Kat vender hjem tre år efter tsunamien i Japan

En kat fra byen Ofunato er vendt hjem til den familie, den boede hos, før tsunamien splittede huset i 2011

En kat kigger ind ad et vindue i et boligkompleks i Japan.
En kat kigger ind ad et vindue i et boligkompleks i Japan. . Foto: Issei Kato/Reuters/Scanpix.

Suika, en sort kat, boede sammen med Kazuko Yamagishi og hendes mand, Takeo, i byen Ofunato i den nordøstlige del af Japan, indtil tsunamien ramte området den 11. marts 2011.

Parrets hjem undgik i modsætning til det meste af byen ødelæggelser, men efter tsunamien var deres kat ingen steder at se. Parret ledte efter Suika i tre måneder, inden de opgav håbet. Det skriver avisen Asahi Shimbun.

Men den 10. april i år fik et andet par øje på en sort kat, der sad i et træ i en nærliggende skov.

Katten var venlig og havde halsbånd på, og parret tog den med til en dyrlægeklinik i Ofunato. Efter at der i flere dage ikke var nogen, som havde gjort krav på katten, ville dyrlægerne på klinikken sætte en annonce i en lokal avis. Da en medarbejder på centret skulle tage et billede af katten, opdagende han Kazuko Yamagishis navn og telefonnummer i falmede bogstaver på halsbåndet.

Kazuko Yamagishi blev selvfølgelig glad for at få sin kat tilbage, og hun har flere gange spurgt den om, hvor den har været. Det står dog på ingen måde klart, hvordan Suika overlevede prøvelserne efter tsunamien, men en klokke på dens halsbånd antyder, at en eller anden har taget sig af den, mens den var væk.

”Det er ligesom en drøm, at den er kommet tilbage,” siger den glade ejer.