kort nyt

Venstres partisekretær, Claus Richter, tager nu rundt til lokale venstreformænd i landet i et forsøg på at forklare den tøjsag, der endnu en gang har placeret partiets formand og statsminister-aspirant, Lars Løkke Rasmussen, i en sag om hans private økonomistyring.Det sker i erkendelse af ”den situation”, som Venstre nu står i, hvor de første meningsmålinger i kølvandet på sagen peger i nedadgående retning. Der bliver tale om fem regionale møder enten over telefonen eller fysiske møder. /ritzau/

Den 26-årige mand, der sidder varetægtsfængslet i Tyrkiet mistænkt for attentatforsøg på Lars Hedegaard, vil gerne udleveres til Danmark, siger hans danske forsvarer til tv2.dk.Manden, der har libanesisk baggrund, har siddet varetægtsfængslet i Tyrkiet siden den 25. april, hvor han blev anholdt i en lufthavn i Istanbul. /ritzau/

Flere og flere par vælger kun at få et barn.Det viser en ny undersøgelse fra Danmarks Statistik, der har sammenlignet tal fra januar 2009 med januar 2014. Familier med enebørn er steget med 3673 på fem år, mens antallet af familier med flere børn er i frit fald. Familier med to børn er således faldet med tre procent, og antallet af familier med fem børn eller flere er faldet med hele 18 procent. /ritzau/

Vestre Landsret har straffet Miki Mistrati, der er tv-dokumentarchef på Ekstra Bladet, med 10 dagbøder 500 kroner.Han havde taget initiativ til, at en dyrerettighedsaktivist skaffede sig adgang til minkfarmene for at kunne dokumentere forholdene på farme.Nogle af optagelserne blev vist i tv-programmet ”Operation X”, og herfra er journalist Morten Spiegelhauer og redaktionschef Kasper Vilsmark blevet frifundet med fire ud af seks dommerstemmer. /ritzau/

Drop cpr-nummeret som identifikation i det offentlige.Sådan lyder opfordringen fra flere sider, efter at det i går kom frem, at DR gennem relativt simple søgninger på internettet fandt mere end 1400 personnumre på navngivne borgere. ”Det er ikke sikkert nok. Derfor bør man afskaffe det og lave en krypteret, digital id, som kan fastslå identiteten,” påpeger Birgitte Kofod Olsen, formand for Rådet for Digital Sikkerhed. /ritzau/

En tysk modstandsgruppe har indbragt Femern-forbindelsen for EUs retssystem.

Men Danmarks Naturfredningsforening deler ikke bekymringen hos kritikerne, som tæller flere tyske miljøorganisationer.

- Der er forskel på bekymringsniveauet hos os og hos de tyske organisationer, konstaterer direktør Michael Leth Jess over for Ritzau.

Han påpeger, at erfaringerne fra byggerierne på Storebælt og Øresund er gode.

- Vi har erfaring fra to andre faste forbindelser, vi har bygget i Danmark, og der har vi lært rigtig meget undervejs om, hvordan man håndterer miljøpåvirkninger. Når man kigger på dem i dag, kan vi i det store og hele kun se positive effekter, siger direktøren.

Han understreger, at organisationen overordnet set er skeptisk over for forbindelsen, men af andre årsager end tyskerne.

- Vi synes ikke, det er noget fedt projekt. Det er ikke et naturgenopretningsprojekt, og vi er voldsomt bekymret for, at man prioriterer biltrafikken på den her måde og bruger så mange samfundsmidler på det, påpeger han, inden han tilføjer:

- Men kigger vi isoleret på entreprenørarbejdets påvirkning af miljøet, så er vi ikke voldsomt bekymrede.

Michael Leth Jess understreger, at miljøvurderinger i denne type byggerier er meget komplekse, og han har ikke indsigt i, om der er særlige forhold, der gør sig gældende for Femern i forhold til Storebælt og Øresund.

Derfor synes han også, det er i orden, at tyskerne har bragt deres bekymring videre til retssystemet.

- Det er helt fint, at de forsøger at få sagen prøvet ved domstolene. Jeg går ud fra, at det er omsorgen for miljøet, der er drivkraften, og ikke omsorgen for paragrafferne, konstaterer direktøren.

Hos selskabet bag byggeriet, som efter planen skal begynde til næste år, tager man den tyske protest til efterretning.

- Vi har noteret aktionsforbundets synspunkter, som vi er bekendte med. Vi er ikke enige. Men vi respekterer naturligvis forbundets ret til at være utilfredse med projektet, skriver projektdirektør i Femern A/S, Claus Dynesen, i en mail til Ritzau.

/ritzau/