Det bliver mere og mere almindeligt, at danske politikere beskyldes for at være ude af trit med virkeligheden. Mange af dem har ikke prøvet at have et rigtigt arbejde uden for Christiansborg, lyder det for eksempel.
Endnu værre bliver det, når EU-systemet som i denne tid med valgkamp står for skud. Er Bruxelles og alt, hvad dertil hører, ikke bare en osteklokke eller et elfenbenstårn så verdensfjernt og så langt fra almindelige menneskers virkelighed, at det næsten ikke er til at have med at gøre?
Pudsigt nok er det meget sjældent, man støder på den type af indvendinger, når det gælder folkekirken. Og forklaringen ligger lige for. Folkekirken er nemlig ikke verdensfjern. Den har jordforbindelse.
Fysisk er kirkerne placeret synligt og markant over 2000 steder rundt omkring i landskabet fra de små ø-samfund til storbyernes forskellige kvarterer.
Men også organisatorisk har kirken ikke mindst i kraft af menighedsrådene en stærk forankring i det nære, det lokale, det virkelige liv.
I denne weekend mødes hundredvis af repræsentanter for menighedsrådene til årsmøde i Nyborg. Men mængden af de kirkelige græsrødder er endnu større. Der er godt 13.000 medlemmer af landets knap 1800 menighedsråd.
Det er ikke sikkert, at de altid selv tænker over det. Men når disse tusinder af frivillige i hvert deres menighedsråd drøfter gudstjenesterne, arbejder med kirkens liv og holder styr på alt fra ejendomme over økonomi til personale, ja, så sikrer de samtidig, at folkekirken holder sig ajour med tiden og lever op til forventningerne netop der, hvor den skal være kirke.
Folkekirken har et himmelsk budskab, som slår bredt igennem, fordi kirken samtidig har solid jordforbindelse.
Når Dronningen deltager i en festgudstjeneste i Københavns Domkirke, så er det helt i tråd hermed også formanden for menighedsrådet, som modtager majestæten og følger hende ind og ud.
Når en ny præst eller organist skal ansættes i et sogn, så er det menighedsrådet med et flertal af lægfolk, der har ansvaret. Og hver gang der er bispevalg, er det menighedsrådsmedlemmernes stemmer, som er altafgørende for udfaldet. Det er meget symbolsk og meget tankevækkende og meget vigtigt.
Effekten er national, når kirken arbejder lokalt. Blandt de offentlige institutioner er det vel kun folkeskolen, som kommer op i nærheden af den form for udbredelse og kontaktflade til det daglige og almindelig liv, som folkekirken har ude i sognene.
Men i debatten er det jo heller aldrig de lokale skoler, der beskyldes for at være verdensfjerne eller uvidende om virkeligheden. Det er politikere, embedsmænd, ja, sågar velmenende forskere, som med jævne mellemrum må høre på argumenter som: Fint forslag, men det virker bare ikke i virkelighedens verden. Spændende tanke, men hvordan vil du overbevise forældrene om, at de skal ændre sig så meget? Eller: Har du selv prøvet at undervise 25 børn, hvoraf tre har specielle diagnoser, på én gang?
Det var efter sigende en embedsmand, som engang udtalte med faglig patos: Hvis vores model ikke passer til virkeligheden, så må vi lave den om. Virkeligheden altså.
Sådan ville de færreste medlemmer af landets mange menighedsråd tænke. Deres kirketårn er ikke et elfenbenstårn. De skal jo selv leve med konsekvensen af de beslutninger, de træffer. De kan og skal få tingene til at fungere i praksis.
Ikke uden grund er formanden for Landsforeningen af Menighedsråd, Inge Lise Pedersen, en mester i at finde ud af, hvad der har en gang på jorden.
Da Berlingske forleden spurgte hende, hvad hun mente om, at en professor for anden gang siden 2011 ville skrive Dronningen ud af folkekirken, svarede hun: ”Jeg er pragmatiker. Det interesserer mig mindre, hvad man kan komme med af ideelle forslag, hvis jeg ved, de ikke har en kinamands chance for at blive gennemført. Så vil jeg hellere bruge kræfterne på kompromisforslag, som har en chance for en vis tilslutning”.
Set med formandens øjne var og er der en ”bred enighed om, at tiden ikke er moden til at diskutere symbolske spørgsmål om Dronningens rolle”. Samtidig tilføjede hun til avisen om betydningen af majestætens virke i folkekirken: ”Man kan sige, at autorisationen giver en eller anden almengyldighed, der sikrer, at der ikke opstår politiske diskussioner omkring ritualerne.”
Svaret er hverken elitært eller ideologisk. Det er snarere snusfornuftigt eller lavpraktisk og orienteret mod netop det, der kan samle den bredeste opbakning blandt kirkens helt almindelige medlemmer.
Når folkekirken den dag i dag kan forene knap 80 procent af befolkningen, skyldes det i høj grad viljen og evnen til at tænke sådan: almengyldigt i øjenhøjde, nationalt på lokale præmisser og med evighedens perspektiv på en nutidig facon.
Så gå nu gerne hen og stem til EU-valget om magten dernede i Bruxelles i morgen, men læg da også i farten gerne vejen forbi kirken. Den er jo lige i nærheden. Og giv så et velfortjent skulderklap til et medlem af menighedsrådet.