Dette debatindlæg er skrevet af Eva Kruse, administrerende direktør for Danish Fashion Institute og Copenhagen Fashion Week og Jonas Eder-Hansen er udviklingsdirektør i Danish Fashion Institute
Da fabrikskomplekset Rana Plaza styrtede sammen i en forstad til Bangladeshs hovedstad, Dhaka, den 24. april sidste år, kostede det 1129 mennesker livet og sårede mindst 2500.
Siden da er flere end 150 internationale modevirksomheder heriblandt seks af Danmarks største modevirksomheder indtrådt i den juridisk forpligtende aftale Accord on Fire and Building Safety in Bangladesh.
De har hermed forpligtet sig til at inspicere de tusinder af fabrikker i Bangladesh, som de får produceret tøj på over de næste fem år, hvorefter fejl og mangler naturligvis skal rapporteres og udbedres.
Arbejdet er kun lige gået i gang, men det står allerede klart, at konstruktionsproblemer, som førte til Rana Plaza-kollapset i 2013, og mangelfuld brandsikring , som i 2012 kostede 112 fabriksarbejdere livet i en brand på Bangladesh-fabrikken Tazreen, er almindeligt udbredte fænomener. Samtlige af de 10 fabrikker, som indtil videre er blevet undersøgt, har sikkerhedsproblemer.
Men problemerne i Bangladeshs tøj- og tekstilindustri handler om meget mere end faldefærdige fabriksbygninger med ulovlige el-installationer, blokerede nødudgange og manglende sprinkleranlæg.
Landet kæmper med udbredt korruption, og de rettigheder, man har som arbejdstager, lever mange steder ikke tilnærmelsesvist op til internationale standarder. Hertil er en mindsteløn på under 400 kroner om måneden et tilbagevendende stridspunkt.
Men at forlade landet er heller ikke en holdbar løsning for de involverede modevirksomheder. Tekstil- og tøjproduktionen i Bangladesh udgør omkring 80 procent af landets eksport og beskæftiger flere millioner arbejdere.
Udfordringerne og problemerne med at skabe en ansvarlig leverandørkæde rækker langt ud over Bangla-deshs grænser. Produktionslande som Cambodja og Pakistan kæmper også med store problemer. Samtidig er nye regioner som for eksempel Østafrika med Etiopien og Kenya i front netop nu ved at etablere sig som fremtidens centre for produktion. Hvad med de lande?
En bæredygtig modeindustri forudsætter, at arbejdet sker globalt, og at både det sociale og det miljømæssige aspekt bliver tacklet som to sider af samme udfordring.
Et skridt i rigtig retning kunne være et af de forslag, som den internationale sammenslutning for bæredygtig mode (SAC) netop nu arbejder på at føre ud i virkeligheden:
Ethvert stykke tøj i en hvilken som helst tøjbutik får et tal i nakken mellem 0 og 100, der angiver, hvor bæredygtig den pågældende T-shirt er målt ud fra både social ansvarlighed og samlet miljøbelastning.
Det ville blive et sundt konkurrenceparameter for modevirksomhederne at opnå så højt et tal som muligt, og det ville skabe øget transparens for forbrugeren, som på en overskuelig måde ville få mulighed for at træffe et bæredygtigt valg.
SACs medlemsskare repræsenterer samlet mere end en tredjedel af det globale marked for tøj og fodtøj og har både brands, forhandlere, fremstillingsvirksomheder, ngoer, uddannelses- og forskningsinstitutioner og Den Amerikanske Miljøstyrelse siddende omkring bordet. Herhjemme tæller medlemslisten foruden Danish Fashion Institute, Ecco, Bestseller, IC Companys og Novozymes.
Det er den type samarbejder med bred international opbakning og gennemslagskraft, der for alvor kan skabe varige sociale- og miljømæssige forandringer i branchen. Her bør vi fra dansk side engagere os i endnu højere grad. Vi bør øve indflydelse i de internationale fora, hvor vores stemme bliver hørt, og vores løsninger kan vinde indpas. Men det kræver politisk vilje og målrettede investeringer.
Der eksisterer allerede et utal af mærkningsordninger, certificeringer og standarder for bæredygtig mode, men det er en jungle for både virksomhederne og forbrugerne at finde rundt i. De fleste giver op, træffer det konventionelle valg og risikerer således, at tøjet er produceret under kritisable forhold eller forarbejdet med miljøskadelige kemikalier.
Det skal være så let som overhovedet muligt at træffe det bæredygtige valg. Og en samlet, forståelig global standard, der både rummer den miljømæssige og socialt ansvarlige dimension, kan hjælpe virksomhederne med at tackle udfordringerne. Samtidig får forbrugerne et gennemskueligt værktøj, der betyder, at de rent faktisk kan finde det mest bæredygtige alternativ, uanset hvor de handler.
Men der skal flere med i samarbejdet. De små og mellemstore modevirksomheder udgør vækstlaget i den danske modebranche, og de skal hjælpes på vej med en fælles målrettet indsats fra både regeringens og branchens side.
Det handler i bund og grund om at få gjort arbejdet med en global standard håndgribeligt.