Tv-serier mangler perspektiv og afslutning

Tv-serierne går over skærmen sæson efter sæson. Men den perspektivløse uendelighed kan føles som er en forbandelse, der får en til at længes efter en ordentlig og perspektivrig slutning

Klummeskribenten har set en god håndfuld afsnit af serierne ”Sopranos”, ”Mad Men”, ”Breaking Bad”, ”Homeland”, og, som her, ”House of Cards”, der snart er klar med en tredje sæson, men kaster hver gang håndklædet i ringen. Der er simpelthen for mange gentagelser. -
Klummeskribenten har set en god håndfuld afsnit af serierne ”Sopranos”, ”Mad Men”, ”Breaking Bad”, ”Homeland”, og, som her, ”House of Cards”, der snart er klar med en tredje sæson, men kaster hver gang håndklædet i ringen. Der er simpelthen for mange gentagelser. - .

”Selvom en bog ikke ender godt, er det i hvert fald godt, den ender.”

Sådan lyder en af Storm P.'s fluer, og den rummer som så ofte en god pointe. Jeg kom til at tænke på den, da jeg her i julen, nåede syv episoder ind i den nye serie om Marco Polo på Netflix og opgav at se mere. Da var serien allerede begyndt at gå i selvsving og formere sig med den ene intrige efter den anden uden megen egentlig fremdrift.

Sådan er det gået mig med alle de tv-serier, jeg er begyndt på. Jeg har set seks-syv afsnit af ”Sopranos”, ”Mad Men”, ”Breaking Bad”, ”Homeland”, ”House of Cards” og adskilligt flere og har så måttet kaste håndklædet i ringen. Jeg orkede simpelthen ikke mere, selvom det da i hvert fald i princippet er ganske fortræffelige serier. Mange af mine venner og kolleger bliver derimod gladeligt ved og tager den ene sæson efter den anden.

Der er nogen, der fremhæver, at de uendelige serier er som livet selv - det bliver bare ved og ved og synes at mangle den store masterplan og det overordnede plot. Og det skulle just være det fine ved det.

Liv såvel som serier er gentagelser med små variationer. Men hvis mit liv var en tv-serie, så gad jeg ikke se den. Ikke på grund af at den ville blive kedelig, men fordi jeg ikke ville blive meget klogere på mit liv.

Det er ikke bare, fordi jeg er rastløs og vil have noget nyt hele tiden. Sådan er det langtfra. Men jeg vil kunne se eller i det mindste ane enden på det hele. Ellers bliver jeg hurtigt udmattet.

Liv og kunst er - for mig - to forskellige ting. Mens livet netop har det flydende, uendeliges og tilfældiges præg, så er kunsten komponeret og har værkkarakter. En bog ender. Den kan lægge op til adskillige fortolkninger og læsninger, og den kan rumme gådefulde dybder, som man aldrig bliver færdig med at udforske.

For så vidt kan den rumme en indre uendelighed, som dog er begrænset af dens form og forløb.

De uendelige serier ligner avantgardekunsten på den måde, at de udvisker skellet mellem liv og værk.

Digteren Peter Laugesen har skrevet bøger, der i princippet er skrift, der bare kværner løs, side op og side ned. Man begynder midt i en sætning og slutter midt i en sætning, og bøgerne rummer stort og småt, revl og krat mellem hinanden. Det er en skrift, der mimer livet, eller insisterer på at være liv. For mig at se er det en forbandelse.

Uendeligheden er ikke noget for mig. Jeg vil hellere have en ordentlig slutning. Derfor er jeg selvfølgelig heller ikke ynder af den studiemusik, der ikke har nogen finale, men bare ”fader” ud, når der bliver skruet ned for lyden. Der hænger man så og er ikke ført til ende med den sidste tone, der lader en mærke stilheden og tomheden, og som lader erindringen om den fylde, der var, folde sig ud. Musik, der ikke slutter, bliver man nødt til at høre om og om igen, sådan som man også gør med popmusikken. Man må høre den, lige indtil man bliver døv for den, og nogle nye toner trænger sig lokkende på.

Serierne udvisker tidens gang, fordi de bare gentager og gentager de samme temaer og intriger igen og igen, sæson efter sæson.

Men det er en slet uendelighed, fordi de netop ingen ende har.

Når serierne slutter efter syv-otte sæsoner og 80-90 episoder, er det ikke, fordi producenterne ikke vil lave flere, men fordi publikum langt om længe er trætte og begynder at kede sig. Men de vil helst ikke give op, når de nu synes at have taget hul på evigheden.

Da Arthur Conan Doyle ikke kunne holder Sherlock Holmes ud længere, tog han livet af ham. Det var en god beslutning.

Men læserne ville det anderledes, og Doyle måtte genoplive Holmes, der endda også fik nye forfattere, da Doyle selv døde.

Nu vil man også til at fortsætte Stieg Larssons krimiserie om Mikael Blom-qvist og Lisbeth Salander, selvom om Larsson er død.

Den svenske forfatter David Lagercrantz har allerede afleveret et manuskript, så læsere og seere kan fortsætte, hvor de slap og tage endnu en runde med den gode journalist og den hævnende hacker.

Det er så ynkeligt og fantasiforladt, at det burde forbydes.

Jeg har intet mod gentagelser. De udgør et inciterende og intensitetsskabende moment i både musik, lyrik og prosa. Ja, uden gentagelser var der slet ingen kunst. Men uden en ende var der heller ikke. Når enden er god er alting godt, siger man. Og det betyder i dette tilfælde langt mere end blot en lykkelig slutning.