Vättern: En sø omgivet af kultur og historie

Området ved Sveriges næststørste sø, Vättern, byder på både skove og søer, og for den kultur- og historieinteresserede er der masser at gå på opdagelse i

Det imponerende slot i Vadstena blev bygget som forsvarsværn mod danskerne. Foto Scanpix.
Det imponerende slot i Vadstena blev bygget som forsvarsværn mod danskerne. Foto Scanpix.

Manden, der står foran mig i køen i Coop Konsum i Vadstena, skal blot købe et par myslibarer og lidt at drikke. Det er der ikke noget odiøst i, men lader man blikket vandre ned over hans krop, er det svært ikke at trække på smilebåndet. Den skæggede og fuldvoksne herre er nemlig iklædt en kraftig grå munkeagtig kappe med et fikst snoet reb omkring livet, og på fødderne pynter et par praktiske vandresandaler.

I den gamle by Vadstena ved Vätterns breder i Sverige er det helt normalt at møde pilgrimme i gadebilledet. Byen er et vigtigt punkt på pilgrimsruten, der strækker sig gennem Europa fra Santiago De Compostela i syd til Trondheim i nord, og de mange vandrestokke, der er placeret i en holder uden for Pilgrimscentrum ved klostret, vidner om, at der også på denne sommerdag er mange åndeligt søgende, der har lagt vejen forbi Vadstena.

Men også for den almindelige kultur- og historieinteresserede turist byder Vadstena på en række højdepunkter.

Klostret i Vadstena var middelalderens åndelige centrum i Sverige. Her grundlagde Birgitta Birgersdotter birgittinerordenen, som den dag i dag stadig har sit europæiske centrum i Vadstena. Foruden den imponerende klosterkirke kan man besøge klostermuseet, klosterhaven med dens duftende urter og sågar overnatte på klosterhotellet.

Bevæger man sig fra klo-sterområdet og ned gennem det hyggelige centrum med træhuse, små butikker og spisesteder, står man pludselig ansigt til ansigt med et imponerende slot omgivet af en voldgrav, der i dag fungerer som en meget stemningsfuld lystbådehavn.

Vadstena Slot blev bygget af kong Gustav Vasa i 1545 som et vigtigt værn mod angreb fra de stridslystne danskere, og det massive borganlæg fremstår efter en opbygning i 1600-tallet som Sveriges bedst bevarede renæssanceslot i europæisk stil.

Har man selv medbragt madpakken, er det oplagt at nyde den på en bænk i parken ved slottet. Her består det sværeste valg i, om man vil nyde udsigten til slottets hovedbygning til den ene side eller lade blikket vandre over Vätterns vand til den anden side.

En times kørsel øst for Vätterns sydlige ende og Jönköping kan man parkere bilen og slentre en tur i en af Sveriges bedst bevarede træhusbebyggelser.

Den fotogene provinsby Eksjö fører sig frem under titlen ”den unikke træby”, og en tur rundt i den gamle bydel nord for Stora Torget og kirken beviser, at der er noget om snakken.

For selvom træhuse ikke ligefrem er en enestående bygningskategori i Sverige, er gentagende brande desværre også en del af historien i mange byer. Mange steder er de ældste træhuse derfor gået op i røg, men ikke i Eksjös gamle bydel, der blev udlagt til bebyggelse i 1568. Her kan man i dag nyde synet af mere end 50 fredede huse fra 1500-1800-tallet.

En slentretur rundt i gaderne føles lidt som et museumsbesøg. Luften emmer af svensk hygge, og gamle butiksskilte, kunstfærdigt malede døre og gårde med toppede brosten og vandposter sætter en tyk streg under idyllen.

Flere af husene rummer da også historiske udstillinger, heriblandt Aschanska gården, hvor man kan besøge et komplet borgerhjem fra omkring år 1900 i de smukke bygninger, der fungerede som apotek i 1700-tallet.

Hvis det hele bliver lidt for idyllisk blandt træhusene, og man trænger til en snert af storby, byder den gamle industriby Jönköping sig til. Sveriges 10. største by, der for længst er vokset sammen med naboen Huskvarna, breder sig ud langs Vätterns sydligste runding og byder foruden masser af butikker og restauranter på en håndfuld museumsoplevelser og kunstgallerier i ”Tndsticksområdet” ved havnen.

De små træpinde har haft en enorm betydning for Jönköpings udvikling og økonomiske fremgang i 1800-tallet. På verdens eneste tændstikmuseum kan man få historien om opfindelsen af den verdenskendte sikkerhedstændstik og et indblik i fremstillingsteknikken og arbejdernes forhold i tændstikkens barndom.

I 1971 lukkede og slukkede tændstikeventyret i Jönköping, men hører man til blandt de få, der stadig gerne vil have ild i piben, kan der købes æsker med tændstikker i museumsbutikken.

Selvom Jönköping ikke er et pilgrimsmål i stil med Vadstena, er byen alligevel kendt i landet under tilnavnet ”Sveriges Jerusalem”.

Når en svensker taler om bibelbæltet, mener han Jönköping og omegn, for byen er i dag centrum for en række frikirkemenigheder. Naturen er også nærværende midt i Jönköping. Blot få skridt over en gangbro fra banegården i centrum og man står ved Vätterns sydlige bred og har hele det enorme søhav foran sig.

At sidde her på en bænk og indoptage synet af det gråblå farvespil i vandoverfladen er nærmest terapeutisk, og man får lyst til at følge i pilgrimmenes fodspor hele vejen op langs søens bred til Vadstena.

Foto: Morten Herlev