Ghyslain Raza fra Canada var 15 år, da han i november 2002 lavede et uskyldigt stunt, som skulle ende med at give ham en del utilsigtet opmærksomhed.
På sit gymnasium i byen Trois-Rivires i Québec havde teenageren fundet et af skolens videokameraer og besluttet sig for at filme sig selv, mens hans bevæbnet med en jernstang imiterede en af de lyssværdskampe, han havde set i den populære serie af Star Wars-film, der var ved at få en renæssance i de år.
I et minut og 49 sekunder fægtede Raza rundt foran kameraet og sloges med usynlige fjender, men da han var færdig, slettede han ikke sine optagelser igen, og derfor var båndet stadig i, da tre jævnaldrende drenge fandt kameraet kort tid efter. De morede sig over at se deres klassekammerat danse kluntet rundt og lagde filmen over på en computer for at dele den på internettet.
Videoklippet spredte sig hurtigt til hele verden, hvilket var opsigtsvækkende, da alt dette fandt sted, før tjenester som YouTube og Facebook overhovedet eksisterede, og folk derfor for det meste måtte downloade videoen ned på deres egne computere for at se den. Men overalt, hvor videoen nåede frem, sad folk foran deres computerskærme og grinede ad den 15-årige fægter, før de selv sendte det videre til deres egne venner.
Raza gik over i internethistorien som ”Star Wars Kid” (”Star Wars-ungen”), og i dag ligger videoen så på hjemmesiden YouTube, hvor den siden 2006 har haft over 29 millioner visninger.
Det er umiddelbart ikke højt, når man sammenligner den med det koreanske popfænomen Psy, der med videoen ”Gangnam Style” nærmer sig to milliarder. Men det interessante ved ”Star Wars Kid” er imidlertid heller ikke, hvor mange gange den er blevet set, men derimod hvordan den har spredt sig.
For klippet med den overvægtige teenager er nemlig blandt de første videoer på internettet, der kan karakteriseres som værende ”viral.”
Når en video bliver viral, betyder det, at den spreder sig ukontrollerbart, som en virus, og på internettet omfatter begrebet ikke kun videoer, men også avisartikler, billeder eller noget så simpelt som en god idé.
Fælles for de virale fænomener er, at ingen kan kontrollere, hvor de ender, eller hvad der bliver gjort med dem, og i ”Star Wars Kid”s tilfælde har det betydet, at der i dag eksisterer et utal af sammenklipninger og redigerede versioner af den 15-årige canadier og hans kamp mod de usynlige fjender.
Det er selvsagt enhver reklamemands drøm at lave en reklame, der bliver viral, for på den måde undgår man, at skulle betale for distribution af sin reklame.
Folk deler helt af sig selv, og man spreder bevidstheden om sit produkt uden at skulle røre en finger.
Men det er bare ikke så let. For lige så uforudsigeligt det var for Ghyslain Raza, at han skulle gå hen og blive verdenskendt som ”Star Wars Kid”, da han trykkede ”optag” på videokameraet, lige så svært er det at komme på formlen for den perfekte virale kampagne.
For et godt produkt spreder sig kun på internettet, hvis det er nyt og overraskende. Det kræver altså originalitet og masseappel og en hel del uforudsigelighed, hvis man skal bruge internettets kræsenhed til at nå frem til det rette publikum med sit budskab.