Kirkereform. Folkekirkens frihed er bedre beskyttet af Christiansborg end af et magtfuldt bispekollegium

Det ser ud til, at den store kirkereform kuldsejler. Slaget har stået om et - på en eller anden måde demokratisk valgt - kirkeråd. Et sådant kirkeråd vil hverken de politiske partier eller majoriteten af menighedsråd have. Der kan måske samles nogle stumper op, som kan blive til et rådgivningsorgan vedrørende folkekirkens økonomi. Fred med det.

Derimod har der ikke været megen debat om den anden halvdel af styringsforslaget: lovfæstelsen af et magtfuldt bispekollegium, der kollegialt skal føre tilsyn med alt, hvad der har med folkekirkens indre anliggender at gøre. Bevares - hvis bisperne i fællesskab ved lov får status som bispekollegium, kommer det måske blot til at hedde, at de skal høres, men da det er ministeriet, der skal høre dem, og da ministeriet nødigt vil brænde fingrene på disse ”indre anliggender”, vil høringssvar fra bispekollegiet få en uhyre vægt.

Den side af forslaget om folkekirkens fremtidige styring har knap været bemærket af offentligeden. Det har været fremstillet, som om det blot drejede sig om at lovfæste et forhold, der for længst er blevet sædvane.

Ja, vel er det blevet sædvane, at biskopperne har udvidet området for deres myndighed og i de sidste 20-30 år har udtalt sig som bispekollegium med den vægt, det giver at fremstå som et overordnet nationalt organ. Det har været galt nok, men det er et voldsomt skridt at lovfæste den selvtægt - uden folkelig, kirkelig og politisk debat.

Juridisk har en biskop hidtil kun haft myndighed i eget stift. Ved lov at gøre bisperne til et kollegium er en kolossal udvidelse af deres myndighed. De vil få myndighed til som kollegium i fællesskab at føre tilsyn med alt, hvad der kan kaldes folkekirkens indre anliggender.

Når nu oven i købet kirkerådet droppes, vil det sige, at biskopperne i praksis alene kan definere folkekirkens kristelige indhold. Det er - bortset fra økonomien, hvor ministeriet beholder tøjlerne - så at sige alt, der kan falde ind under begrebet ”indre anliggender”: lære, liturgi, salmebog, undervisning, præsteuddannelse og så videre.

Hvorfra biskopperne har forudsætninger for at kunne varetage så vidtgående beføjelser, er én sag. Det kan ikke være fra det demokratiske bispevalg; ingen kan vel tro, at den kristelige sandhed findes ved flertalsbeslutninger.

Men en anden og vigtigere sag er spørgsmålet om, hvad nytten er af et lovfæstet, magtfuldt styringsorgan som dette bispekollegium. Vi har levet godt med, at spørgsmålet om, hvad der var sand kristendom, ikke blev afgjort af nogen instans, men var en levende udfordring til samtaler mellem læg og lærd.

Bortset fra Manu Sareen (R) har skiftende kirkeministre holdt fingere væk. Det skal de blive ved med. Men hidtil har folkekirkens frihed været bedre beskyttet af Christiansborg end af biskopperne.

Et lovfæstet bispekollegium med vidtstrakt myndighed og uden afbalancering vil ikke give mere, men mindre kirkelig frihed.