HVOR GÅR FERIEN HEN I ÅR? Som sædvanlig har vore tre børn ingen indflydelse haft på valget af rejsemål. Da de var små, var forældrenes begrundelse, at de ingen mening kunne have herom, og da de blev ældre, handlede det om at imødegå deres dybeste og mest betænkelige instinkter. Nu er det lidt blevet en vanesag.
Fra andre sider hører vi om medbestemmelse og om, at ferier undertiden handler om at shoppe eller stå af ræset. Men sådan er det ikke hos os. Vores børn har kun været i BonBon-Land og Legoland takket været deres generøse og fordomsfrie bedsteforældre, hvorimod deres egen mor og far nådesløst har trukket dem rundt til museer og kirker og tvunget dem ud på vandreture gennem støvede historiske landskaber.
Bevares, en is eller en svømmetur i ny og næ kan have mildnet strabadserne, men i det store hele har vores politik været uden kompromiser. Sommerferierne er civilisationsprojekter, ikke afslapningsterapi.
Den slags indfald har ingen let gang på jorden. Tendensen blandt feriefolket er, så vidt vi kan bedømme, at børn skal underholdes eller pacificeres, ikke at deres videbegærlighed skal stimuleres. Kulturferier er sjældent en vindersag uden for pensionisternes rækker, og rejsebranchens markedsføring er typisk lagt an på livsstil og forbrug.
Derfor er det ikke uden tilfredshed, at disse forældre 18 år senere kan konstatere, at deres principper virker. Børnene er stille og roligt blevet overbevist om, at vores er en fordelagtig måde at holde ferie på. Ja, ikke blot det. Tanken om liggestole og vandrutsjebaner giver dem et uroligt, flakkende blik i øjnene, mens fars peptalk om den amerikanske borgerkrig og mors introduktion til provencalsk cuisine accepteres som uafvendelige og (med rette) tolkes som udtryk for forældrenes kærlighed til deres afkom.
Afkommets egen observationsevne er også blevet skærpet. ”Jeg synes, Paris minder om Østerbro,” udbrød den 12-årige under et ophold i byernes by med et skarpt blik for franskmændenes glæde ved alléer og gesimser. Og selvom faktorernes orden i dette tilfælde ikke er helt ligegyldig, svulmede hjerterne af stolthed hos mor og far.
Andre forældre har selvfølgelig følt noget tilsvarende for deres børn i lignende situationer, og børnenes egne erindringer er i det store og hele på vores side, lader det til. Fyldige interviews i anledning af mærkedage afslører ikke sjældent, at fremtrædende medborgere havde forældre, der på rejse ”slæbte dem med til” en lind strøm af fortidsminder og seværdigheder. Og som oftest har de haft glæde af det, viser det sig.
Den engelske kunstkritiker John Ruskin (1819-1900) rejste som 13-årige til kontinentet med sine forældre. Her så han for første gang Alperne, og hvad der siden fulgte gavnede det victorianske England både med henblik på de skønne kunster og i forhold til stærkt tiltrængte sociale reformer.
I vores egen familiekreds er bestemte ferier blevet genfortalt på en måde, der vidner om deres uantastede status af milepæle. En tur til Rom, mens Pius XII var pave, introducerede en ung pige fra Vendsyssel til Den Evige Stads arkitektoniske vidundere og et verdensomfattende udsyn, længe førend der var nogen, der talte om globalisering.
Indtrykkene blev siden omsat i vers af hendes far, hvoraf brudstykker stadig præger indforståede samtaler i familiens ældre slægtled.
I 1960'erne drog en senere meget lærd onkel til Egypten med sine forældre, hvor den opvakte teenager fik grundlagt en fascination for den arabiske verden, som har tjent ham og den danske museumsverden godt i rigtig mange år. Han taler fortsat begejstret om mødet med Det Egyptiske Museum i Kairo, og om de mange spændende tørrede blomster, han hjembragte fra forskellige botaniserende udflugter.
