Tro og vantro

CLAUS L. MUNK forhenværende missionsskolelærer, Gyvelvej 13, Hundested

Det er en mærkelig oplevelse at følge debatten i Kristeligt Dagblad for og imod opstandelsen. Hvordan både præster og professorer argumenterer for, at Bibelens ord om opstandelsen bare skal læses som en god fortælling. Den bygger ikke på kendsgerninger, men som poesi har den alligevel - hokuspokus - stor betydning i livet. Forstå det, hvem der kan!

Selvsagt har enhver lov til at anlægge sin egen private vinkel på de bibelske tekster og læse dem gennem tidernes skiftende filosofiske filtre og afvise alt, hvad den menneskelige fornuft ikke kan godtage. Men alle må dog indrømme, at en ligefrem læsning af Det Nye Testamentes evangelieskrifter og apostlenes breve efterlader det klare indtryk, at her har vi at gøre med øjenvidners beretninger på baggrund af deres egne dyrekøbte erfaringer. ”Det, som vi har set og hørt, forkynder vi også for jer...”

Disse øjenvidner (disciplene) var bestemt ikke godtroende fjolser, men i udgangspunktet mindst lige så skeptiske over for tanken om opstandelse som pastor Per Ramsdal og ligesindede. Men de kendsgerninger, de kom til at stå over for, tvang dem efterhånden til at ændre holdning - de ”så og troede”. Dermed blev de troværdige forkyndere af opstandelsen.

At vælge at læse Bibelen gennem fornuftens briller kaldes at være vantro. At læse de bibelske beretninger ligefremt og tage imod deres vidnesbyrd kaldes at være troende. Så enkelt er det. Her er det så, at det lød til skeptikeren Thomas fra den Opstandne selv: ”Vær ikke vantro, men troende!”. Og det er en af præsters fornemmeste opgaver at sige det samme videre til os alle, idet de selv går foran.