50 nuancer af sort

Jeg havde aldrig tænkt over min hudfarve, før jeg kom til USA, fortæller den nigerianske forfatter Chimamanda Ngozi Adichie, der er aktuel med bestselleren ”Americanah” om race, køn, kærlighed og afrohår

I moderne seriøs litteratur er der en tendens til at undgå følelser og sentimentalitet, siger Chimamanda Ngozi Adichie, der er aktuel med en kærlighedshistorie fordelt på to kontinenter og forklædt som en kommentar til race- og kønsdebatten.
I moderne seriøs litteratur er der en tendens til at undgå følelser og sentimentalitet, siger Chimamanda Ngozi Adichie, der er aktuel med en kærlighedshistorie fordelt på to kontinenter og forklædt som en kommentar til race- og kønsdebatten. . Foto: Paw Gissel.

”Ifemelu var vokset op i skyggen af sin mors hår.” Sådan lyder det et sted i begyndelsen af ”Americanah”, en roman om køn, race og ikke mindst om hår.

Forfatterens egen frisure består af stramme fletninger af det krusede, kulsorte hår, rullet elegant sammen på toppen af hendes hoved. Og det venter man tilsyneladende gerne seks timer i en frisørsalon på at få lavet. Det lader Chimamanda Ngozi Adichie sine læsere vide i sin roman, der netop er udkommet på dansk og har fået gode anmeldelser.

”Jeg er lidt af en hår-fundamentalist, når det handler om sorte kvinders hår,” siger den 36-årige nigerianske succesforfatter, som Kristeligt Dagblad møder hos hendes danske forlægger. Og dér i stolen på Gyldendal, iklædt sort kjole og et guldfarvet halstørklæde svunget om halsen, personificerer hun kernen i romanen: at være en sort kvinde i USA, der har succes og en flot frisure.

For kvinder, bekendtgør Adichie, handler hårets ud-seende om større ting som selvsikkerhed og selverkendelse, og hvad omverdenen opfatter som skønhed. For mange sorte kvinder er det tilsyneladende helt utænkeligt at lade håret være naturligt.

Og dermed rammer hun netop dét, ”Americanah” handler om ud over at være en kærlighedshistorie, hvilket vi vender tilbage til.

Americanah er en betegnelse for nigerianere, der rejser til USA og vender hjem med Vestens levevis og udseende. Det er andres opfattelse af en og reaktionen på det, hvilket kan overføres til raceproblematikken i USA, feminisme og klasseopdeling alt sammen noget, Adichie er optaget af og skriver om i sin tredje prisvindende roman, der er udkommet i mange lande og på mange sprog.

”Americanah” handler om kvinden Ifemelu, der er flyttet til USA, men længes hjem til Nigeria og sin ungdoms-kæreste. I Amerika møder hun kontrasterne mellem racer og en aggressiv kvindekamp, hvor sorte sangerinder vrider sig halvnøgne i musikvideoer og samtidig agiterer for modstand mod et mandsdomineret kvindesyn.

Se video-interview med Chimamanda Ngozi Adichie nedenfor 
 


De store emner analyseres og kommenteres i længere passager fra en lille amerikansk hårsalon, hvor meninger og dameblade hober sig op i stakkevis ved siden af hårspray og hårforlængelser. Ifemelu bruger tiden her og på sin populære blog, hvor hun deler sine meninger om race og køn til mange følgere. I blog og bog observeres og kommenteres nuancer af hudfarve tilsat en god portion ironi men det er vigtige sager, siger forfatteren, der i 2012 holdt et meget omtalt foredrag, ”We should all be feminists” (vi bør alle være feminister), om kvindens rolle i dag, som man kan se på YouTube.

”Jeg er feminist. Køn er vigtigt at tale om. Især kvindekønnet. Det er en moralsk forpligtelse. Forskelsbehandling af kønnene er et stort organisatorisk princip i det moderne liv. Kvinder har i århundreder levet på en måde, fordi de er kvinder, mens mange privilegier er tildelt mænd, fordi de er mænd. Jeg er kvinde, og jeg nægter at tilpasse mig omgivelser, der dikterer, hvordan jeg skal være, fordi det bare er sådan,” erklærer Chimamanda Ngozi Adichie.

Som 19-årig flyttede hun til USA for at gå på college i Philadelphia og boede her i fire år. I dag deler hun sin tid mellem de to lande. Kvinder med succes og gode stillinger er normalt i Nigeria, men i hjemmet er ligestillingen ikke kommet, fortæller forfatteren.

”Mange kvinder har høje stillinger og er chefer. Men når de komme hjem, forventes det, og de gør det af sig selv, at de ikke er helt ligestillede med manden uanset karriere og succes. Der er en idé om, at ægteskabet er målet, og at det gør en kvinde komplet at gøre manden tilfreds. Det er noget sludder. I USA er kvinder opdraget til, at alle skal kunne lide dem, og de skal være likeable. Det står måske i vejen for, at de kan opnå det, de gerne vil. Køn er et problem alle steder og kommer til udtryk på forskellige måder,” siger Adichie.

Hvordan var det at komme til USA som afrikaner?

”I Nigeria taler man slet ikke om race. Alle er jo sorte. Her taler man mere om religion og etnicitet. Jeg har til min overraskelse mange nigerianske læsere til min nye bog, og de finder slet ikke emnet race interessant. De vil hellere tale om ægteskab og køn. Men jeg tænkte heller ikke på race, før jeg kom til USA. Her er folk meget utilpas ved at tale om race,” siger Adichie og rynker brynene en smule.

”Og når man taler om race, er der særlige koder 0g måder at gøre det på. Her er mange måder at være sort på. I det politiske landskab er race et potentielt farligt emne, selv for præsident Barack Obama. Vi har et land med en frygtelig racistisk historie, og når så en sort mand endelig bliver præsident, jubler alle af glæde. Det viser bare, hvor fundamental racisme stadig er i landet. Obama har en historisk position, men undgår emnet af frygt for at miste stemmer. Han må jo heller ikke være alt for sort,” pointerer Adichie.

På bagsiden af omslaget til ”Americanah” understreges det, at romanen først og fremmest er en kærligheds-historie. Og det er helt rigtigt, siger forfatteren.

”Den er også en social kommentar, men jeg synes, kærlighedsdelen er vigtig. Kærlighedshistorier har haft et dårligt ry i lang tid. Især når kvinder skriver dem. Og jeg er træt af kritikken af, at kærligheden ikke er nok i sig selv. Jeg elsker at læse om menneskelige følelser, og af dem er kærligheden den største. I moderne seriøs litteratur er der en tendens til at se bort fra følelser og undgå sentimentalitet. Der er noget sentimentalt over den menneskelige eksistens. Og det skal litteraturen kunne indfange. Bogen har for mig også handlet om at udfordre idéen om, at forfattere ikke tør skrive om kærlighed.”

Er du romantiker?

”Ja, en del af mig er, på en traditionel og også ideologisk måde. Jeg betragter mig selv som praktisk omkring mange ting i livet, men konstant drømmer jeg om at gøre det anderledes og bedre. Men jeg kan godt lide at skjule det,” siger Chimamanda Ngozi Adichie efterfulgt af et højt grin.