Lov om uagtsom voldtægt? Nej tak!

Det diskuteres nu, hvorvidt man i Danmark skal kriminalisere uagtsom voldtægt. I realiteternes verden er den vægtigste grund til at afvise et sådant forslag, at der er en kæmpe risiko for, at en sådan nykriminalisering i praksis vil ende som en nedkriminalisering af mange voldtægter. Det viser erfaringerne fra Norge, skriver dagens kronikør

Lov om uagtsom voldtægt? Nej tak!
Foto: Arkivfoto.

SPØRGSMÅLET OM kriminalisering af uagtsom voldtægt har løbende været debatteret i Danmark i mange år, senest ved en høring i Folketingets Retsudvalg den 3. december i år. Og debatten kommer ikke af ingenting.

For som det fremgik af en artikel her i Kristeligt Dagblad den 3. december 2014 - ”Kan man begå en uagtsom voldtægt?” - anslår Det Kriminalpræventive Råd, at der i Danmark hvert år begås cirka 2900 voldtægter eller voldtægtsforsøg. Men kun hver syvende af disse voldtægter bliver anmeldt, og cirka halvdelen af de voldtægter, der bliver anmeldt, bliver henlagt af politiet på bevisets stilling.

Det betyder, at kun godt syv procent af voldtægtssagerne kommer for en dommer og bliver prøvet i det forum, som vi anser for det mest egnede til at vurdere, om der er begået en forbrydelse. 93 procent af sagerne bliver enten ikke anmeldt eller kvalt allerede i deres vorden. Det er simpelthen ikke godt nok, og det både kan og skal der gøres noget ved.

Spørgsmålet er bare, hvad skal der gøres? Skal vi kriminalisere såkaldt uagtsom voldtægt, eller skal vi løse problemet inden for den lovgivning, vi har? Jeg mener klart det sidste. I det følgende vil jeg forklare hvorfor.

Forsætlig voldtægt er kriminaliseret i straffelovens paragraf 216. Paragraffen blev nyformuleret i 2013 på baggrund af Straffelovrådets betænkning om seksualforbrydelser (1534/2012). Bestemmelsen kriminaliserer den, der ”tiltvinger” sig samleje ved vold eller trussel om vold, og den, der ”skaffer” sig samleje ved ulovlig tvang eller med en person, der befinder sig i en tilstand eller situation, hvor han eller hun er ude af stand til at modsætte sig samlejet.

ESSENSEN I voldtægtsbestemmelsen er altså, at gerningsmanden skal have gennemført samlejet mod ofrets vilje. Da samleje ikke er noget, man har med alle og enhver, betyder dette i en nutidig kontekst, at begge parter skal have samtykket i samlejet, for at dette kan anses for frivilligt og dermed straffrit.

Ofret - typisk en kvinde - har derfor ikke pligt til at gå rundt og gøre modstand eller lignende for at tilkendegive, at hun ikke har samtykket i samlejet. Og gerningspersonen - typisk en mand - kan derfor ikke snuble rundt og tro, at kvinden medvirker frivilligt, hvis han ikke har noget at have denne tro i. Hovedomdrejningspunktet er altså spørgsmålet om, hvorvidt ofret har samtykket.

For så vidt angår ”forsættet”, er det afgørende at være opmærksom på, at det er uden betydning for bedømmelsen, hvad der gik forud for voldtægten. Hvis gerningsmanden har ”tiltvunget” eller ”skaffet” sig samleje i gerningsøjeblikket, skal det ikke indgå i forsætsbedømmelsen, om kvinden forud for gerningsøjeblikket dansede med ham eller kyssede ham eller tilsvarende. Kvinden har nemlig ikke samtykket i samleje ved for eksempel at gå på diskotek. Det afgørende er, om gerningsmanden i gerningsøjeblikket havde forsæt til at tiltvinge eller skaffe sig samlejet. Havde han det, foreligger der voldtægt.

Problemet opstår i praksis, når forsættet skal bedømmes. I mange sager forklarer begge parter, at samleje har fundet sted, men parterne er ikke enige om, hvorvidt det var frivilligt. I de fleste sager er der ikke nogen vidner, der har set forbrydelsen og kan kaste lys over forholdet. Mange af disse sager bliver sluttet på ”bevisets stilling” - også selvom kvinden har fysiske skader!

