Danmark er et kristent land. Det er jeg taknemmelig for. Men folkekirkens selvfølgelige særstatus er udfordret. Her i Lillerød får jeg også denne advent henvendelser fra børnehaver og skoler, som selv spørger, om de må komme i kirke til juleafslutning. Der bliver i øvrigt både forkyndt og velsignet! Men flere sager fra det kirkeår, vi lige har afsluttet, tegner sværere udfordringer.
Sag nummer et: Det mest aktuelle er, om civilregistreringen fortsat skal foretages af folkekirken. Med politiske briller kan det simpelthen ikke være et vigtigt spørgsmål! Med andre ord er det symbolpolitik. Hvad der politisk er en bagatel, er imidlertid kulturelt betydningsfuldt. Og netop den symbolske sammenhæng mellem folk og kirke udfordres hele tiden af den ateistiske iver fra Humanistisk Samfund. De har jo også lavet en hjemmeside for at anspore folk til at melde sig ud af folkekirken. En ungdommeligt aggressiv anti-folkekirkelighed, men det er populisme, hvis politikere følger trop. Sidste år meldte 12.212 mennesker på landsplan sig ud af folkekirken - mens 6.423 meldte sig ind.
Sag nummer to: Den nye skolereform har givet folkekirken urimelige og unødvendige problemer. Undervisningsminister Christine Antorini (S) ser ikke folkekirken som en naturlig samarbejdspartner for skolen. Det er den muligvis heller ikke i København, hvor hun bor, men det er den her hos mig og ud over landet. Det er vigtigt i det kommende kirkeår at få genåbnet diskussionen om konfirmationsforberedelsens placering, når der skal aftales form på lektiecafeer og understøttende undervisning. Konfirmationsforberedelse supplerer kristendomsfaget, hvad enten den er forkyndende eller ej. Og familierne bør da frit kunne vælge den til eller fra - på lige fod med anden tilbudt undervisning i musik eller sport i den længere skoledag.
Antallet af konfirmander blandt unge fra hele landet er i procent ganske vist faldet fra 77 i 2001 til 71 i 2013. Men det skal sammenholdes med, at befolkningen i samme periode på grund af indvandring voksede med en kvart million. I stedet for procentandel af en befolkning, der vokser, bør man se på de faktiske tal, hvis man vil konstatere, om der reelt er en vigende interesse. Det er således ikke tallene, men misbrug af statistik, der udfordrer folkekirken. Mange tolerante muslimer har i øvrigt større forståelse for rimeligheden i konfirmationsforberedelse som indslag i en skoleuge i det kristne Danmark end de religiøst berøringsangste kulturrelativister. Det har jeg erfaring med. Men i dette spørgsmål er der blevet regeret, som om vi alle boede i København.
Sag nummer tre: Heldigvis blev den store kirkereform aflyst. Men det er egentlig trist, at det kun blev en borgerlig mærkesag at ”holde fred med de hellige”. Kirkeminister Marianne Jelved (R) viste, at det ikke behøver kun at være de borgerlige, der har en fornuftig og pragmatisk kirkepolitik. Dét reddede folkekirken, sådan som vi kender den, i denne omgang. For en stor del af folketinget var i kirkespørgsmålet helt ude af sync med befolkningen, der ikke havde bedt om de påtænkte ændringer. Ingen er dog tjent med, at kirkereformen blev opdelt i en rød-blå tilgang, for det afspejler ikke medlemmernes bredde i ståsted i dagsaktuel politik. Kirkereformen burde ikke være et blokpolitisk spørgsmål, som det var ved at udvikle sig til. Tilhængere og modstandere af den nuværende kirkeordning deler sig helt på tværs af partipolitiske skel. Der er også mange ”røde modstandere” af den elitære idé om et kirkeråd.
