Et halvt år med corona: Velkommen til en ny normal

I dag er det seks måneder siden det historiske pressemøde, hvor Danmark blev lukket ned. Smittetallene stiger igen, og det samme gør den etiske udmattelse

Kan jeg sende et snottet barn i børnehave? Bør vi aflyse brylluppet? Skulle jeg ikke være taget på besøg i den anden ende af landet? Hvor meget kriller i halsen skal jeg have, før jeg bliver testet? Dilemmaerne står i kø i en hverdag, hvor meget er som før, og alt alligevel er forandret.
Kan jeg sende et snottet barn i børnehave? Bør vi aflyse brylluppet? Skulle jeg ikke være taget på besøg i den anden ende af landet? Hvor meget kriller i halsen skal jeg have, før jeg bliver testet? Dilemmaerne står i kø i en hverdag, hvor meget er som før, og alt alligevel er forandret. Foto: Henning Bagger, Mads Claus Rasmussen og Claus Bech/Ritzau Scanpix

”Velkommen til endnu et pressemøde her i Statsministeriet. Det, jeg vil sige her i aften, det kommer til at få store konsekvenser for alle danskere.”

Sådan indledte statsminister Mette Frederiksen (S) pressemødet onsdag den 11. marts, og hun havde ret. For det var her, hun lukkede Danmark ned. I dag er det et halvt år siden, og bedst, som mange nok følte, at hverdagen lignede noget, man kunne genkalde sig fra før coronakrisen, begyndte smittetallene igen at stige voldsomt. I går eftermiddag var der registreret 317 nye smittetilfælde på et døgn. Det var det højeste antal på én dag siden april.

Den udvikling minder os om, at alt er forandret, siger Rasmus Willig, der er lektor i sociologi på Roskilde Universitet, og som er en af de danskere, der i denne uge igen er begyndt at arbejde hjemme for at mindske smitterisikoen.

”Hvis man skal tage temperaturen på danskernes sind et halvt år efter nedlukningen, så bliver det jo en slags mellemanalyse, for nu starter hele miseren igen. Vores hjerner har nok prøvet at snyde os lidt i de seneste måneder ved at give os en følelse af, at livet var noget nær normalt,” siger han.

Artiklen fortsætter under annoncen

Rasmus Willig sammenligner den eksistentielle oplevelse af coronakrisen med en belejring. Man kan i øjeblikke glemme, at fjenden ligger uden for bymuren, indtil han pludselig angriber igen.

”Vi er ikke tilbage ved normalen. Det er en ny normalitetstilstand, for der kan gå lang tid med den situation, vi har nu, hvor alt er midlertidigt. Det er det, vi er ved at opdage nu.”

For den enkelte dansker betyder det blandt andet en masse valg i det daglige. Bør man lade børnene blive hjemme, når man handler i Brugsen? Skal fødselsdagen aflyses? Bør man blive testet, før man besøger sin gamle far på plejehjemmet? Var det dumt at give kollegaen et knus? Kan man sende et snottet barn

i børnehave? Listen er uendelig, og den føles også sådan. Det siger Anne-Marie Søndergaard Christensen, der er professor i etik og leder af center for sundhedsfilosofi på Syddansk Universitet.

”I foråret var det ret tydeligt for os, hvad der var den rette adfærd, men nu, hvor corona stadig ændrer vores livsbetingelser, og vi samtidig skal forsøge at leve almindeligt, så dukker dilemmaerne hele tiden op. Og der melder sig efterhånden en eksistentiel træthed. En slags etisk udmattelse over alle de valg, man hele tiden må træffe,” siger hun og fortsætter:

”De fleste mennesker vil gerne være gode mennesker, men det er hårdt med den nye normaltilstand, hvor de sociale normer er blevet flydende. Mange trænger nok til at slappe af og tage en pause fra ansvaret. Man kan næsten mærke et lille oprør mod den etiske forpligtelse.”

Noget tilsvarende ser Finn Thorbjørn Hansen, der er professor i anvendt filosofi ved Aalborg Universitet. Der var masser af ængstelighed hos den enkelte dansker i forbindelse med nedlukningen tilbage i foråret.

”Men det var også spændende. For hvilket samfund ville der komme ud på den anden side, og hvilke erkendelser ville man selv få? Nu er der derimod opstået en melankoli. Hvad skal det her ­føre til? Og hvor længe bliver det ved?”.

Finn Thorbjørn Hansen mener, at der

i forbindelse med coronakrisens nedlukningsfase er blevet åbnet et eksistentielt vindue hos mange. For i pausen fra højhastighedssamfundet kunne man pludselig se ind til sine dybeste længsler.

