Stil modkrav til ny stormoské. Styrk kristendommen i Qatar

KØBENHAVNS NYE stormoské er et tegn på, at vi lever i et kristent land. Det faktum burde få danske politikere til at stille massive modkrav til Qatar. Danmark skal have lov til kirkebyggeri i Qatar.

Kristne arabere skal have frihed til at dyrke deres tro i hjemlandet. Muslimske stater skal beskytte deres kristne borgere mod forfølgelse og overgreb, som vi beskytter vores mindretal. Styrkelsen af det kristne livs- og menneskesyn vil være mere demokratifremmende i Mellemøsten end tusindvis af soldater. For at kæmpe den sag deltog Kristendemokraterne i indvielsen af stormoskéen.

Moskéens ledelse skal holdes op på, at de er uafhængige af de 250 millioner kroner, som det strengt islamiske Qatar har betalt. Vi kan ikke forhindre donationen, for penge er som vand. De finder altid frem. Men vi kan lægge pres på, at moskéen åbent støtter kristnes rettigheder i Mellemøsten. Det er bedre end at sidde hjemme og mistænke samtlige muslimske medborgere for enten at være løgnere eller islamister.

Jeg har det dårligt med religioner, der prædiker, at kvinder skal bære sorte middelalderlige gevandter, og at de ikke må give en mand hånden. Men landsbykirkernes mande- og kvindeindgang vidner om, at også kristendommen har haft et andet syn på kønnene, og en jødisk synagoge adskiller den dag i dag kvinder fra mænd. Staten skal ikke bestemme over religionen. Derved adskiller Danmark sig fra de arabiske stater.

At islam med moskéen bliver mere synlig er ikke et problem. Problemet er, at kristne har glemt, at kristendommen er missionerende. I stedet for at dække sig bag tv-skærmen i frygt for islamiseringen, burde evangeliet prædikes om nødvendigt med ord. Der er ingen grund til at tro, at bare moskéerne gemmes nede i grimme betonkældre, så forsvinder muslimerne med ned i støvet.

Hvis vi tror, at kristne værdier styrkes ved at isolere alle andre religioner, er vi ikke bedre end de muslimske lande, der i angst for den anderledes tænkende forfølger kristne konvertitter. Og derved har vi netop tabt den kristne værdi, som vi påstår at forsvare.

Jeg er hverken et godtroende fjols af en halalhippie eller en fjende af muslimer. Jeg kan ikke garantere mod, at en islamist bøjer knæ i stormoskéen. Men jeg kan garantere, at det politiske Danmarks fravær isolerer muslimske borgere fra den øvrige befolkning. Det giver rabiate kræfter en stærkere position for deres formørkede verdenssyn. Christiansborgs politikere er en flok bangebukse. George W. Bush besøgte en moské efter terrorangrebet den 11. september 2001 for at sende det klare signal, at det ikke var muslimer, men islamister, der var samfundets fjender. Norges statsminister, Jens Stoltenberg, holdt tale i en moské efter Breiviks terrorangreb i Oslo og på Utøya i 2011. Hvornår besøger en dansk statsminister en moské?

Kristendemokraterne tror på, at de kristne værdier står sig i mødet med den anderledes tænkende. Vi vil række hånden ud til de moderate muslimer for derved at isolere de rabiate.