Øjensplinten fra troldspejlet. Sebbelovs kritik er uberettiget

PASTOR POUL SEBBELOV har fået en splint af troldspejlet i sit øje. Det må jeg konkludere efter at have læst hans højst mærkværdige indlæg i Kristeligt Dagblad den 26. marts en uge før H.C. Andersens fødselsdag, den forfatter, som har skrevet eventyret Snedronningen.

Poul Sebbelov har ligesom lille Kay i eventyret fået en splint af troldspejlet i sit øje. Troldspejlet det fæle glas, som gør, at alt stort og godt, som afspejler sig i det, bliver småt og hæsligt.

Poul Sebbelov har forset sig på den svenske selvlærte teolog Peter Halldorf, som taler med åndelig autoritet til alle kirkesamfund i Norden. Hele indlægget er en lang nedgøring af Peter Halldorfs motiv til at hæve skatte fra alle de store kirkesamfund fra apostlenes dage til nutiden.

Poul Sebbelov benytter sig af det kneb at slå Peter Halldorf og dem, der bliver inspireret af ham, i hartkorn med den danske komikerkvartet Ørkenens Sønner, som er kendt for at levere lummer humor og sange under et motto, som jeg af anstændighed ikke vil nævne.

Ja, Peter Halldorf har fundet genuin kristen inspiration hos ørkenfædrene, kirkefædrene og hos de ortodokse kirkers teologer. Poul Sebbelov har den opfattelse, at den ortodokse kirke nærmest har monopol på den ægte kristendom.

Det er en trist kendsgerning, at de to store kirker i øst og vest har svært ved at anerkende andre kirker som sande søsterkirker, der alle har én Herre, én tro, én dåb (Efeserbrevet 4, 5).

I STEDET FOR at reagere med fornærmelse over denne kendsgerning er vi mange kristne, der ligesom Peter Halldorf lader os inspirere af de store kirkers åndelige rigdomme.

Vi er for eksempel dybt taknemmelige for den ortodokse kirkes ikoner. For ikonerne kan komme hele kirkens åndelige legeme til gavn. Evangeliske kristne deltager gerne i den ortodokse kirke og den katolske kirkes veneration for Jomfru Maria, Guds moder.

Pinsepastoren Peter Halldorf har ret i, at vejen til enhed ikke går igennem, at vi konverterer til hinandens kirker. Den universelle kirkes skatte står til fri afbenyttelse for alle kristne, der vil øse af disse skatte.

Inden for islam har de to store hovedretninger bekæmpet hinanden lige fra begyndelsen med våbenmagt. Der er der ingen enhed. Der er der ingen fred.

I kristendommen er enheden i Kristus givet på forhånd, skænket af Herren selv. Vi behøver ikke at tilstræbe nogen ydre enhed.

Blot har jeg det store ønske, at de to store kirkesamfund i øst og vest vil åbne nadverbordet for enhver, som søger Herren, uden hensyn til kirkelig konfession.

Nadveren er ikke kirkens nadver, men netop Herrens nadver. Og teologiske spidsfindigheder bør vige for Herrens egen indbydelse, som går til alle.

Gid det må gå Poul Sebbelov, som det gik for den lille Kay i eventyret! Den lille Gerdas tårer faldt på hans bryst, de trængte ind i hans hjerte, de optøede isklumpen og fortærede den lille spejlstump derinde.

I kraft af Helligåndens uophørlige og kærlige virke i alle kirkesamfund er alle kristne kirker oprindelige kirkesamfund. Gud ske lov er den ortodokse kirke ikke mere oprindelig end pinsekirkerne! Guds ånd fornyr kontinuerligt alle kirker, så evangeliet kan forkyndes til tro for alle folk i verden. Enhvert kirkesamfund skal altid fornyes.

Poul Sørensen, pastor emeritus, Rastestedet 14, Værløse