Næstekærlighed og synd: Den teologisk debat i dag er under lavmål

Moralsk skyld og moralsk selvforherligelse kommer til at fylde hele billedet i den kirkelige prædiken, mens talen mod intetheden som skuffelse og meningsløshed i ordet om syndernes forladelse forsømmes, skriver sognepræst

Den teologiske debat om gudsbegrebet, som er blomstret op i forbindelse med bispevalget i Ribe Stift, har sit kendemærke i dag i en moralsk forsnævring, skriver sognepræst. Arkivfoto: Ribe Domkirke
Den teologiske debat om gudsbegrebet, som er blomstret op i forbindelse med bispevalget i Ribe Stift, har sit kendemærke i dag i en moralsk forsnævring, skriver sognepræst. Arkivfoto: Ribe Domkirke. Foto: Leif Schack-Nielsen/.

Dette debatindlæg er skrevet af Jens Brun, sognepræst, Aalborg

Blikket forsvinder i spejlet / og jeg er hjemløs i min egen krop. (Pia Tafdrup). Digtet beskriver fraværet af den grundlæggende selvbekræftelse, den selvbekræftelse, hvor vi ser os selv i spejlet og tænker: Jeg ved, hvem det er, og jeg har styr over det menneske, jeg ser i spejlet!

Men samtidig er det sådan, at enhver menneskelig selvbekræftelse ikke kan bestå over for Gud. Enhver fremhævelse af mig selv, min egen væsenskerne, det, jeg er i mig selv enhver sådan selvfremhævelse smuldrer og bliver til intet, når menneske og Gud mødes. Derfor hedder det også i Det Gamle Testamente, at intet menneske kan se Gud og leve.

LÆS OGSÅ: Nærværet mellem Gud og menneske er ikke ny teologi

Den teologiske debat om gudsbegrebet har sit kendemærke i dag i en moralsk forsnævring. Mennesket er truet af intetheden på tre fronter: livets tilintetgørelse i døden, den spirituelle intethed i skuffelse og meningsløshed og den moralske intethed i skyld og fordømmelse.

Kun den tredje intethed tematiseres i dag, idet menneskelivet anskues som en entydigt moralsk affære: Det gælder om at være sød, ligesom Jesus var sød, som jeg hørte en præst sige.

Lidt mere teologisk udtrykt har vi tankegangen i sætningen: Guds kærlighed er det, der sker, når vi elsker hinanden! Dermed er gud reduceret til det flatterende udtryk for vores godhed mod hinanden, og næstekærligheden er gjort til menneskets ultimative selvbekræftelse over for Gud. Dermed er næstekærligheden gjort til synd, fordi den alene har til hensigt at hævde mig selv og min egen fortræffelighed over for Gud i stedet for at se på, hvad der virkelig gavner min næste.

Moralsk skyld og moralsk selvforherligelse kommer til at fylde hele billedet i den kirkelige prædiken, mens talen mod intetheden som skuffelse og meningsløshed i ordet om syndernes forladelse forsømmes, og talen mod intetheden som død i forkyndelsen af opstandelsen, som vi bliver delagtiggjort i ved dåb og nadver, også forsømmes.

Først når al selvbekræftelse lægges til side, kan Kristus forkyndes som det nye liv, der træder ind foran mennesket imod intetheden og lader vor hjemløshed finde hjem i Gud.