Christian Friis Bach (R) har været sammen med sin kone i 27 år. Èn person har de kunnet skændes bravt om: paven. Hustruen, Karin, er katolik, mens hans eget syn på det katolske overhoved er negativt præget af hans år som forhenværende udviklingsminister og international chef i Folkekirkens Nødhjælp. Som nødhjælpsmand har han svært ved at forstå, at man kan prædike, at man skal give sin ene skjorte væk, hvis man har to, og så samle så meget magt og rigdom i Vatikanet.
Men diskussionerne stilnede af for godt et år siden, da pave Frans tiltrådte.
Han symboliserer på mange måder det, jeg tror på. Han kæmper for de fattige og har en meget ydmyg måde at forvalte på. Det er lige ved, at jeg synes om den nye pave, siger Christian Friis Bach. Tøvende og med et drenget smil.
Han har udskrevet søndagens prædiketekst med tilhørende noter. En tekst der, ligesom idéen om paven, er svær at forstå for en nødhjælpsmand. Jesus er i Kapernaum, hvor en skare henvender sig til ham. Til dem siger Jesus, at de ikke skal arbejde for den mad, der forgår, men for den mad, der består til evigt liv.
Skaren spørger, hvad han mener, og han svarer dem, at de skal stole på Gud, som altid vil sørge for, at de får brød at spise.
Lige den her tekst sætter jo masser af tanker og billeder i mit hoved. Mad bliver her i teksten brugt som et billede på noget større, men jeg har været i en del af verden, hvor jeg har set, hvad manglen på mad betyder. Jeg har mødt børn og har set hjernescanninger af børn, som ikke har fået nok at spise. Det er barskt.
Apropos brød lugter der lidt af ostemadder på folketingsmedlemmets kontor på Christiansborg. Han er netop blevet færdig med et frokostmøde og er nu klar til at tale tekst, tro og menneskerettigheder. Hans egen tro:
Jeg tror på, at der er noget større end os selv. Men ikke nødvendigvis Bibelen.
Det er ikke en rutinesag for ham at dykke ned i en bibeltekst. Som han selv siger, vil han altid gå til menneskerettighederne før Bibelen. For de er, som han kalder dem, et moderne nedkog af, hvad Bibelen vil frem til.
Religion og menneskerettighederne har det samme budskab og mål, nemlig at alle mennesker skal have et liv i tryghed, frihed og værdighed. Men forsøger at nå frem til det ad forskellige veje. Menneskerettighederne opfordrer mennesket til aktivt at kæmpe for, hvad man har ret til. Bibelen opfordrer til taknemmelighed over, hvad man er blevet givet, og tillid til at Gud sørger for én. Ligesom her i teksten.
Han peger på teksten, hvor Jesus siger, at man ikke bør arbejde for den fysiske føde, men for den åndelige. Der kommer kristendommen til kort over for menneskerettighederne, der klart siger, at alle mennesker har ret til mad. Bibelen har af og til en passiviserende effekt på mennesker. Og nogle gange opfordrer den bare mennesket til at indfinde sig og sige tak.
Christian Friis Bachs forhold til tro og kirke er kommet i løbet af hans voksenliv. I barndomshjemmet spillede det i hvert fald ingen stor rolle. Moderen var grundtvigianer, men ret blufærdig omkring sin tro. Faderen voksede op i Indre Mission. Senere blev han, hvad Christian Friis Bach kalder, en stædig ateist.
Det holdt han fast i, indtil han døde. Det på trods af, at han virkede som et af de mest religiøse mennesker, jeg nogensinde havde mødt. Det kunne man se på hans holdninger, og hvordan han behandlede andre mennesker.
Senere blev tro pludselig noget, han skulle forholde sig til. I arbejdet med verdens fattige lande var kirken umulig at komme udenom. Endnu sværere blev den at undgå, da han først blev gift med sin katolske hustru og senere blev international chef for Folkekirkens Nødhjælp fra 2005 til 2010. Det betyder, at han er godt kendt i både folkekirken, i den katolske kirke og til gudstjenester i afrikanske kirker.
Jeg er meget glad for den danske folkekirke. Den er ikke doktrinær, så der kan jeg komme, som jeg er. Den er rummelig. Ulempen ved dét er desværre, at den ikke er særligt engagerende. I afrikanske kirker og i den katolske kirke er der meget mere fokus på samvær, og hvordan troen kan udfolde sig i menigheden. Det sætter jeg pris på.
Dermed tilbage ved hans argument om de engagerende menneskerettigheder og den passiviserende bibel, der egentlig vil de samme ting. For selvom det er menneskerettigheder, politikeren søger, vil de aldrig kunne erstatte religion i hans opfattelse:
Menneskerettighederne kommer til kort, når mennesker skal have håb. For den ensomme, den sørgende og den fortabte er menneskerettighederne ofte ikke til gavn. Der har vi brug for, at der er noget større end os selv, der kan give håb, omsorg og trøst.
Derfor er den optimale verden for Christian Friis Bach den, hvor religion og menneskerettighederne supplerer hinanden. Troen skal tøjle de drifter i os, som lader det gå ud over andre mennesker for egen vindings skyld, ondskaben og grådigheden. Og menneskerettighederne skal tøjle troen, så den ikke bliver misbrugt til undertrykkelse og ufred.
Han nævner en række eksempler på, hvordan religiøs fanatisme har skabt konflikter og uretfærdighed. Eksempler på at troen også kan blive for engagerende.
Jeg tror på, at der er noget, der er større end os selv, og på at det gode i alle mennesker forener os. Det er en tro, der svarer til den idé, menneskerettighederne udtrykker. Idéen om, at hvert eneste menneske har ret til et liv i frihed, tryghed og værdighed. Det er jo ikke naturgivent, at det er sådan, og det har taget os over 200 år at skrive ned. Vi skal dog ikke gøre menneskerettighederne til religion, eller religionen til menneskerettigheder, for de står også i kontrast til hinanden. Med religionen kommer vi nemt til at lægge vores skæbne i Guds hænder, mens menneskerettighederne inspirerer til, at vi selv engagerer os og kæmper for vores rettigheder. Men jeg har brug for begge dele. Og det tror jeg også, verden har.