søndagsordet

"Jeg er helt sikker på, at den modgang, vi mødte undervejs i livet, og som vi ved Guds, medmenneskers hjælp og egen vilje overvandt, er med til at berede os på den store og sidste modgang," skriver Elisabeth Dons Christensen
"Jeg er helt sikker på, at den modgang, vi mødte undervejs i livet, og som vi ved Guds, medmenneskers hjælp og egen vilje overvandt, er med til at berede os på den store og sidste modgang," skriver Elisabeth Dons Christensen.

SIDSTE SØNDAG i kirkeåret kalder på eftertanke. Vi har sammen fejret jul, påske og pinse, og vi har haft den lange trinitatistid, hvor vi lærte, hvad Jesus ville med sit evangelium. Og så er det, man tænker: ”Har det så hjulpet? Er verden blevet bedre? Har jeg fået mere fred i mit sind?”. Man kan godt blive lidt træt ved tanken om svaret.

For godt 200 år siden sad den unge præst J.P. Mynster i sin præstegård på Sjælland og skulle skrive sin prædiken. Han følte sig træt - i dag ville vi sige udbrændt - havde mistet interessen for alting og var, som han skriver, ”keed af Tanke, Liv og Lys og mig!”.

Da han senere tænkte tilbage, kunne han godt se, at han havde haft alt for høje forventninger til sig selv. Han ville ikke nøjes med et almindeligt liv. Han ville udmærke sig og var samtidig bange for, at han manglede evnen og kraften til det usædvanlige. Han var også forfængelig og bange for andres mening, og i sin iver efter at behage alle mennesker kom han ofte i tvivl om de mest enkle ting.

Så skete der noget, som han senere beskrev som et gennembrud. Med ét, skriver han, ”foer mig giennem Sielen som et Lys fra Det Høie” at han ikke skulle bekymre sig hverken om verdens dom eller andre menneskers ros og dadel, men ganske uden forbehold overlade sig selv og alt, hvad der var hans, i Guds hånd. Og han gentog det højt for sig selv: ”ganske uden Forbehold”.

Når han siden betegnede det som et gennembrud, var det ikke, fordi det var særlig dramatisk, men fordi det gav ham en fred i sindet, han ikke havde haft før. Han kunne stadig blive overfaldet af både smerte og uro, men alligevel følte han, at han kendte det lægemiddel, der kunne give ham freden tilbage, og, skriver han, selvom ”hver Dag endnu havde sin Plage, da havde hver Dag ogsaa sin Salighed”.

”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.” Det er Jesu ord her ved afslutningen af et kirkeår, og han tilføjer: ”Mit åg er godt, og min byrde er let.” Hvad tænker han dog på? Hans byrde var ikke ligefrem let?

Betydningen af ordet ”åg” er desværre gået lidt i glemmebogen. Et åg gør netop ikke byrderne tungere, men letter og fordeler vægten, og det er, hvad Jesus mener. Han satte sig ud over menneskers dom og stolede på Gud og på, at han bar med.

Derfor kunne han bære både sine egne sorger og vore synder og være en velsignelse - en velsignelse, vi trygt kan forlade os på også i det nye kirkeår. Ganske uden forbehold.

Søndagsordet skrives på skift af sognepræst i Varde Morten Fester Thaysen, sognepræst i Jægersborg Lea Skovsgaard, lektor, cand.theol. Leif Andersenog pastor emer. Lisbeth Smedegaard Andersen