K.dk i nye klæder

Kristeligt Dagblads hjemmesider har fået en ansigtsløftning. Nu ligner papir og computerskærm hinanden mere end nogensinde før

Kristeligt Dagblads hjemmesider er blevet redesignet med udgangspunkt i papirudgaven.
Kristeligt Dagblads hjemmesider er blevet redesignet med udgangspunkt i papirudgaven.

Og der blev lyst.

Tykke blå streger, grå firkanter, gnidrede, gammeldags skifttyper forsvandt og blev erstattet af et renere, mere strømlinet udseende. Et lysere udseende.

Kristeligt Dagblads hjemmesider fik nyt design i tirsdags. At lave avisens hjemmeside og søstersiderne religion.dk, kristendom.dk, etik.dk og pilgrimsvandring.dk om på én gang er en større operation: Det drejer sig om cirka 550.000 artikler, 1000 temasider, talrige forsider og meget mere.

Der var, og er, små fejl, som ikke var kommet helt på plads i tirsdags. Annoncer placerede sig til tider direkte oven i artikeltekster i stedet for ved siden af, nogle læsere kunne ikke logge ind, og i en række ældre artikler forsvandt æ, ø og å af uransagelige årsager. Det kan vre svrt at lse og forst uden æ ø og å. Men den slags er en del af processen. Der blev, og bliver, hastigt rettet til, justeret, kodet om og forbedret på det nye k.dk.

Så tag et kig på hjemmesiden. Du vil opdage, at den ligner papiravisen.

Onlinechef Troels Behrendt Jørgensen er stolt af resultatet.

”Forhåbentlig er forskellen på Kristeligt Dagblad på papir og Kristeligt Dagblad på net i dag mindre end nogensinde. Vores ambition er, at oplevelsen af Kristeligt Dagblad skal være ens på tværs af print og net, og at brugerne skal møde samme kvalitet og journalistik, uanset om de bruger mobilen, deres iPad eller læser papiravisen,” siger han og uddyber:

”Vi har brugt mange kræfter på at lave et design, som svarer til avisens grafiske udtryk, men naturligvis på nettets præmisser. Desuden har vi forsøgt at forenkle og simplificere alt, der har med selvbetjening af læsernes abonnementer at gøre.”

Designet er lavet af det danske webbureau Propeoples designer Igor Putina, som til daglig bor i Moldaviens hovedstad, Chisinau. Han arbejdede med designet gennem otte uger på redaktionen i 2013, og undervejs har han ved flere lejligheder i workshops samarbejdet med avisens faste designer, Ole Munk, der i 10 år har stået bag papiravisens prisvindende grafiske udtryk. Han siger om hjemmesidens nye klæder:

”Vi tror, at brugerne vil sætte pris på, at der nu bliver en gennemgående linje i Kristeligt Dagblads udseende på tværs af de forskellige medieplatforme. Derfor har vi tilpasset k.dks design det vil sige den måde, forsiden og de enkelte historier sættes op på til formen på den trykte avis, hvis udseende både vi og læserne er meget tilfredse med. Målet er, at man som bruger skal føle sig hjemme i Kristeligt Dagblads visuelle miljø, uanset hvilken kanal man modtager avisen på. Med andre ord: uanset om man læser avisen på papir eller internet”

Og det gør stadig flere, påpeger Troels Behrendt Jørgensen.

”Netversionen bliver vigtigere og vigtigere, men det gør vores apps også. Vi oplever, at flere og flere abonnenter tegner digitale abonnementer, og at ganske mange er kommet til gennem de seneste år. I alt har vi nu over 1000 digitale abonnenter.”

Der kan stadig opstå mindre problemer rundt omkring på avisens nye sites, men der arbejdes hårdt de kommende uger på de nødvendige rettelser og hastighedsforbedringer.Hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp til, hvordan du bruger Kristeligt Dagblads nye sites, kan du skrive til avisen på e-mail-adressen: net@k.dk.