For få omskæringer indberettes

I årets første 10 måneder er der kun indberettet 298 omskæringer af drenge til nyt register. Læger mener, at der er tale om underrapportering

Jødiske børn skal ifølge traditionen omskæres, når de er otte dage gamle. Da lægges de på en måtte som denne.
Jødiske børn skal ifølge traditionen omskæres, når de er otte dage gamle. Da lægges de på en måtte som denne. .

Rituel omskæring af drenge er meget udbredt blandt Danmarks mindst 200.000 muslimer, hvad enten forældrene er troende eller føler en mere kulturel tilknytning til islam. Derfor overrasker det to læger, at et nyt register for rituelle omskæringer af drengebørn kun har modtaget 298 indberetninger i løbet af årets første ti måneder.

Det var daværende sundhedsminister Astrid Krag (dengang SF, i dag S), der i 2013 tog initiativ til oprettelsen af registeret efter en intens debat for og imod den religiøse tradition. De 298 rituelle omskæringer af drengebørn fremgår af en aktindsigt, som Kristeligt Dagblad har fået i registeret. Sundhedsstyrelsen har i en tidligere rapport skønnet antallet af drengeomskæringer i Danmark til mellem 1000 og 2000 om året.

Overlæge Morten Frisch fra Statens Seruminstitut, der er erklæret tilhænger af et forbud mod omskæring, mener, at det reelle tal er langt højere.

”At dømme efter antallet af muslimer i Danmark burde der være mindst 1000 omskæringer om året, hvis altså omskæring er så bredt udbredt, som det hævdes af nogle muslimske ledere. Så der er formentlig tale om massiv underrapportering. Hvis der er tale om en boykot af indberetninger, så er det et problem, som politikerne bør tage op. Det er vigtigt, at alle omskæringer registreres, hvis vi skal have det fulde overblik over omfanget,” siger Morten Frisch.

Læge Kamran Shah, der er muslim og blandt andet rådgiver Islamisk Trossamfund om medicinske spørgsmål, mener også, at der er tale om underrapportering.

”Omskæring er meget udbredt både blandt troende og mere kulturelle muslimer, og langt over 90 procent får indgrebet foretaget. Skikken er helt afgørende for muslimers identitet og religiøse tilhørsforhold. Men ligesom det tager tid at få alle læger til at indberette resultater af en ny knæoperation, så tager det også tid, før alle indberetter rituelle omskæringer, vil jeg formode,” siger Kamran Shah.

Han vurderer, at de fleste danske muslimer får foretaget indgrebet på en lægeklinik. Blandt muslimer med tyrkisk baggrund er der dog tradition for at få indgrebet foretaget i Tyrkiet.

Rabbiner Bent Lexner fra Det Jødiske Samfund i Danmark er ikke overrasket over det forholdsvis lave antal indberetninger.

”Vi ved reelt ikke, hvor mange omskæringer der foretages. Blandt jøder er det typisk 10-15 om året. Blandt jøder gift med ikke-jøder er der en del, som undlader indgrebet. Det Jødiske Samfund indrapporterer alle omskæringer,” siger Bent Lexner.

Rabbineren oplyser, at der i år er foretaget fire rituelle omskæringer af drengebørn blandt de godt 2000 medlemmer af Det Jødiske Samfund.

Dan Meyrowitch, der er lektor ph.d. ved Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet, og har fulgt debatten om drengeomskæring, peger på, at der generelt mangler viden om omfanget.

”Vi ved heller ikke, om ritualet foregår på en klinik eller under familiebesøg i udlandet, og om mange undlader at praktisere traditionen på grund af den aktuelle debat om forbud mod drengeomskæring. Og vi ved ikke, hvordan jødiske og muslimske mænd i Danmark generelt oplever omskæring. Derfor er det på høje tid, at de ting bliver undersøgt,” mener Dan Meyrowitch.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Sundhedsstyrelsen.