SER MAN TILBAGE på året, der gik i den internationale debat, har islamismen været et dominerende emne. Også før 2014 har man naturligvis drøftet radikal islam, men aldrig har fænomenet fyldt mere, og dette var samtidig året, hvor debatten begyndte at grave et spadestik dybere.
Gennem årtier har den afspillet en båndsløjfe med vendingen: Eftersom islam kaldes fredens religion, må islamisterne være kættere, som udgiver en voldelig, hjemmestrikket ideologi for islam.
Islamisk Stats entre på verdensscenen gav opinionen et elektrochok; man blev måbende vidne til bevægelsens serie af sejre i Syrien, dens etniske udrensning af regionens kristne og den frapperende tiltrækning, bevægelsen udøvede på unge, europæiske muslimer, der i betragtelige tal rejser fra moderne storbyer ned i ørkenegnene for at kæmpe under det sorte banner.
Stadig flere kommentatorer begyndte derfor at udtale det hidtil unævnelige: Måske er det store flertal af fredsommelige muslimer ikke de virkeligt rettroende, men snarere de lunkne - eller dem, der fokuserer på de mere spirituelle dele af islam?
Måske er islamismen ikke en forvanskning af islam, men den fuldkomne troskab mod alle Koranens bud? En eller anden central inspiration må jo udgå fra denne bog, når islamismen ikke længere kun er liebhaveri for pakistanere eller afghanere, men også vækker og forener unge muslimer født i engelske Birmingham eller tyske Dortmund.
Der fulgte derfor også overvejelser om nytten ved altid at satse på opfordringer til den muslimske majoritet om at komme på banen og afsløre islamisterne som religiøse falskmøntere. Måske bør man snarere sætte ind med opblødende tolkningsforslag til afmontering af tændsatsen på de voldsforherligende vers i Koranen? Flere universitetsteologer i forskellige europæiske lande meldte sig på banen med forslag til historisk-kritiske læsninger efter vestlig model.
Mange har hævdet, at islam har brug for en reformation, men det er udtryk for en overfladisk forståelse af reformationens væsen, påpegede flere. Nok bragte Reformationen oplysning, men det var, fordi den ville, at alle skulle lære at læse. Reformationen ville nemlig tilbage til skriften, og det var dens inderste anliggende. Og skriften skulle også være tilgængelig for menigmand, for med evangeliske argumenter skulle kirkens magtmisbrug bekæmpes. Læser man derimod Koranen alt for indgående, bliver resultatet et andet.
Som den tyske kommentator Bernd Zeller bemærkede: Islam har ikke brug for en Luther, men snarere for en Gorbatjov. Altså en, som blødgør de skarpe politiske kanter i en tekst, der virker som politisk manual.
ET EMNE MED DYBTGÅENDE etiske konsekvenser, som fyldte meget i 2014, var dødshjælpen. Den drøftedes udførligt i tyske, britiske og franske medier, for i alle tre lande er der muligvis legalisering på vej.
I Tyskland og Storbritannien presser politikere fra venstre på med et lovforslag, der tillader aktiv dødshjælp, som den kendes i Schweiz, Holland og Belgien, mens regeringen i Frankrig allerede er i færd med at formulere en mere liberal lov. Den bliver ganske vist ikke særligt vidtrækkende, men skal blot bane vejen for, at læger efter grundigt samråd med patient og pårørende må lindre lidelse på livsforkortende vis.
Det er kendetegnende, at så mild en lempelse kan påkalde debat i netop Frankrig. Katolicismen værner nemlig med ildhu om religiøst begrundede normer i samfundet. Protestantismens snævrere fokus på det forkyndte ord betyder nok, at den er mindre optaget af traditionelle værdier og skabelsesordning.
Også Tysklands katolikker markerer sig med kompromisløs modstand mod indførelsen af dødshjælp, som ellers 70 procent af landets befolkning går ind for. ”Giv os jeres døende,” anråbte kardinal Marx tyskerne. Han er formand for de katolske tyske bisper og tænkte på landets mange katolske plejehjem og hospitaler. Men også tyske protestanter sætter dog hælene i i dette spørgsmål, og det kristendemokratiske parti, CDU, spiller ligefrem ud med en stramning, der vil ophæve tilladelsen til lægeligt assisteret selvmord. Det er lovligt i en række tyske delstater.
Ja-fløjen ude i Europa fremfører argumenter, der flugter med de hjemlige: Det angår menneskets værdighed at kunne træffe et valg, livsfaser forbundet med afmagt er uværdige, og det er nådigt at afkorte dem. Desuden behøver man ikke længere, lyder det, at stå ret for ældre tiders tabuer.
ATEISMEN ER FORTSAT ET EMNE, der melder sig hyppigt i debatspalterne. Den er jo blevet en trend, som yngre akademikere kan omfatte med samme ildhu som tidligere marxismen.
Men i Storbritannien, hvor neo-ateismen står stærkest, kan der registreres nye signaler. Stedse flere melder ind med en mathed, som er opstået ved at høre på den uafbrudte kritik af kirke og kristendom. Den begynder at forekomme gold, fordi den ikke byder på en alternativ forståelse af mennesket til afløsning af den religiøse.
Ganske vist tilbydes et moderne arsenal af neurologiske forklaringer på vores adfærd; der berettes udførligt om de centre i hjernen, som styrer handlinger og emotioner, og der drages flittigt paralleller til stenaldermandens liv på savannen. Men disse pointer er blevet klart slidte ved den megen gentagelse, og yngre, britiske debattører bekender regelmæssigt, at de efterhånden får større respekt for dybden i det menneskesyn, som de finder i ældre tekster - og det vil jo gerne sige sådanne, som står på kristendommens grund.
Desuden er mange begyndt at tage åbent afstand fra stjerne-ateisten Richard Dawkins, som de beskylder for skingerhed i hans løbende angreb på alle religiøse fænomener.
Neo-ateismen plejer et genetisk-biologisk menneskesyn, hvor sindet blot er en tænkende del af kroppen. Samme ophøjelse af det legemelige kendetegner den såkaldte gender-teori, som nu også blomstrer som ideologi, der griber mange. Den vil forankre vores identitet i kønsorienteringen, som fremover skal forstås som en hel vifte af former og eksperimenter, der kan åbne for personlig frigørelse og fylde.
”Gender” betyder ”køn” på engelsk, men på en ny og smidig måde, der skal erstatte ”sex”, der kun betegner han- og hunkøn. ”Gender” angiver det foranderlige, og mange ser et eksistentiel håb i, at det bliver muligt - og accepteret - at identificere sig med langt flere køn. Der tales om otte eller ti, som samfundet bør tage hensyn til og skaffe plads for.
Andre svarer igen og kalder visionerne forskruede eller ligefrem det ulydige menneskes oprør mod den skæbne, der er forbundet med at være del af skaberværket.
Et oplagt sammenstød, som pudsigt nok udebliver, er det mellem på den ene side denne drøm om overskridelse af al biologisk forankring og på den anden side neo-ateismen med dens genetik og darwinisme, der netop lader biologien herske i uhørt omfang.
De er diametrale modsætninger, men tørner ikke sammen. Sikkert, fordi de begge har status som progressive. Så skåner man hinanden.
Anders Raahauge er kulturjournalist