Tang til varme bageplader

Tangen kan bruges til at tage varme bageplader ud af ovnen med. -
Tangen kan bruges til at tage varme bageplader ud af ovnen med. - . Foto: Erindringsværkstedet i Svendborg.

I tirsdags efterlyste vi på bagsiden viden om, hvad tingene, som Erindringsværkstedet i Svendborg har liggende, skal bruges til. Nu har Gerd Have svaret på, hvad genstanden øverst til venstre skal bruges til. Hun skriver: ”Den gul-grønne ting øverst til venstre er en tang til at tage en varm bageplade ud af ovnen med. ”Sløjfen” skal vende op i håndfladen, den bevægelige lange pind hvile i de fire fingre. ”Gaflen” stikkes ind under bagepladen, og når hånden knyttes, klemmer den lille plade mod bagepladens overside.

Man har således godt fat i bagepladen og kan trække den ud af ovnen og lægge den på en rist eller holde den skrå og hælde for eksempel bollerne af pladen.

Jeg har den selv som arvegods, og jeg er meget glad for den. Min morfar købte den i 1960'erne - træt af tidens hæklede grydelapper, som man ustandselig stak fingrene igennem på det mest ubelejlige tidspunkt.”

Skriv til bagsiden, hvis I ved, hvad de andre genstande skal bruges til.