DEN DANSKE KIRKE har haft forskellige Vilkaar at leve under gennem Tiderne, og de nye Kirkelove giver Plads for mere Selvstyre end hidtil. Således skrev J.C. Christensen i sin hilsen til menighedsrådene i det første nummer af Menighedsraadenes Blad (november 1922).
Han var da lige fratrådt som kirkeminister efter at have fået gennemført et helt kompleks af kirkelove, ni i alt. De gav menighedsrådene flere beføjelser, herunder indflydelse på, hvem der skulle være biskopper, og i store træk har lovene udgjort rammerne om det folkekirkelige demokrati indtil i dag.
Set ud fra et menighedsrådssynspunkt er flertalsforslaget om et demokratisk valgt nationalt organ i den netop offentliggjorte betænkning fra regeringens udvalg, der har set på folkekirkens fremtidige styringsstruktur, endnu et skridt på den vej, som blev betrådt med menighedsrådsloven i 1903 og fulgt op med lovkomplekset i 1922.
Måske et lidt forsigtigt, afmålt skridt i og med, at det foreslåede folkekirkelige fællesudvalg kun kan træffe beslutninger om folkekirkens fælles økonomi og fælles anliggender inden for de retningslinjer, som kirkeministeren fastlægger, og kun sammen med bispekollegiet kan indstille nye ritualer til ministeren til kongelig autorisation. Men et skridt, der følger den kurs, som J.C. Christensen lagde i begyndelsen af 1900-tallet.
LÆS OGSÅ: Nabokirker har klarere formål end folkekirken
De udfordringer, kirken står over for, kræver, at vi bliver bedre til at samarbejde både mellem de enkelte sogne og mellem sogne og provstier og de øvrige niveauer i folkekirken.
Kirkelivet udspiller sig især lokalt, men vi har ikke ressourcer til at opfinde alt fra grunden i det enkelte sogn. Kernen i problemet er, at kristendom er relationel, for hvordan skaber og vedligeholder vi i dagens samfund relationer i den enkelte menighed og ud i lokalsamfundet? Det kan være et problem både i landsognet, hvor alt på nær kirken er lukket, og i storbymenigheden, der nemt kan ende med at være isoleret fra byens øvrige liv.
DIAGNOSEN ER NEM at stille, kuren volder flere problemer og kalder på en samlet indsats. Vi mener, at med et landsdækkende, demokratisk valgt organ for folkekirken får vi et forum, hvor vi i fællesskab i folkekirken kan arbejde sammen om at løse de problemer.
Nu er det op til politikerne, om den demokratisering af folkekirken, som begyndte i 1903 med oprettelsen af menighedsråd, også skal omfatte det nationale niveau. For os, der har deltaget i udvalgsarbejdet ud fra et menighedsråds-, provstiudvalgs- og stiftsrådssynspunkt, er der ingen tvivl om, at det ikke er for tidligt at tage dette skridt, så vi også får et valgt organ til at tage sig af folkekirkens fælles anliggender, og ikke lader det være op til minister og folketing, om og når de finder, det er på tide at tage sager af betydning for hele folkekirken op til drøftelse.
Modstanderne af et fælles organ hvad det end kaldes fremmaler straks skrækscenarier om politisering og centralisering og ensretning. Det er der ikke noget nyt i. Man kan finde ganske tilsvarende skrækscenarier i folketingsdiskussionen om lovforslagene i 1922, der skulle give menighedsrådene større beføjelser.
Den tidligere kirkeminister Thorvald Povlsen (R) hævdede for eksempel, at det var et skridt hen imod en kirkeforfatning, og at menighedsrådene med opgaver, der lå langt ud over sognenes grænser de nye provstiudvalg og valgret til bispevalg, kunne gribe ind i kirkens indre liv.
Menighedsrådene får beføjelser, som kun rigsdagen har ret til, når de skal råde over kirkens jord, sagde han. Han mente også, at man med bispevalgloven ville få partivalgte og partibundne bisper.
