Erdogan begynder at lyde som Gaddafi

Den tyrkiske præsidents opførsel er uligevægtig, og den seneste arrestationsrunde i Tyrkiet samt Erdogans udtalelser herom minder mere og mere om den forhenværende libyske diktator Gaddafi, skriver Robert Ellis

”I marts udsendte Tyrkiets lægeforening en pressemeddelelse, der udtrykte alvorlig bekymring for Erdogans sindstilstand,” skriver kommentator Robert Ellis. Arkivfoto.
”I marts udsendte Tyrkiets lægeforening en pressemeddelelse, der udtrykte alvorlig bekymring for Erdogans sindstilstand,” skriver kommentator Robert Ellis. Arkivfoto. Foto: Osman Orsal/Reuters.

DEN SENESTE arrestationsrunde i Tyrkiet, der i søndags hovedsageligt gik ud over journalister, heriblandt chefredaktøren for landets største avis, Zaman, kommer ikke som nogen overraskelse, da præsident Erdogan i fredags bebudede et endeligt opgør med regeringens modstandere.

Dette skridt har fremkaldt international fordømmelse, og Federica Mogherini, EU's udenrigsrepræsentant, har sammen med EU's udvidelseskommissær, Johannes Hahn, fremsendt en fælles udtalelse, hvori de fordømmer arrestationerne, som de mener er ”i strid med de europæiske værdier og standarder, Tyrkiet håber at være en del af”.

I en tale holdt i forgårs erklærede Erdogan sig at være flintrende ligeglad med, hvad EU mener, og med EU-medlemskab, og han bad EU om at holde deres meninger for sig selv. Som præsidenten understregede, var arrestationerne begyndelsen på en ”normalisering” i Tyrkiet.

For fire år siden fik Tyrkiets daværende premierminister (og nuværende præsident), Recep Tayyip Erdogan, tildelt den libyske diktator Moammar Gaddafis menneskerettighedspris, og nu er Erdogan begyndt at lyde som Gaddafi.

Den seneste spøjse udtalelse, som er gået verden rundt, er Erdogans påstand om, at det var muslimer og ikke Columbus, der opdagede Amerika. Som bevis fremførte Erdogan, at Columbus havde set en moské på en bakketop i Cuba. Ikke nok med det, præsidenten har også bebudet, at der skal undervises i denne udlægning af verdenshistorien i tyrkiske skoler for at fremme elevernes selvtillid.

I det hele taget virker den nye præsidents opførsel uligevægtig, hvilket giver anledning til bekymring. Under Gezi Park-urolighederne sidste år påstod Erdogan, at det var et internationalt komplot, der stod bag det hele, med det formål at destabilisere Tyrkiet, og hans økonomiske rådgiver mente, at fremmede magter prøvede at slå premierministeren ihjel med telekinese (tankeoverførsel).

FOR ET ÅR SIDEN blev alvorlige anklager om korruption rettet mod ledende medlemmer af regeringen og forskellige forretningsmænd, men ifølge Erdogan var der tale om ”et beskidt komplot” og ”et juridisk kup” iværksat af ”en parallel stat”. På vej til Estland i oktober meddelte præsidenten, at det var ”et komplot” og sandsynligvis ”en større hjerne” end kurderne, der stod bag deres heroiske forsvar af Kobani.

I marts udsendte Tyrkiets lægeforening en pressemeddelelse, der udtrykte alvorlig bekymring for Erdogans sindstilstand og for, hvad den kommer til at betyde for hans omgangskreds og hele landet.

Efter at Tyrkiets udenrigspolitik i Mellemøsten har spillet fallit, især i Syrien, er der endnu større grund til bekymring.

Forleden skrev Kirill Rogov, en politisk analytiker på Moskvas Gaidar Institut for Udenrigspolitik, om Ruslands præsident, Vladimir Putin:

”Det er typisk, at politikere, der følger denne fremgangsmåde, udråber sig selv til regionale ledere og skaber konflikter med nabolande for at fremme patriotisk mobilisering. Udenlandske konfrontationer er en kilde til legitimitet på hjemmefronten. De giver et påskud til undertrykkelse, og de opildner til en nationalistisk tankegang. Konfliktens egentlige mål er ligegyldige. Det, der betyder noget, er at fremme konflikten. Med den tankegang virker en meningsløs kamp rationel, uanset omkostningerne.”

Det samme kan siges at gælde både for præsident Erdogan og arkitekten bag hans udenrigspolitik, tidligere udenrigsminister og nuværende premierminister, Ahmet Davutoglu.

Den nye strategiske situation i det østlige Middelhav, hvor Grækenland, Cypern, Israel og Egypten samarbejder om anvendelsen af energiressourcerne, kunne meget vel føre til krig, hvis Tyrkiet anvender konflikten med Cypern til at hævde sig selv regionalt.

PÅ HJEMMEFRONTEN opfører Erdogan sig som det, den libanesiske kommentator Jihad al-Zein kalder ”en gammeldags arabisk militær leder, der anser enhver form for opposition eller uenighed som en sammensværgelse”.

Erdogan har tidligere erklæret, at det er regeringens mål at opdrage ”en religiøs generation”, og nu har Tyrkiets nationale uddannelsesråd anbefalet, at man indfører religionsundervisning allerede fra 1. klasse, og ikke som nu fra 4. klasse. Det var endda foreslået at indføre undervisning i værdier i børnehaven, og Erdogan har talt om ”en ny livstil, der begynder i børnehaven”. Undervisning i demokrati og menneskerettigheder i 4. klasse skal afskaffes.

Derudover skal undervisning i ottomansk tyrkisk indføres som obligatorisk fag på religiøse højskoler og valgfag på andre højskoler. Sprogundervisning i tyrkiske skoler er ikke god, og derfor vil det være interessant at se, hvordan eleverne klarer et gammelt sprog, der består af arabiske, tyrkiske og persiske ord med arabisk skrift.

Forslaget har skabt en del debat, men Erdogan insisterer på, at det skal indføres, uanset om folk kan lide det eller ej. For ellers, som han argumenterer, kan folk ikke læse, hvad der står på deres forfædres gravsten.

Som en bet for Tyrkiets blomstrende turisme bliver undervisning i bartending afskaffet på turisthøjskoler.

Robert Ellis kommenterer jævnligt tyrkiske forhold i dansk og udenlandsk dagspresse