”Vinduet opstod, fordi alt lå åbent for en stund. Men med trætheden på den ene side og på den anden side en ny normaltilstand, hvor foretagsomheden igen har fundet vej ind i vores liv, så er jeg bekymret for, at det vindue er ved at lukke,” siger han og opfordrer til, at der forskningsmæssigt og politisk sættes fokus på netop de eksistentielle indsigter og ressourcer, der dukkede op hos danskerne, mens vinduet var åbent.

Der er to grundlæggende erkendelser, vi har taget med os, mener etikprofessor Anne-Marie Søndergaard Christensen. Den ene er netop erkendelsen af, hvad der er vigtigst i vores eget liv, og det er en skrøbelig erkendelse, som i takt med, at det førnævnte vindue lukker, kan smutte mellem hænderne på os.

”Men der er også en anden erkendelse. Vi lever i en tid kendetegnet ved en helt grundlæggende individualisme, hvor vi lever i forskellige sfærer helt ned i den enkelte familie. En forhåbentlig blivende grunderfaring fra krisen er, at vi nu kan se, hvor meget vi kan forandre sammen i fællesskab. Vi er udsatte og sårbare over for hinanden, vores liv hænger uløseligt sammen, og mange af vores problemer kan og skal derfor løses kollektivt. Det håber jeg også, vores unge generation tager med sig.”

Ole Hartling er ikke lige så pessimistisk, hvad angår den menneskelige erkendelse af at leve et liv med blik for det allervæsentligste. Han er pensioneret overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd.

”Mange, der har gennemlevet sygdom, dødsfald og andre alvorlige personlige kriser, har på nærmeste hold mærket livets alvor. Det kan jeg selv ­sige, da jeg er enkemand – at man for eksempel bliver mindre smålig. Jeg tror, at en global krise som coronakrisen på en måde kan have samme effekt,” siger han.

Ved påsketid sagde Ole Hartling til avisen her, at han håbede, vi også ville erkende, at al magt ikke er vores. At vi ikke har magten over liv og død. Det håb ser han i dag indfriet.

”Nu ved vi, at vi ikke kan beskytte os mod hvad som helst ved at motionere, spise mere broccoli, ’lytte til’ vores krop og så videre. Død, sygdom og ulykker kommer alligevel. Den erkendelse ser jeg afspejlet i de samtaler, jeg har med andre mennesker. Trods mundbind og håndsprit er der mere nærhed og nerve i samværet.”

Det oplever også forfatteren Merete Pryds Helle. Den 13. marts, to dage efter det historiske pressemøde i Statsministeriet, udtalte hun til Kristeligt Dagblad et håb om, at nedlukningen ­ville lære os værdien af at trække sig tilbage, blive hjemme, og af at ”gå glip”. Men er det ikke noget pjat? Det vil eksempelvis mange unge, der har savnet samværet med andre, og som ikke betragter det som overfladisk at deltage i et væld af sociale sammenhænge, nok mene. Jo, det er måske muligt, men, siger hun:

”For mig selv er alt helt forandret. I nedlukningsperioden fandt min mand og jeg ud af, at vi ikke havde råd og lyst til at bo i København længere. Så nu har vi skiftet sommerhus og lejlighed ud med et hus i Tisvilde i Nordsjælland.

Og jeg oplever, at der siden marts er sket noget med folks sociale liv. Man ses med færre mennesker, som nu er blevet ens coronavenner, og man inviteres til færre arrangementer. Men når man så ses, er der en større dybde, fordi man har valgt hinanden. Det er, som om flødeskummet på jordbærrene mangler på det punkt, men jordbærrene smager bedre, for vores nærmeste har fået større betydning for os.”

”Vi skal – måske for altid – vænne os til at omgås hinanden på nye måder, ” sagde statsministeren til et pressemøde den 6. april. En sætning, som mange bed mærke i –og det med et sug i maven. Og lige nu er en ny adfærdskultur måske ved at tage sin form, siger Karen Vallgårda. Hun er lektor i historie på Københavns Universitet med fokus på følelseshistorie.

”Prøv at tænke på, at det først var i 2007, rygeloven trådte i kraft. Før da røg danskerne indendørs alle steder, men så ændrede den kultur sig ekstremt hurtigt, og i dag betragter vi det som fuldstændig fjernt, at man engang har kunnet sidde i et tog og ryge.”

Et andet historisk sammenligningspunkt kan være hippiebevægelsen, som medførte en seksuel revolution, men også en radikal forandring af måder at omgås på, påpeger hun.

”Det viser, at vores fornemmelse af, hvad der føles rigtigt og forkert i det ­offentlige rum og i familien, forandres hele tiden,” siger Karen Vallgårda, der også er medforskningsleder på det nye tværfaglige corona-forskningprojekt Stay Home på Københavns Universitet.

Noget tyder dog på, at vi endnu ikke har efterladt håndtrykket og krammet

i rendestenen. Det mener Ole Raakjær, der er sognepræst i det nordjyske sogn Sulsted, og som er hospicepræst i Aalborg.

