I Fyens Stift går migrantarbejdet på to ben: Dialog og Mission. Det er ”både-og”, siger Fyns biskop Tine Lindhardt. Det lyder betryggende, og vi har som stillere for Tine Lindhardt gjort hende opmærksom på, at vi var opløftede over, at biskoppen støttede det missions- og brobyggerarbejde mellem folkekirken og de mange nytilkomne muslimer, som hendes forgænger biskop Drejergaard med rettidig omhu havde iværksat sammen med pastor Massoud Fouroozandeh.
Massoud er som den første konverterede muslim og ordinerede præst i folkekirken en enestående gave for den danske folkekirkes møde med den nye folkelighed - en ny folkelighed, som også kræver en ny folkekirkelighed. Biskop Lindhart har forsikret os om, at der også ville være plads til Massoud og den kristne mission som det ene ben i migrantarbejdet, således at folkekirken ved dette evangeliske omvendelsesarbejde sammen med folkekirkens tværreligiøse center og deres dialogsøgende linje kunne komme til at gå fremad og ikke i ring om sig selv som en båd med kun en åre.
Men nu er det slut og går atter i ring. Det er dybt skuffende. Vi har vidst, at det ene bens teologi med omvendelsesarbejde (eller frigørelsen til Kristus) var noget, som alene lå på Massouds skuldre, sådan som det var lagt an af biskop Drejergaard. Den opgave har Massoud løftet med eksemplarisk vovemod og kristen glæde. Vi har ikke set lignende i vores generation. Omkostningerne, der har været forbundet med at døbe flere hundrede muslimer, har været store for Massoud: forfølgelse, ekskludering, brudte familiebånd, hemmelig adresse, pres på privatliv og jævnlige trusler på liv og lemmer - alt sammen hverdag for dem, der ikke vil sætte ”lyset under en skæppe”.
Derfor har det bekymret os, at Massoud det seneste år har skullet bruge så megen tid og så mange kræfter på, hvad der fremstår som centraladministrationens modarbejde. Hvor er beskyttelsen, de værnende mure, medfølelse, åbenhed, empati fra brødre og søstre med sikre titler og trygge hverdage?
Massoud har ene mand været det ene ben i stiftets tobenede strategi - og det har han accepteret, endda som det ben, der skulle ”træde frem ved fronten”. De to ben har bestemt ikke været lige store ressourcemæssigt. Massouds ene er nærmest klejnt og skrøbeligt, ja, det er nu brækket i søndags, hvor Massoud fra sin halvtidsstilling holdt sin afskedsprædikenen i folkekirken.
Det andet ben, derimod, er stort, tykt og velnæret. Ikke fordi det er blevet trænet mere end det andet, men fordi det har al støtten bag sig. Det andet ben - folkekirkens tværreligiøse center - er drevet af to fuldtidsstillinger. Det har midlerne - mange endda, og de har opbakningen fra folkekirkens pengetank.
Formålet for folkekirkens tværreligiøse center under Hougaard Larsens ledelse har han selv pointeret i en artikel: ”Jeg vil selvfølgelig fortælle om kristendommen, det tror jeg ikke, jeg kan lade være med. Men jeg vil ikke prædike og forkynde”.
Hvor der åbenbart ikke var økonomi til en selvstændig halvtids sognepræstestilling til Massoud, er der rigelig råd til centeret med de to fuldtidsteologer, der hverken vil forkynde kristendom eller arbejde for missionsbefalingen.
Hvis man virkelig havde ønsket, at Massoud skulle fortsætte folkekirkens missionsarbejde blandt de indvandrere, som han alene har så god kontakt med (og samtlige bisper roste i et hyrdebrev), hvorfor har man så ikke bare spurgt Massoud ved blot et af de utallige møder, man har slidt ånden op med siden sidste sommer, hvordan han kunne se sin stilling fremadrettet?
Med bare lidt god vilje havde dette pionerarbejde, som jo kun udgør en halvtidsstilling i et milliardforetagende som folkekirken med de utallige sekretærer, it-ansatte og pressemedarbejdere, sagtens kunne fortsætte. Hvad i alverden er det, der foregår i bispegården?