Hvordan lugter en flæskesteg efter at have ligget på et køkkenbord i to måneder?
Sammenligningen er illustrativ, hvis man skal forstå, hvordan det er at flytte et lig.
Det har Peter gjort tre gange på de 30 år, han har været ansat på en jysk kirkegård. De seneste gange har han fortalt sine overordnede og stiftet, at han ikke ønsker at være med til at flytte kisten. Og det er netop på grund af dem, at han ikke vil have sit navn frem.
For Peter ønsker ikke at få problemer med sin ledelse efter offentligt at have kritiseret, at kirkegårdspersonale medvirker ved flytning af lig.
”Det har været en lige ubehagelig oplevelse hver evig eneste gang, jeg har flyttet en kiste. Når man er ansat på en kirkegård, er man ikke ansat til at obducere folk. Man er ansat til at holde grave pæne og i hvert fald ikke til at bryde gravfreden,” siger Peter.
”At flytte en kiste går hårdt ud over psyken og tankerne. Selvom vi til daglig arbejder med døde mennesker, er det noget andet med en ligflytning. Normalt kommer de døde direkte fra kirken, liget er i orden, og alt foregår sømmeligt. En gravflytning er noget svineri,” siger Peter og understreger, at han har givet udtryk for sin holdning til ligflytningerne.
Men alligevel har han hjulpet, hver gang det har været aktuelt på den kirkegård, hvor han er ansat.
”Den første gang vidste jeg ikke, hvad jeg skulle være med til. Det gør jeg nu. Men mine kolleger ønsker ikke at være med, og nogen skal jo gøre det. I dag er jeg gammel i gårde og har prøvet lidt af hvert. Derfor deltager jeg, også selvom jeg er imod,” siger han.
De kisteflytninger, hvor Peter har medvirket, er alle foretaget, efter at kisten har ligget flere år i jorden. Og flytningerne har været interne på samme kirkegård.
”Men allerede efter tre måneder er de kister, vi har i dag, ikke hele, for de er ikke lavet af andet end spånplader. Så du kan ikke flytte dem uden at komme i forbindelse med det, der er deri. Det gør ondt i min sjæl, at folk ikke kan få lov til at ligge i fred. Der er en grund til, at gravfreden på kirkegården er 20 år. Det er en minimumsregel her i landet, og den skal vi holde os til,” siger han.
Peter kan ikke forstå, hvorfor der gives tilladelse til ligflytningerne, som på kirkegården, hvor han arbejder, blandt andet er blevet foretaget, fordi pårørende har oprettet et familiegravsted, efter at en slægtning var blevet begravet.
”Folk tror, de kan gøre alting i dag. Men hvorfor har de ikke en lille smule pli og respekt for den afdøde? Det havde man tidligere. Nu vil man have lov til at bestemme alt selv. Men en kiste er ikke en kuffert, du bare flytter,” siger han og understreger, at han i det hele taget ikke kan forstå, hvorfor kisteflytninger skal være tilladte.
Heller ikke selvom grunden er, at der har været krig i hjemlandet, og at afdøde derfor først kan begraves der nogle år efter sin død.
Det ville være nemmere, hvis flere blev brændt, mener Peter.
”Jeg har stået for flere urneflytninger, og det er noget helt andet, fordi asken er i urnen, som er hel. Der er dog også et etisk spørgsmål ved urneflytninger, for man bør stadig overholde gravfreden,” siger han.
Det vil desuden ikke ændre på situationen, hvis der oprettes et team i hver landsdel, som skal varetage alle ligflytninger, mener Peter:
”Jeg kan kun sige, at jeg stadigvæk synes, det er forkert. Uanset hvordan det gøres og af hvem.”
Peter er ikke mandens rigtige navn. Hans navn er redaktionen bekendt.