Franske muslimer er en broget skare

Flere krav om halalmåltider er udtryk for en voksende religiøs identitet blandt især unge franske muslimer. Men ”muslimer” eksisterer ikke som en ensartet gruppe

En fransk indbygger foran den lokale muslimske sammenslutnings lokaler i den sydfranske by Bordeaux. Forskere siger, at de franske muslimer er vidt forskellige og ikke kan slås i hartkorn som en gruppe. -
En fransk indbygger foran den lokale muslimske sammenslutnings lokaler i den sydfranske by Bordeaux. Forskere siger, at de franske muslimer er vidt forskellige og ikke kan slås i hartkorn som en gruppe. - . Foto: AFP Photo/Jean-Pierre Muller.

Mens chokket efter sidste uges attentater langsomt lægger sig, stiger frygten for, at den nationale forbrødring under søndagens millionmarcher skal slå revner. Indtil nu er der rejst 55 sigtelser for forherligelse af terror, hovedsageligt mod personer som på de sociale medier har udtrykt solidaritet med terroristerne, snarere end med Charlie Hebdo.

Og selvom Frankrigs muslimske organisationer og markante religiøse ledere har taget markant afstand fra terrordrabene og fra vold i islams navn, kræver franske politikere fortsat, at ”vore muslimske medborgere tager til orde og klart siger, at denne ideologi af had og død ikke er islam,” som den tidligere gaullistiske premierminister Alain Juppé har udtrykt det. Men adskillige røster rejser sig også for at modsætte sig dette særkrav til de franske muslimer. Som formanden for SOS Racisme, Dominique Sopo, skriver i den amerikanske internetavis Huffington Post:

”Hvorfor skulle en muslim ikke kunne fordømme terror i sin egenskab af fransk samfundsborger? Muslimer reduceres til en enkelt af de dimensioner, der udgør deres sociale identitet.”

I lighed med islamekspert Olivier Roy, der skriver kommentaren nedenfor i dagens avis, sætter flere iagttagere spørgsmålstegn ved, om det i det hele taget giver mening at betragte Frankrigs omkring fem millioner muslimer som en samlet gruppe.

For Hugues Lagrange, sociolog og seniorforsker ved Institut for Statskundskab, IEP i Paris, er det langt fra tilfældet.

”Muslimer fra de vestafrikanske tilhører ikke de samme grupper og organisationer som muslimer med rod i Nordafrika. Og hvad angår værdier, er der en stærk social dimension. Det er beboerne i de sociale boligkvarterer, som forbruger og stiller krav om halalprodukter. Halalkulturen forsvinder, så snart vi taler om muslimer, der tilhører middelklassen og bor i socialt mere mangfoldige boligkvarterer,” konstaterer han.

Farhard Khosrokhavar, specialist i radikalisering ved det franske Socialforskningsinstitut, EHESS, har samme opfattelse:

”De franske muslimer er i vid udstrækning splittet op efter oprindelsesland, og de har hver deres moskeer og kulturelle organisationer. Det marokkanske og det tyrkiske fællesskab er stærkt, ligesom i øvrigt det portugisiske. Derimod oplever vi blandt de unge muslimer en følelse af at tilhøre et abstrakt muslimsk fællesskab Selvfølgelig er de allesammen muslimer. Men samtidig er de i ligeså høj grad præget af, at de i vid udstrækning tilhører arbejderklassen, i modsætning til for eksempel amerikanske og canadiske muslimer, og at de bor i sociale boligbyggerier,” påpeger han.

Til gengæld eksisterer de franske muslimer tilsyneladende som en vælgergruppe, påpeger Claude Dargen fra CRESSPA, Center for Sociologisk og Politisk Forskning i Paris.

”Ni ud af ti vælgere stemte på Francois Hollande, en overvægt som langt overstiger andre vælgere med samme sociale baggrund. Omvendt ser vi af de franske bidrag til de europæiske værdiundersøgelser, at de franske muslimer er mere konservative end det franske befolkningsflertal og i lighed med for eksempel de katolske vælgere er imod ægteskab for homoseksuelle,” siger Claude Dargent.

Samtidig stilles det franske samfund også i stigende grad over for krav om for eksempel halalmåltider i skolerne eller bøn i arbejdstiden.

”Det er især resultatet af en ny generation af unge muslimer, som tillægger religiøs praksis en større betydning. Men denne tendens kan udlægges på flere måder. For en del af det ikke-muslimske flertal opleves kravene som en islamisering af det franske samfund. For mange af de, der stiller kravene, handler det snarere om et krav om lige rettigheder, herunder ligestilling af religioner, også for personer der ikke er særligt religiøst aktive. Disse to forskellige udlægninger er udtryk for befolkningsgrupper, der taler forbi hinanden,” mener Farhad Khosrokhavar.