Fra badekar til Afrikas savanne

I godt to årtier har han underholdt som tv-vært i alverdens programmer. I morgen fylder Niels Christian Meyer, bedst kendt som Bubber, 50 år

Det gav genlyd i medierne, da Niels Christian Meyer, alias Bubber, i 2013 blev fyret fra TV 2. -
Det gav genlyd i medierne, da Niels Christian Meyer, alias Bubber, i 2013 blev fyret fra TV 2. - . Foto: Jonas Vandall Ørtvig.

”Bubbeleh” udbrød Niels Christian Meyers bedstefar første gang han så ham. Det betyder noget i retning af ”dukkebarn” på jiddisch. Hans mor hørte det som Bubber, og det navn har hængt ved lige siden.

Karrieren begyndte så småt i 1988 med noget så simpelt som et badekar. Med smækbukser og kasket underholdt Bubber i fire år børn rundt-omkring i landets tv-stuer med programmet ”Bubbers Badekar”.

Det førte til en ansættelse som tv-vært hos TV 2 i 1993, og badekarret blev skiftet ud med ”Snurre Snups Søndagsklub”, som kørte i godt ti år. Siden da har Bubber været vært på alt fra ”Den Store Klassefest” til ”Scenen er din”. Han er både elsket og hadet, men uden tvivl er han en af Danmarks mest kendte tv-værter.

Den ukuelige optimist er inden for de seneste år blevet specielt kendt for programmerne ”Bubber og B.S. på afveje” og ”Danmark ifølge Bubber”. I førstnævnte tager Bubber sammen med den tidligere jægersoldat B.S. Christiansen til Afrika. Programmet var en succes og blev fulgt op med to lignende programmer, hvor det umage makkerpar blandt andet tager til Canada.

Anderledes var det i ”Danmark ifølge Bubber”. Her besøger Bubber forskellige danskere, som på den ene eller anden måde skiller sig ud fra normen - besøgene gik til steder som Thylejren og en swingerklub.

Efter otte sæsoner blev programmet dog lukket sidste år. Og Bubber, som har arbejdet størstedelen af sin karriere for TV 2, stod for første gang i mange år uden en programaftale med kanalen. Han rykkede i stedet over til konkurrenten DR, hvor han dette efterår begyndte at lave børne-tv på DR Ultra.

Niels Christian Meyer er gift med skuespiller og sygeplejerske Christina Ibsen Meyer. Sammen har de tre børn./ritzau/