Læseren kan selv afgøre, om det skræmmebillede er blevet virkelighed. Vi synes det ikke og mener heller ikke, at de aktuelle skræmmebilleder om en politiserende kirke holder.
J.C. Christensen karakteriserede modstanden mod kirkelovene i 1922 for spøgelsesfrygt og sagde i sit svar, at han undrede sig over frygten for kirkeforfatning, som kom, så snart kirkelige reformer var på tale.
Med den udvidede indflydelse, som menighedsrådene fik på økonomien, ville Grundlaget for en repræsentativ Forsamling være sikrere og bedre, end hvis det hele var kaos, og han kunde ogsaa tænke sig, at man naaede frem til en saadan Repræsentation en Gang langt ude i Fremtiden.
J.C. Christensen er en central person i demokratiseringen af folkekirken, og for ham var indførelsen af menighedsråd kun en station på vejen, omend en grundlæggende og afgørende station. Det var en demokratisering fra neden, han arbejdede for. Og han arbejdede langsigtet.
Han argumenterede ikke teologisk for ændringerne i 1922, men henviste til, at siden 1849 har folkestyre været den måde, vi indretter os på i Danmark, og det må også gælde kirken, hvis den skal være en folkekirke og ikke udsondres som en mærkelig levning af et gammelt, nu ellers forladt system: Der er næppe Tvivl om, at Grundlovsfædrene tænkte sig, at Kirkens Forfatning skulde ordnes ved én Lov, en samlet Forfatningslov, men saaledes kom det ikke til at gaa. (Menighedsraadenes Blad 1924/11:147).
OM DET SAMME EMNE sagde han lidt tidligere på året: Nu efter 70 Aars Forløb staar vi da med lovfæstede Menighedsraad hvorvidt vi derefter ogsaa vil faa en lovfæstet Fællesrepræsentation for disse, maa Fremtiden afgøre; derom skal jeg ikke udtale mig her indrømmes maa det ogsaa, at den danske Folkekirke har Fællesinteresser, som den endnu ikke har den rette Indflydelse paa. Jeg tænker her bl.a. paa Uddannelsen af vore Præster. Jeg tror ikke, Folkekirken i Længden vil kunne finde sig tilrette med de nuværende Forhold paa dette Omraade. (Menighedsraadenes Blad 1925/2:24).
Præsteuddannelsen er blevet styrket, men der er mange andre fællesinteresser, hvis varetagelse folkekirken ikke har haft tilstrækkelig indflydelse på: Der er strukturproblemer som ytrer sig forskelligt i by og på land. Den demografiske skævvridning og funktionstømningen af de små landbosamfund giver både problemer med økonomien og med de menneskelige ressourcer. I nogle små landsogne mangler der både folk i kirken om søndagen og til at varetage det lokale kirkelige selvstyre.
I bysognene er der flere mennesker at tage af, men til gengæld kræver traditionstabet i almindelighed og den lave dåbsprocent i særdeleshed en særlig indsats, også overordnet, ikke kun i det enkelte sogn. Det samme gælder undervisning og oplysning af voksne, ikke kun foredrag, men udvikling af varierede tilbud om indøvelse i kristendom som kombinationer af samtaler og forskellige gudstjenesteformer.
Det er sådanne spørgsmål, som brænder på, og som ikke kan løses lokalt, men kun i et samspil mellem det lokale, det regionale og det nationale niveau; men de har ikke politikernes bevågenhed.
Folkekirken må selv tage dem op, ikke kun lokalt, men i fællesskab, men vi mangler et forum til det. Det tror vi en lovfæstet fællesrepræsentation for menighedsrådene som foreslået i regeringsudvalgets betænkning kan hjælpe med til.
Inge Lise Pedersen er formand for Landsforeningen af Menighedsråd. Preben Juul Sørensen er tidligere bestyrelsesmedlem i Landsforeningen af Menighedsråd. Jens Andersen er medlem af stiftsrådet i København. Karen Sundbøll er formand for stiftsrådet i Haderslev. Alle fire var medlemmer af regeringens udvalg for en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur i folkekirken. Udvalget har for nylig afleveret sin betænkning