På søndag kan du i din kirke høre fortællingen om vingårdsejeren, der - da han finder et figentræ, der ikke bærer frugt - byder sin gartner at hugge træet om. Men gartneren går imellem og beder om henstand for træet, så skal han gøre sit til, at det med tiden bærer frugt.
Da jeg gik i underskolen i en lille skole i Thy, havde vi en førstelærer, der altid var over os som en truende sky. Selvom barndomsdagene for det meste huskes som én lang solskinssøndag, var der altså denne her lærer, som dagligt skyggede for solen. Der skulle ikke meget til, en lille ”drengestreg”, lidt uro i timerne, så var han dér. Han var hård, han var streng, og efter datidens målestok var han retfærdig. Heldigvis havde vi også en anden lærer. Hun havde en forkærlighed over for de børn, der i forvejen havde det svært. Hun var født til lærergerningen, og den blev også en livsform for hende. Hun havde en stædig tro på, at der er noget godt i hvert et menneske, og at lærergerningen dybest set handlede om gennem kærlighed at fremelske det.
Jeg ved, at de to lærere, den gamle førstelærer og den unge lærerinde, ofte var uenige om, hvordan man skulle gribe nogle tilspidsede situationer an, som altid opstår på en skole. Hvordan hun har talt til ham, ved jeg ikke. Men jeg forestiller mig, at hun har sagt som gartneren i lignelsen: ”Lad os nu vente og se.” Det siger man kun, hvis man har en tro på det barn. Det siger man kun, hvis man holder af det barn. Det siger man kun, hvis der er en kærlighed til barnet, der træder imellem.
Det er dette håb, det er denne tro på det gode i et menneske, det er denne forkærlighed for det skabte liv, der er det helt afgørende i fortællingen. Kristus er denne gartner, der kender sin vingård, kender sine træer, kender livet og dets mennesker - og går mellem. Hver gang!