”Det sidder i vores rygmarv, at vi ikke skal hilse på hinanden, som vi plejer. Men det er interessant, at vi samtidig hele tiden er nødt til at sige det højt, når vi møder hinanden. ’Det ville jeg gerne, men det må vi jo ikke’ og så videre. For mig at se udtrykker det en længsel efter at give det andet menneske et håndtryk eller et kram, som endnu ikke er forsvundet,” siger han.

Som hospicepræst har han oplevet, hvad corona-restriktionerne har haft af negative effekter på nogle af de mest sårbare mennesker i vores samfund – nemlig de døende og uhelbredeligt syge. Der er flere steder løsnet op for antallet af pårørende – også på Hospice Vangen i Aalborg, som Ole ­Raakjær er tilknyttet. Han må dog stadig kun holde virtuelle gudstjenester, og ­hospicets frivillige må endnu ikke vende tilbage.

”Nogle gange betaler det sårbare menneske en vældig høj pris for at blive passet på. Og vi er så optaget af sikkerhed lige nu, at vi glemmer trygheden. Den er meget mere betydningsfuld for gamle og alvorligt syge, og derfor giver jeg af samme grund sommetider hånd til patienterne. Tryghed er nemlig noget, der skabes i relationen mellem mennesker.”

Ole Raakjær påpeger, at følelsen af undtagelsestilstand eller en ny normal varierer alt efter, hvor i landet man bor, og hvem man er. Derfor må det også ­være varierende, hvilke eksistentielle erkendelser det seneste halvår har medført. Men, siger han, det er ganske sikkert, at de allermest udsatte i Danmark – dem, der oplever vold, misbrug og anden elendighed inden for hjemmets fire vægge – bærer noget forfærdeligt med sig:

”Vi i middelklassen er jo utroligt privilegerede, men vi må ikke glemme de udsatte familier, som har betalt en meget høj pris for det her halve år, og som tager traumer med sig videre.”

Også hos mange ældre er der et psykisk regnskab at gøre op efter et halvt år præget af isolation. Det siger Bjarne Hastrup, Ældre Sagens direktør.

”Mange af de ældre, jeg har talt med, har ikke som sådan været bange for at blive smittet. Men det har knust mange at være så overladt til sig selv, og nu handler det om at komme sig over den ensomhed, mange har været tynget af

i meget lang tid. Det er blandt andet derfor, Ældre Sagen er en af de organisationer, der arbejder på at stable en national ensomhedsstrategi på benene.”

En af dem, der kalder sig selv ”gammel”, er 79-årige Ritt Bjerregaard. Den tidligere socialdemokratiske minister, EU-kommissær og overborgmester lider af en uhelbredelig kræftsygdom og opholdt sig i foråret udelukkende i sommerhuset ved Kerteminde på Fyn. Hendes 86-årige mand, historikeren Søren Mørch, er stadig kun der, men Ritt Bjerregaard er begyndt at tage tilbage til hjemmet i København ugentligt. Hun tager ikke længere bus og tog, men har købt en ny og mere klimavenlig hybrid plugin-bil for ikke at skulle være i nærkontakt med andre mennesker på køreturene.

”Jeg kan ikke længere undvære det sociale liv i København, men jeg skal selvfølgelig også være sammen med min mand i Kerteminde, så mit liv ser meget anderledes ud i dag end for et halvt år siden. Jeg tænker mig om og opholder mig ikke i store forsamlinger, men jeg er begyndt at gå i butikker igen og se mindre grupper af venner og familie,” fortæller hun.

Ritt Bjerregaard tror, at mange af de forandringer, der er sket det seneste halve år, vil hænge fast på den anden side af, at en eventuel vaccine findes og udbredes. Det gælder blandt andet fleksibiliteten på arbejdsmarkedet, og dertil kommer de mange uoverskuelige økonomiske konsekvenser.

”Men jeg er ikke pessimistisk af natur, og jeg synes, vi må leve med det vilkår, at meget nu bliver lavet om i vores liv og samfund. Og det er der sådan set også ganske meget, der godt kunne trænge til.”

Lad os slutte denne artikel i et covid-test-telt i Fælledparken i København. Det er tirsdag eftermiddag, og en slange af mennesker med to meters afstand til hinanden snor sig langsomt gennem en hvid labyrint af presenning. Et kort øjeblik får man en fornemmelse af, at man befinder sig midt i en dystopisk science fiction-film. Men så træder man ind i testteltet, hvor en flok af blå kittelklædte og værnemiddelbeskyttede covid-testere ikke går, men danser rundt til et højt Abba-nummer. Herinde i orkanens øje virker alting helt normalt på sin egen groteske måde. Og Abba synger:

Gimme, gimme, gimme a man after midnight/ Won’t somebody help me/ Chase the shadows away/ Gimme, gimme, gimme a man after midnight/ Take me through the darkness/ To the break of the day.