Kobani kan blive kalifatets nordlige juvel

Lige nu forsøger Islamisk Stat at erobre den syriske by, Kobani.

Røg stiger fra den syriske by, Kobani, som Islamisk Stat nu forsøger at overtage.
Røg stiger fra den syriske by, Kobani, som Islamisk Stat nu forsøger at overtage. . Foto: Umit Bektas.

Den blev grundlagt som en stationsby i 1912 på linjen mellem Bagdad og Konya i det daværende Osmannerrige, men Kobanis funktion som trafikknudepunkt er blot en af årsagerne til, at byen er en eftertragtet erobring for Islamisk Stat, IS.

Kobani ligger i Syrien på grænsen til Tyrkiet, omkring 100 kilometer nord for Raqqa, som IS har udnævnt til hovedstad i deres kalifat. Hvis det lykkes for IS at sætte sig på Kobani, har terrorbevægelsen nået sit umiddelbare mål om at udstrække kalifatet til den tyrkiske grænse, og den har samtidig sikret sig kontrol med en god del af grænsen mellem Tyrkiet og Syrien.

Grænsen øst og vest for Kobani er åben som en si og ekstrem vigtig for IS.

”Hvis IS erobrer Kobani, får den kontrol med en række grænseovergange og kan overvåge, hvad der kommer ud og ind af Tyrkiet. Det giver en række taktiske, operative og militære fordele,” siger Lars Cramer-Larsen, major og militæranalytiker ved Forsvarsakademiet med særlig viden om Mellemøsten.

Lars Cramer-Larsen henviser til, at IS har en interesse i at kunne følge med i, hvad der bevæger sig over grænsen fra Tyrkiet. Hvis tyrkerne eller deres allierede ønsker at indlede et angreb, vil det kræve, at de får soldater og materiel over grænsen. Jo tættere IS er på grænsen, jo lettere er det at opdage den type manøvrer i tide.

På samme måde er det lettere for IS at hente nye krigere fra Europa til deres kamp via Tyrkiet, hvis bevægelsen sidder på en del af grænsen. Også IS' ulovlige handel med olie vil have fordel af en kontrol med grænseområdet.

”IS er fast besluttet på at indtage Kobani, og den er ligeglad med omkostningerne.Selvfølgelig er det en enorm provokation at gå helt op til Tyrkiet - og IS løber en stor risiko - men den slags betyder ikke noget i IS' verden. Bevægelsen går målrettet efter at fylde hele det kalifat ud, som den har udråbt,” siger Lars Cramer-Larsen.

Syrienskenderen Søren Schmidt, lektor i international politik ved Aalborg Universitet, peger på Kobanis placering langs Eufrat, der udspringer i Tyrkiet og løber gennem Syrien og Irak og ud i den Persiske Golf.

”Folk bor jo langs floderne, og kan du kontrollere flodsænkningerne, har du også kontrol over handel, økonomi og infrastruktur,” siger han.