1. Viborg Stift har landets højeste medlemsprocent i folkekirken
Viborg Stift er det stift, der har landets højeste folkekirke-medlemsprocent. Pr. 1. januar 2014 var 87,2 procent af befolkningen medlem. Til sammenligning var tallet 78,4 procent på landsplan. Ribe Stift følger lige efter med en medlemsprocent på 89,1.
Viborg Stift strækker sig fra Aggersborg i nord til Blåhøj i syd og fra Fjaltring i vest til Hammershøj i øst.
Det er en del af biskoppens arbejde at tage rundt i stiftet for at føre tilsyn med kirker, tale med præsterne om det folkekirkelige arbejde på stedet og godkende eventuelle ændringer i liturgien.
Viborg Stift blev oprettet omkring 1060, idet Ribe bispedømme på det tidspunkt blev delt i fire: Ribe, Århus, Viborg og Vestervig. Allerede dengang var Viborg en stærk kirkeby.
2. De kirkelige vinde er ved at skifte
Biskopperne i Viborg Stift har historisk set haft et missionsk tilsnit, men denne tendens er måske ved at vende nu. Det spår Viggo Mortensen, tidligere professor i teologi ved Aarhus Universitet.
Mange vælgere i stiftet har ellers rod i KFUM og KFUK samt Indre Mission. Imidlertid fortæller den afgående biskop, Karsten Nissen, også om store åndelige forskelle i stiftet:
"På den ene side er Viborg et stift, hvor de indremissionske bevægelser er til stede. Vækkelserne står meget stærkt, men vi har også nogle store grundtvigske valgmenigheder. Det er et stift, der har åndelige spændinger."
3. Viborg Stift oplever Udkantsdanmarks problemer
Viborg Stift er ét af de steder, hvor problemerne omkring Udkantsdanmark har ramt hårdt. Konsekvensen er, at sogne må slås sammen, og strukturerne inden for stiftet ændres. Det fortæller tidligere professor i teologi Viggo Mortensen.
"Folkekirken har indtil nu ikke svigtet Udkantsdanmark. Tager du et gennemsnitligt sogn i Danmark, så er skolen lukket, bussen kører ikke mere, og bageren er tom. Men folkekirken er der," fortæller Viggo Mortensen og fortsætter:
"Men befolkningsgrundlaget svinder, og det er klart, at det giver problemer. Viborg Stift er præget af et livligt og godt lægfolk, men de demografiske forandringer giver ikke desto mindre kirken en stor udfordring."
4. Biskoppen er overhoved for 195 præster i Viborg Stift
Viborg Stift har 195 præster, der fordeler sig i 278 sogne. De 11 provster i Viborg Stift fungerer til daglig som biskoppens stedfortræder, men overordnet er det biskoppens ansvar at føre tilsyn med både præster og menigheder i hele stiftet. Biskoppens vigtigste opgave er at sikre, at alle i stiftet får den nødvendige kirkelige betjening.
Biskoppen står konkret for at fordele præstestillingerne, og han har også til opgave at sørge for kommunikation mellem folkekirken og det øvrige samfund.
Således har den nu afgående biskop Karsten Nissen blandet sig i den offentlige debat. I 2012 meldte han ud, at han gerne ville vie homoseksuelle par, selvom han meget klart var imod det op til det bispevalg, han for 18 år siden vandt.
5. Viborg Domkirke er formentlig verdens største granitkirke
Allerede omkring år 908 lå der angiveligt en kirke på det sted, hvor domkirken i dag ligger. I 1100-tallet begyndte bygningen af den nuværende kirke, og valget af byggemateriale blev granitsten. Det krævede jysk stædighed at besejre de vældige sten, og i dag er kirken efter vidende verdens største granitkirke.
I 1145, inden kirken stod helt færdig, var den truet af en brand i byen. Men den daværende domprovst ilede ifølge legenden op i ét af tårnene, og hans intense bønner fik branden ved kirkens fod til at stilne af.
Biskoppen Gunner var tilknyttet domkirken tilbage i 1222 til 1251. Han var medforfatter til Jyske Lov, og han menes at have udtalt de kendte ord: "Med lov skal land bygges". Gunner er begravet i domkirken.