Folkekirkens mellemkirkelige Råd bliver af og til opfordret til at være mere aktiv i forhold til det politiske internationalt, for eksempel i EU. Opfordringen kan både komme udefra, altså fra de andre kirkesamfund, eller fra politikere i for eksempel Europa-parlamentet, som gerne ser folkekirken spille en større rolle, i og med den har den størrelse og folkelige forankring, som den har.
Opfordringen kan også komme indefra i kirken, hvor forskellige dele af folkekirken gerne så, på den ene side, en mere aktivistisk tilgang fra folkekirken til samfundsrelaterede sociale og etiske spørgsmål og, på den anden side, en større tilgang til viden omkring, hvad der foregår i EU, som kan påvirke kirker og trossamfund og deres arbejde.
LÆS OGSÅ: Vigsø Bagge: Kirkerne i Europa skal råbe endnu højere
Eftersom Folkekirkens mellemkirkelige Råd varetager folkekirkens medlemskab af internationale kirkeorganisationer, for eksempel Konferencen for Europæiske Kirker (KEK) og Leuenberg Kirkefællesskabet af protestantiske kirker i Europa, som begge er samtalepartnere for de europæiske institutioner på vegne af medlemskirkerne, er det oplagt at henvende sig til Rådet med den slags opfordringer.
De store spørgsmål er dog: Hvad kan og skal folkekirken deltage i på det politiske område og - ikke mindst - hvor stor en indflydelse ønsker man, at folkekirken skal have?
I Danmark er der nem adgang til politikerne
I Danmark er vi privilegerede at have forholdsvis nem adgang til vores hjemlige politikere. Så selv om man siger, at ingen kan tale på folkekirkens vegne, så er der mange mennesker, der med folkekirkeligt afsæt er i dialog med politikere om deres mærkesager. Det kan være organisationer, der er med til at sætte fokus på de udsattes forhold, det kan være præster, menighedsrådsmedlemmer, biskopper eller andre, der er i samtale med politikere lokalt eller nationalt om forholdene for asylsøgere i Danmark, klimaets tilstand eller mere lokale problemstillinger, som man kommer i berøring med, der hvor man er.
LÆS OGSÅ: EU-chef beder kirker tænke store tanker om Europa
Anderledes er det med EU. Her er der stor afstand. Kun få har overblik over EU’s institutioner, og hvad der er på EU’s dagsorden. Kun få har kontakt med Europa-parlamentsmedlemmerne i det daglige. Og når det føles langt væk, er det, at der bliver brug for formidling. Her kan man så som kirkerelateret henvende sig til dem, der har officielle kontakter til EU. Men hvordan skal der prioriteres?
Enhver, der har beskæftiget sig med EU’s apparat ved, at seriøs EU-oplysning og formidling på specifikke områder kræver benhård prioritering, folk på stedet og godt netværk. Seriøs fortalervirksomhed kræver det samme foruden ekspertviden. Ressourcer til den slags arbejde er ikke til stede i folkekirken i dag.
Folkekirken er til stede i EU
Men løbende tages der samtidig beslutninger i EU, der vedrører kirkerne og deres arbejde, om det så er om religionernes tilstedeværelse i det offentlige rum eller om vilkårene for ansatte i trossamfund eller bare almindelige arbejdsmarkedsregler.
Folkekirken er til stede i EU-samtalen i dag. Via medlemskabet af KEK er repræsentanter fra folkekirken aktive i arbejdsgrupper, som behandler emner på EU’s dagsorden. Der deltages i høringer i Parlamentet, og man inviteres til samtaler med Kommissionen. Der bliver lyttet, når repræsentanter fra kirkerne taler, for de har noget at bidrage med: Erfaringer med bestemte områder af samfundet og menneskelivet, som politikere og embedsmænd kan trække på i deres arbejde. Kirkerne taler ikke med én stemme, som folkekirken heller ikke gør det. Det er et kor af kirkelige stemmer, der bidrager til at nuancere og kvalificere debat og beslutninger.
Om folkekirkens tilstedeværelse, som i øjeblikket er meget begrænset i forhold til vores nabokirkers, er som den skal være, eller om der skal tænkes anderledes, er et spørgsmål om politisk prioritering.
LÆS OGSÅ: Test: Find din kandidat til Europaparlamentsvalget 2014
Hvis folkekirken skal være mere til stede internationalt, skal det være en prioritet, så der kan sættes de fornødne økonomiske og menneskelige ressourcer af. Det skal være en prioritet, ikke kun for Folkekirkens mellemkirkelige Råd, men for mange kirkelige aktører: stifterne, biskopperne, kirkeforskningen og de kirkelige organisationer.
Rebekka Højmark Svenningsen er Europa- og kommunikationsmedarbejder i Folkekirkens mellemkirkelige Råd.