Lyder det nørdet og potentielt traumatiserende for vores børn? I så fald iler vi med at melde pas. Programmet er bredt på vores ferier, men ikke overdrevent specialiseret. Det må komme senere og gerne som resultat af vore oplevelser. Men hidtil er vi blot begejstrede amatører, og skønt vi tilstræber et vist mål af paratviden, mødes det kvalificerede gæt og en veludviklet iagttagelsesevne med tilsvarende bifald.
Er der for eksempel en sammenhæng mellem George Washingtons bistre udtryk på endollarsedlerne og så det gebis af træ, der er udstillet på hans landsted Mount Vernon uden for Washington D.C.? Det har den mellemste i børneflokken, der til daglig besværes af en genstridig ganebøjle, en klar mening om.
Nogle museer er bedre end andre til at fange podernes opmærksomhed, men selv de samlinger, der ikke understøttes af lyd- og lyseffekter, kan danne ramme om en fin oplevelse for børn og voksne.
De fleste nationalgallerier med værker fra renæssancen og middelalderen er for eksempel et oplagt sted for en familiequiz om, hvilke attributter de forskellige helgener har. En kunsthistoriker berettede engang om de københavnske studerendes totale uvidenhed på dette område, og den skændsel skal ikke overgå vores børn, har forældrene besluttet.
Sankt Peter med nøglerne er oplagt, men hvem er herren med risten? Og hvilken af evangelisterne kendetegnes ved en ørn? Har man først knækket den kode, er der fri adgang til mindst 1500 års fælles europæisk kulturhistorie og aha-oplevelser uden begrænsning.
Intet er enklere end at købe sig til oplevelser på ferien, men det ville være skrækkeligt, hvis vores eventyr kun blev hængt op på forbrug. Museumsentréer kommer vi ikke uden om, men adgangen til selv de største katedraler sydpå er ganske gratis, og deltager man tilmed i en gudstjeneste, får man en totaloplevelse med bud til alle sanser.
EN ERFARING AF EN LIDT ANDEN ART ventede os i Umbrien, hvor en lokal rigmand sponserer en ugelang musikfestival, og hvor børnene for første gang oplevede en kontratenor, der skulle illudere som en af renæssancens kastratsangere.
Kontrasten mellem den høje, kraftige mandsskikkelse på scenen og de høje, drengede toner, der kom ud af hans mund, var mere end den yngste kunne bære, og opløst i fnisen måtte han hastigt eskorteres fra koncertsalen.
Sådanne optrin gør vores ferier til virkelige familieprojekter. Forældrenes planer opløses i spontane reaktioner fra børnene og skaber en dynamik, som via erindringen forplanter sig til den næste ferie, og den næste igen.
For ferierne er naturligvis ikke bare ophold i hverdagen, men en del af vores families historie og børnenes opvækst. At nogle forældre vil afskære sig fra den mulighed ved i timevis at overlade deres børn til tilfældige 20-årige guider på standardiserede badesteder, så de selv kan dyrke solen, motionen eller hinanden, slår mig som i bedste fald en forpasset mulighed.
Det er ikke svært at kritisere andre menneskers børneopdragelse, og de har sikkert deres egne grunde. Men vores erfaring er, at kulturlivet kun bliver rigere gennem børnene og dermed også familielivet.
Netop derfor har vi også grund til at føle os privilegerede over, at børnene har fulgt den stramme linje i så mange år og vist deres despotiske forældre den fornødne tillid. For det kunne selvfølgelig ikke lade sig gøre uden dem.
Mor og far må se i øjnene, at vi en dag mister kontrollen, og som de helikopterforældre, vi dybest set er, fylder det os med en uro og bekymring. Den dag vil komme, hvor vore små verdensborgere vil gå deres egne veje. Så må forældrene underholde sig selv, men indtil da har vi i det mindste undgået vandrutsjebanerne.
Og ferien i år? Den går til Italien.