MEN ER DET NU DEN RIGTIGE afgørelse? For kan forsættet ikke bevises, selvom gerningsmanden nægter sig skyldig? Jo, det kan det naturligvis godt - ikke altid, men dog meget oftere end det sker i praksis. Men hvorfor sker det så ikke?

Det gør det ikke, fordi gerningsmanden i voldtægtssager ofte bedømmes efter det, man kunne kalde en ”undermålermålestok” og ikke efter den almindelige forsætsmålestok, som bruges i alle andre typer af sager. At der anvendes en ”undermålermålestok” understøttes af, at det i en undersøgelse foretaget af kriminolog Flemming Balvig med flere (”Voldtægt der anmeldes”, del VI) er påvist, at sammenlignet med andre typer af kriminalitet, har voldtægtssager en væsentlig højere rate af påtaleopgivelser på grund af bevisets stilling, og at sager, hvor kvinden og manden kender hinanden i forvejen, hurtigere sorteres fra i retsvæsenet.

I mange sager skulle gerningsmanden for eksempel ikke have forstået, at det forhold, at han var nødt til at holde ofret korporligt fast, mens hun græd, var udtryk for, at samlejet ikke var frivilligt. Og endnu værre: Han skulle heller ikke nødvendigvis have forstået, at den vold, han udøvede inden selve samlejet, gjorde, at hun ikke turde gøre modstand, men fandt sig passivt i overgrebet. Hvis man overfører en sådan forsætsbedømmelse på andre kriminalitetstyper, kan enhver se, at bedømmelsen er helt hen i vejret.

Men når det nu er så svært at få nogen dømt for forsætlig voldtægt, hvorfor så ikke kriminalisere uagtsom voldtægt? Det er der mange grunde til. Taget i sin rene form vil en sådan kriminalisering risikere at medføre fatale forkerte domfældelser. I realiteternes verden er den vægtigste grund til at afvise et sådant forslag imidlertid, at der er en kæmpe risiko for, at en sådan nykriminalisering i praksis vil ende som en nedkriminalisering, således at de sager, hvor der i dag trods alt sker domfældelse for forsætlig voldtægt, vil blive henført til den mildere bestemmelse om uagtsom voldtægt. Det viser erfaringerne fra Norge.

STRAFFELOVRÅDET OVERVEJEDE spørgsmålet i 2012. I den anledning refererede rådet dele af den norske retspraksis på området. Det er så rystende læsning, at man ikke kan beskrive det i en kronik i et dagblad. Kort kan dog angives, at flere af de pådømte ”uagtsomme” voldtægter, efter hvad der bevismæssigt blev lagt til grund, utvivlsomt ikke bare udgjorde forsætlige voldtæger, men grove forsætlige voldtægter. Hertil kommer, at den norske bestemmelse ikke har medført en stigning i antallet af domfældelser set i forhold til antallet af anmeldelser. Der er ingen grund til at tro, at det skulle gå anderledes i Danmark.

Hvis vi i Danmark gerne vil komme de mange voldtægter til livs, og vi gerne vil have stillet flere gerningsmænd til ansvar, kan vi gå andre veje end at kriminalisere uagtsomme voldtægter.

Undersøgelser viser, at der er større sandsynlighed for, at en sag indbringes for retten med mulig domfældelse til følge, hvis ofret er blevet beskikket en bistandsadvokat. Man kunne derfor helt praktisk overveje, om beskikkelse af bistandsadvokat ikke skulle være obligatorisk i voldtægtssager.

Da ofrets og gerningsmandens troværdighed spiller en afgørende rolle i de sager, der efter anklagemyndighedens opfattelse er ”påstand mod påstand-sager”, kunne Rigsadvokaten give påbud til anklagemyndigheden om at indbringe disse sager for domstolene for at få vurderet, om denne opfattelse deles af rigets dømmende magt. Dette forslag hænger sammen med, at bedømmelsen af parters og vidners troværdighed er en af domstolenes spidskompetencer.

Sidst, men ikke mindst, kunne (dele af) retsvæsenets aktører holde op med at anlægge en undermålermålestok, når forsættet skal bedømmes. Forsætsbegrebet er det samme i voldtægtssager som i andre sager - og skal derfor bedømmes efter samme målestok.

Historiske forklaringer og et anakronistisk syn på kønsroller med videre er ikke gangbare i et moderne demokratisk samfund, der bygger ligestilling og princippet om den menneskelige værdighed.

Trine Baumbach er lektor og ph.d. ved Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet