Stjernehimlen har gennem mange årtusinder fascineret mennesket. Det er der to væsentlige grunde til. Dels rummede dens skiftende udseende rytmer, som kunne bruges til praktiske formål; dels, og ikke mindst, tilbød dens mystiske dybde en udfordring for åndslivet og måske et alternativ til den fysiske virkelighed. Det er selvfølgelig usikkert, hvornår disse interesser for himlens objekter er opstået. Men der er vidnesbyrd om, at det moderne menneske, der indvandrede til Europa fra det sydvestlige Asien for godt 30.000 år siden, medbragte viden og mytologiske forestillinger, der var relaterede til stjernehimlen.
Under den sidste istid var der flere korte varmeperioder, der lokkede indvandrere til. Men når den normale tilstand, kulde og tørke, atter dominerede, var den eneste fornuftige bolig de mange grotter i for eksempel det midtfranske højland og i Pyrenæerne - grotter med indbygget jordvarme.
I disse grotter kan man finde eksempler på astronomisk relaterede markeringer. Nogle forskere mener at kunne genkende stjernebilleder i de illustrationer, man finder i disse grotter. Ud over meget smukke kunstneriske gengivelser af specielle dyr, som man mente besad særlige åndelige kræfter, findes også mere konkrete kalenderorienterede markeringer af Månens cyklus.
I bjergrige områder var det livsfarligt at bevæge sig udenfor i døgnets mørke timer. I en tid, hvor der ikke fandtes lysforurening, gav det derfor god mening at vide, hvornår ”nattens lampe” oplyste landskabet. I den franske Lascaux-hule kan man se en stribe på 29 prikker (Månens cyklus), opdelt i tre sektioner. Den første tæller fem prikker, svarende til perioden fra nymåne, til Månen er brugbar. Derefter følger en sektion med 12 prikker, som i midten indeholder en smukt udført løkke, svarende til en periode, hvor nattens lampe kan vise vej. De sidste 12 prikker på en næsten ret linje i tredje sektion fører frem til månecyklens afslutning. Ikke langt fra det sted i hulen ser man 13 prikker på linje, der afsluttes med en tegnet firkant. Kan det være en markering af, at der skal 13 månemåneder til et fuldt år?
Ikke overraskende finder man i en hule i Pyrenæerne, El Castillo, en tilsvarende illustration med en løkke anbragt samme sted på de 29 prikker. Disse månekalendere har formentlig en alder på 15-16.000 år.
Går vi til den region, hvorfra det menes, at disse mennesker tidligere er udvandret, støder vi på to forhistoriske, nu frigravede templer i Anatolien. Göbekli Tepe lige nord for og Karahan Tepe (tepe er lig med højdedrag) øst for Harran-sletten - et af de områder, hvor den neolitiske revolution med domesticering af dyr og planter tog sin begyndelse for godt 10.000 år siden. Ud over de gigantiske, tre meter høje, flot dekorerede, T-formede søjler, der er udhugget af undergrundens klippe, vidner opstilling og sigtelinjer sandsynligvis om en stærk interesse for det hinsides. Den mørke nattehimmel har fra højdedragene kunnet levere en imponerende kulisse for myter og måske udviklet en særlig interesse for noget helt specielt. En dokumenteret sigtelinje fra to af Göbeklis hellige rum går der i begge tilfælde fra centrum gennem et boret hul i en stenplade i ringmuren og direkte mod det sted, hvor den klare stjerne Deneb i Svanen gik ned på opførelsestidspunktet. Det interessante her er, at Deneb ligger ved starten af et markant mørkt bånd, der splitter den lysende mælkevej i to. Denne åbning menes at have været opfattet som en himlens port og dermed indgangen til det hinsides. På den tid var konstellationen dog ikke kendt som en svane, men som gribben, der ”afkødede” den dødes skelet og efterfølgende ledsagede sjælen til det hinsides. Her genindtrådte sjælen i et nyt menneske. Når åndemaneren tog opstilling mellem to centrale søjler og observerede stjernens forsvinden ved horisonten, havde han sikret sig, at afdødes sjæl var gået gennem porten. Nogle søjler er netop dekorerede med den himmelske fugl.
Deneb er netop aktuel og danner sammen med Vega og Altair det, vi kalder Sommertrekanten. På vores breddegrader passerer Deneb ikke den nordlige horisont. Dens høje position på stjernehimlen gør den til en blandt mange cirkumpolare stjerner - stjerner, der ikke går ned under horisonten.
Mars og Saturn står lavt over den sydvestlige horisont en time efter solnedgang. De to planeter ligger i nogenlunde samme højde, men går ned ved nitiden.
Om morgenen kan man fra klokken tre se Jupiter i østnordøst og den aftagende måne lidt højere oppe over den østlige horisont. Den 20. september vil Månen placere sig umiddelbart til højre for Jupiter.
Ved sekstiden dukker så Venus op over den østlige horisont, hvor den en halv time senere formentlig vil forsvinde i morgendæmringen.