Sammensætningen af programmet ved de normalt velbesøgte torsdagskoncerter har undertiden sin egen logik, der ikke altid er umiddelbart til at greje.
Da Den Blå Kubus i torsdags havde besøg af den 27-årige skotske violinist Nicola Benedetti og den 70-årige polske dirigent Antoni Wit, bestod aftenens trerettersmenu af Vaughan Williams, Szymanowski og Musorgskij-Ravel, tre værker, der ikke spiller helt indlysende sammen.
”The Lark Ascending” (Lærken, der stiger op) komponerede Vaughan Williams i 1914 for violin og klaver, men fik først orkestreret den 15 minutter lange idyl i 1920 - efter at Første Verdenskrig havde bragt den gamle verden af lave.
Verden er dog bestemt ikke af lave i den engelske komponists pastorale, men noget stillestående værk, men stykket kunne sagtens have tålt at blive spillet et minut eller to hurtigere, uden at det på nogen måde ville have virket forjaget. Benedetti spillede violinstemmen med fin indlevelse, men man fik aldrig fornemmelsen af, at der var synderligt liv i den lille fugl. Og sådan skal det måske være?
Med Szymanowskis violinkoncert fra samme periode - den er skrevet i 1916 - kom vi ind i en ganske anden boldgade. Dens fem satser spilles sammenhængende, og violinstemmen falder fint ind i orkestersatsen. Det er et mere raffineret end egentlig gnistrende værk, i hvert fald som Benedetti og Wit fortolkede det - en af den slags kompositioner, man er glad for at have hørt, men ikke ønsker at vende tilbage til så hurtigt som muligt.
Efter pausen kom gnisterne, så de formelig føg op fra det talstærke DRSO. Modest Musorgskij komponerede sine ”Udstillingsbilleder” i 1874 som en klaversuite, der skildrer et besøg på en maleriudstilling, og man “hører” billederne, bundet sammen af det såkaldte promenade-tema.
En genial idé, som den russiske komponist realiserede visionært gennem sine alkoholtåger, men det var først efter, at Ravel i 1922 havde skabt sin mesterlige orkestrering af udstillingsbillederne, at værket for alvor slog igennem og blev en af de sikreste træffere på de store symfoniorkestres kernerepertoire. Ikke så mærkeligt, for der er utroligt meget at rive i for alle musikere, lige fra sprøde violinpassager til indslag fra triangel, stortromme og alt det øvrige slagtøj, for ikke at tale om træ- og messingblæserne, såmænd også en hulkende saxofon.
Her er tale om musikhistoriens vel nok mest vellykkede transformation fra klaver til orkester, og så skader det jo ikke underholdningsværdien, at værket også har blink på blink af humor. Musorgskij må have moret sig buldrende, Ravel må have smilet underfundigt - en lykkelig symbiose mellem to vidt forskellige, men måske alligevel åndsbeslægtede personligheder.