Gudstjenesterne tilhører ikke præsten eller Birthe Rønn Hornbech

Gudstjenesterne tilhører menigheden, skriver sognepræst

Husk, at gudstjenesten ikke tilhører præsten. den tilhører menigheden, skriver debattør, der selv er sognepræst. -
Husk, at gudstjenesten ikke tilhører præsten. den tilhører menigheden, skriver debattør, der selv er sognepræst. -. Foto: .

Debatindlæg af Søren Nolsøe, sognepræst i Rønnevang

I KRISTELIGT DAGBLAD den 8. marts replicerede den tidligere kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V) på et forslag til fremtidens gudstjenesteordning, som jeg er en af ophavsmændene til. Men hun har misforstået forslagets anliggende.

LÆS OGSÅ: Rør ej ved min gamle gudstjeneste

Birthe Rønn Hornbech skriver ud fra en formodning om, at søndagens gudstjenester handler om præsten. Hun begynder at tale om løn og ansættelsesvilkår, hun spørger sig selv om, hvor langt præsten mon måtte være fra højmessen, og hun taler om præstens individuelle markering.

Det er desværre en meget moderne opfattelse, at gudstjenesten tilhører præsten. Men det er ikke sandt. Gudstjenesten tilhører menigheden.

Den kristne menighed er et gudstjenestefejrende fællesskab, og sådan har det været siden oldkirken. Dét er et af kirkens væsentligste kendemærker, og sådan har det været på trods af skiftende gudstjenesteformer og tider. Gudstjenester holdt af lægmænd eller udpegede præster, med eller uden sang og prædiken, i katakomber eller i katedraler.

Menigheden mødes til gudstjeneste. En gudstjeneste, der kan have form af en højmesse, og som kan ligge søndag formiddag klokken 10. Det vil de fleste af folkekirkens gudstjenester nok komme til også de kommende mange år. Men gudstjenesten kunne også ligge på et andet tidspunkt og/eller have en anden form og i lige så høj grad være udtryk for et sandt gudstjenestefejrende menighedsfællesskab. Eller kan den?

FORSLAGET OM AT TURDE se bredere på folkekirkens gudstjenester stammer fra en arbejdsgruppe på Innovation Camp, hvor daværende kirkeminister Manu Sareen (R), biskopperne og Præsteforeningen havde bedt et udsnit af præstestanden om at arbejde med, hvad der rører sig i sognene.

Og på gudstjenestefronten er et af svarene: Der er sogne, hvor der samles en pæn flok om søndagen. Men der er også sogne, hvor en endnu større del af sognets menighed samles til andre typer gudstjenester og på andre tidspunkter. Folk vil gerne gå i kirke.

Folkekirken i Danmark er stadig et gudstjenestefejrende fællesskab. Men disse gudstjenester bliver ikke betragtet som ligeværdige. De kan risikere at blive mødt med højmessefundamentalisme i mere eller mindre udtalt grad. Hvor man smilende ryster på hovedet ad den slags mennesker, der dog kommer i kirke til sådan noget. Eller håber, at de en dag vil have udviklet sig nok til at finde ind i højmessen. Til den rigtige gudstjeneste.

Jeg holder gerne højmesser. Og jeg holder dem gerne søndag formiddag klokken 10. Tag ikke fejl af det. Men sådan set er det irrelevant, for det handler hverken om mig eller mine kolleger. Det handler om menighedens liv og vækst.

Det handler om, hvordan vi helt aktuelt holder gudstjeneste sammen i dagens folkekirke. Det handler om, hvordan vi får en balance i ressourcerne mellem den gruppe kirkegængere, der kommer til højmessen, i forhold til de øvrige kirkegængere. Og ja, det kunne så give en situation, hvor man en gang imellem blev nødt til at tage ikke blot til nabokirkens hjemmeside, men endda til deres højmesse, fordi menighedsrådet i ens eget sogn havde valgt at prioritere, at en anden type gudstjenestefællesskab fik lov at fylde kirken den pågældende uge.

Ville det virkelig tage noget fra Birthe Rønn Hornbech, som hun selv indleder med at skrive, at det gør?

Jeg ville hellere glæde mig over, at menigheden samles, ordet forkyndes og Gud lovprises.

Søren Nolsøe er sognepræst i Rønnevang