Det er et moderne paradoks, at den største provinsialisme ofte trives i storbyen blandt medlemmer af kultureliten. De i egen selvforståelse progressive og multikulturelle foretrækker helst, at tingene forbliver, som de er, og ses fortrinsvis med mennesker, der ligner dem selv. Den amerikanske romandebutant Karl Taro Greenfeld har et velgørende skarpt blik for de indre modsigelser hos den kreative klasse, der i virkeligheden er ret konservativ.
Det ses allerede i titlen på hans roman, der er en sammentrækning af navnet på den hippe bydel Tribeca på Manhattan i New York og det engelske ord for forstad: suburbia. Her i Triburbia trives den indskrænkede forstadsmentalitet i stor stil blandt medlemmerne af en løst sammentømret vennegruppe.
Den består af en lydtekniker, en billedhugger, en kok, en dramatiker, en forfatter samt flere andre, der i denne fletteroman jævnligt mødes på en morgensmadsrestaurant efter afleveringen af børnene på den vildt dyre og progressive privatskole i området. Med brunchen boblende i undermunden deler de livserfaringer, der i kort form handler om, at ungdommens kunstneriske idealer ikke overlevede mødet med virkeligheden, og at en afslappet hippielivsstil vanskeligt lader sig opretholde i den newyorkske økonomi, hvor det koster kassen at holde sig oven vande.
LÆS OGSÅ: Prousts historie i Danmark
Pointen fra Greenfelds side er imidlertid, at gruppens medlemmer i egen selvforståelse stadig er kunstnere, for de laver alle noget, der lugter lidt af finkultur, og kom alle ind på boligmarkedet i rette tid og købte fast ejendom i Tribeca, dengang bydelen stadig var en urban losseplads inden den blev forandret til et paradis for bohemer i pr-branchen og omliggende reservater, og huspriserne skød dramatisk i vejret.
De kan derfor med en minimal arbejdsindsats opretholde deres luksusvaner og fra toppen af verden se ned på lønslaver og andre skimlede kældermennesker, som må trælle i noget så bizart som et 9-16-job og tage hjem og selv lave mad til børnene i stedet for at få hushjælpen til at bestille fashionabel take out.
Greenfelds mestertræk er nu at beskrive disse dybest set usympatiske mennesker med deres sidespring og selvoptagede manerer på en måde, så vi i løbet af handlingen rent faktisk kommer til at holde af dem. De spræller som så mange andre moderne mennesker i eksistensens net uden de store holdepunkter uden for sig selv og prøver med udramatisk selvopholdelsesdrift at skabe en form for mening i meningsløsheden.
Greenfeld evner som den beslægtede Jonathan Franzen at spotte den sigende detalje i det moderne storbyliv, som når en person undrer sig over, at alle voksne mænd i Tribeca ligner småbørn med deres fashionable sneakers og dyre, henslægte rygsække. Eller når en fra vennekredsen illusionsløst siger, at magtforholdet i ægteskabet og familielivet altid er skævt, selvom alle progressive prædiker, at der skal være ligestilling og lighed. Heller ikke i Tribeca kan man flygte fra menneskets natur, synes Greenfeld at foreslå.
Hans roman er uden at være banebrydende litteratur en begavet, letflydende og kærlig-satirisk hudfletning af det moderne liv, båret af menneskekundskab og sans for den by, hvori han selv bor, og hvorfra der kommer så mange gode nye romaner for tiden.