New Public Management har en interesse for topstyret rationalistisk organisationsforandring. Den skal fremme effektivitet ved at anvende målbare styringsredskaber. Til min overraskelse har jeg også set begejstring for denne strategi i det kirkelige landskab, hvor jeg ikke havde ventet det. For eksempel, når den bliver kædet sammen med en tankegang om, hvordan man bliver et kristent menneske gennem omvendelse. Måske oplever nogle en samklang mellem det lovbundne i gammelpietistisk interesse for moralens udvikling gennem omvendelse og helliggørelse - og så de styringsredskaber, der baserer sig på målbar lovmæssighed? Det er bare en tanke! Men målinger af danskernes tro er og bliver absurde. Rigtig mange kirkeligt bekymrede aktører lider af denne her målingsmani på folkekirken. Og spørger for eksempel, om man kan tyde noget ud fra det dalende antal af bryllupper i kirken. Der må jeg nok sige, at jeg er evangelisk-luthersk ubekymret. Det var for eksempel interessant, at man castede et TV-program om at blive ”gift ved første blik” med vielse på rådhuset og skilsmisse foran alteret. Et udtryk for, at kirken både er en væsentlig kultur og modkultur i Danmark. Præsten er naturligt med blandt fire ”eksperter”. Vi ved jo at hans embede scorer højt på troværdighed. Det arrangerede ægteskab derimod, som vi ellers forbinder med fremmed religiøs kultur, indgås på rådhuset, selvom en ”rigtig” vielse for de fleste stadig er i kirken. Det hele vendes derfor lidt ironisk på hovedet, for det er til gengæld sjældent, at de, der går fra hinanden, opsøger en præst for mægling, som det skete i TV-programmet. Men det er i en nøddeskal danskernes forhold til folkekirken: den er vores med høj troværdighed - i en ironisk distance.
Min bekymring er derfor koblingen af Excel-dokumenter med et ønske om at ”gøre danerne kristne”. Jeg er bange for, at det vil virke stik imod hensigten og gøre folk mere fremmedgjorte over for folkekirken. Dét er en kæmpe udfordring. Det store segment er godt tilfreds, så længe de får lov til at være i fred med deres folkekirke. Danskerne vil ikke have at vide, at de skal laves om. Vi kan ikke missionere os til en bedre folkelig opbakning. Den, vi har, giver til gengæld mulighed for, at alle typer af præster og teologi kan leve side om side i folkekirken. Jeg er fanatisk folkekirkelig.
Det er og bliver en central udfordring for folkekirken at fastholde og rekruttere præster. Og et samarbejde mellem teologisk fakultet og folkekirke skal styrkes, hvis fødekæden for begge institutioner ikke skal brydes. Vi lever af hinanden. Folkekirken er presset af et falsk skel mellem idéen om folkelighed som underholdning sat over for en akademisk verden som elitær og ufolkelig. Vi lever i et veluddannet folk. Derfor er det afgørende, at præsterne ikke står tilbage, men kan tale med befolkningen på alle refleksionsniveauer. Men studereværelset i præstegården er erstattet af et mødelokale, og præsterollen som et lærd embede er under pres. Desværre er det allerede sådan, at tid til refleksion ofte står i unfair konkurrence med det, én for nylig kaldte ”kalenderkristendom”, og som nogle endda hævder er vejen frem. Men det er ikke vejen frem.
At kirken skal lade folk være i fred, betyder ikke, at kirken skal læne sig tilbage. Men den skal være lige så optaget af fordybelse i evangeliet som i udbredelse af det. Mit motto er: Kirken skal ikke ud i verden, men verden skal ind i kirken. For eksempel inviterer jeg mit byråd til gudstjeneste efter nytår. Jeg ønsker at vise, at vi i kirken kan fejre glæden over vores dejlige by og sunde demokrati. Det kan kirken også bruges til. Det smukkeste, man kan sige om folkekirken, er: Den har ikke en klar sondring mellem ”hertil går kirken, og herfra begynder verden”. På samme måde, som det på stranden er umuligt at sige, hvor grænsen går mellem landet og vandet. Lidt humoristisk siger jeg derfor ofte, at jeg er sognepræst i Lillerød Kirke-by. Folkekirken er nemlig mulighedernes marked og danskerne skal fortsat have lov at kalde sig et kristent folk med både konfirmationer og kirkebog - og med rummelighed i kirken for både teologisk og politisk pluralisme. Fundamentet for dette mulighedernes marked er blot udfordret både indefra og udefra.