om, at det, jeg gjorde, var anderledes. Men det var ikke noget problem i familien. Min far opfordrede mig faktisk til at tage en håndværksuddannelse, fordi jeg var så dårlig til at gå i skole. Jeg havde og har stadig et stort behov for at bruge min krop og være fysisk. Universitetet, derimod, sagde mig ikke noget. Men jeg har aldrig syntes, at der var langt fra ånd til materialitet. Jeg mener, at man selvfølgelig skal være til stede i sit intellekt, hvis man gerne vil skrive bøger, men at man lige så meget bør være til stede i den materielle verden, siger han.
Den verden, Peder Frederik Jensen selv voksede op i, var præget af, at begge forældre var teologer, og af at han på grund af deres job er flyttet en del gange i løbet af sin barndom. I en årrække boede familien således på Grundtvigs Højskole i Hillerød, hvor forældrene var forstandere. Her sugede den lille forfatter in spe til sig af input og sad i en tidlig alder med på tilhørerrækkerne, når kendte forfattere gæstede højskolen.
Min barndom har præget mig positivt. På højskolen var der højt til loftet, og stedet gav mig en stor nysgerrighed og fornemmelse for, at man også gerne må tale om de svære ting i livet. Det var berigende at være i et miljø med så mange forskellige mennesker, og jeg lærte, at der er en større verden end min egen og det lille parcelhuskvarter, siger han.
I sin nye novellesamling kigger Peder Frederik Jensen også ind i verdener, der er anderledes end hans egen. Inspirationen til novellerne har han fået på utallige togture mellem København og Kalundborg. I sidstnævnte by ligger hans gamle båd, en spidsgatter fra 1946, som han har restaureret på i 10 år, men som stadig har en kølerskade, der skal fikses, inden den forhåbentlig kan komme ud på sin jomfrufærd i de danske farvande til sommer.
På togturene har han set mennesker og miljøer dukke op og forsvinde lige så hurtigt igen, og på samme måde er den nye novellesamling bygget op omkring små, flygtige, men intense, møder med mennesker, der hver især befinder sig i en af eksistensens afkroge. Peder Frederik Jensen medgiver da også, at Banedanmark ikke er en happy go lucky-bog, men påpeger, at netop litteraturen er berettiget til at vise de mere komplekse og mørke sider i tilværelsen. I den virkelige verden, derimod, kunne han ønske sig at komme af med lidt af det danske tungsind.
Der er så meget mørke og negativitet i vores samfund. Men i virkeligheden lever vi i en lille, beskyttet verden og har det afsindigt godt materielt. Alligevel er omdrejningspunktet for vores samtaler ofte utilfredshed. Forleden læste jeg, at hver anden studerende føler sig nedtrykt er det, fordi vi ikke har lært at være alene? Det undrer mig, at vi er så fortabte, for de fleste af os har alle mulige grunde til at være glade, siger han.
Titlen på Peder Frederik Jensens nye novellesamling er netop opstået som en følge af hans undren over vores tilsyneladende allestedsnærværende utilfredshed.
Banedanmark er et ord, der signalerer noget meget ingeniøragtigt. Det er ledninger og togskinner, noget funktionelt, og det kan vi danskere godt lide. Så længe det fungerer. Men hvis en dag det funktionelle så ikke fungerer, så brokker vi os helt vildt. Men hvor slemt er det egentlig, når vi skal vente til næste dag med at få sendt en pakke, eller hvor slemt er det egentlig, at vi betaler skat? Jeg tror, at det i virkeligheden handler om en eksistentiel angst de funktionalistiske tanker og systembrokkeriet gør os hjemløse, siger han.
Peder Frederik Jensen er meget bevidst om, at han har zigzagget sig frem og tilbage mellem to kulturer og stadig gør det, når han bevæger sig i henholdsvis bøgernes og bådebyggeriets verden. Men det at tage en faglig uddannelse uden for København har været helt afgørende for, hvordan han har lært at opfatte verden, siger han, og spændingsfeltet mellem det kendte og det ukendte er det rum, han allerbedst kan lide at bevæge sig i, også når han skriver, fortæller han.
Tillige har Peder Frederik Jensens færden blandt faglærte styrket ham i hans overbevisning om, at det ikke kun er bag universitetets tykke mure, at de lyse hoveder sidder. Han taler i skarpe og upolerede vendinger, når han kritiserer den retorik, som håndværkeruddannelserne omkranses af.
Erhvervsskolerne er blevet til uddannelsessystemets Lolland-Falster. De mennesker, der i virkeligheden har det hårdest i vores samfund, dem giver man lige et grundforløb på erhvervsskolen, inden man smider dem i spjældet. Så glemmer man alle de almindelige, intelligente mennesker, der hver dag tager deres uddannelse samme sted, og som dermed har fået tillagt en byrde, siger han og fortsætter:
Men det er en elite, der sidder og definerer det. På samme måde, som når man taler om Udkantsdanmark. Det er et nedladende ord, og man kalder det kun Udkantsdanmark, fordi man selv synes, at man befinder sig i centrum. Men for dem, der bor i Udkantsdanmark, er det jo ikke udkant, men derimod centrum. Det handler om magtrelationer, og dem bør man være opmærksom på, især hvis man hører til dem, der får taletid og er med til at definere. Vi skaber splittelser mellem os gennem sproget, siger Peder Frederik Jensen og pointerer, at han selv prøver at være bevidst om ikke at klassificere mennesker.
I forhold til Banedanmark ville det være så let for mig at sidde og håne de karakterer, der optræder deri, men for mig er det vigtigt at være solidarisk med dem. Med et negativt sprogbrug kan man få grupper i samfundet til at føle sig stigmatiseret, og jeg mener, at vi har et fælles ansvar for at værne om sproget, siger han.
Peder Frederik Jensen ved godt, at han selv hører til de privilegerede, der har en stemme at gøre brug af. Og han er også klar over, hvor privilegeret det er at have fået lov at sidde som en af de få udvalgte på Forfatterskolen og nørde med litteratur og sprog helt ned til det mindste komma. Men at han og andre forfattere skulle være isolerede, litterære orakler, afviser han.
Jeg tror ikke på forfatteren som en guddommelig ener. Jeg tror i stedet, at vi står på skuldrene af hinanden, og i virkeligheden er det bare at tage det alvorligt, siger han og afviser i øvrigt, at det at vokse op som præstesøn har givet ham en klippefast tro.
Det kirkelige som sådan har ikke været så afgørende for mig, men der er noget med den eksistentielle tilgang til livet, som jeg helt sikkert har fået med hjemmefra, og så er jeg også meget optaget af de religiøse ritualer. Men hvis man spørger mig, om jeg tror på Gud, så plejer jeg at sige nej, siger Peder Frederik Jensen.
Læs anmeldelsen af Banedanmark på tirsdag