Nanopartikler kan måske erstatte kemoterapi

Nanopartikler kan ved hjælp af laserlys ødelægge kræftsvulster, og metoden kan måske erstatte kemoterapi, håber danske læger og fysikere efter lovende forsøg

Det tværfaglige projekt ’Laser-activated nanoparticles for tumor elimination (LANTERN)’ har netop fået bevilliget 14,5 millioner kroner af Novo Nordisk Fonden. Håbet er, at metoden kan åbne for, at man både kan bekæmpe kræft uden brug af medicin, og at man kan nå svulster, der er svære at nå med kirurgi, eksempelvis tumorer i hjernen eller i de indre organer. Modelfoto
Det tværfaglige projekt ’Laser-activated nanoparticles for tumor elimination (LANTERN)’ har netop fået bevilliget 14,5 millioner kroner af Novo Nordisk Fonden. Håbet er, at metoden kan åbne for, at man både kan bekæmpe kræft uden brug af medicin, og at man kan nå svulster, der er svære at nå med kirurgi, eksempelvis tumorer i hjernen eller i de indre organer. Modelfoto.

Hvis du ligesom tusindvis af andre danskere i år skulle blive ramt af kræft, kan det være, den eneste mulige behandling er kemoterapi.

Kemoterapi er cellegift, som ganske vist slår kræftceller ned, men den påvirker også alle andre, raske celler i kroppen – og den kan få dig til at tabe hår, give kvalme og problemer med slimhinderne og sætte gang i andre bivirkninger.

Den ubehagelige behandling kan til gengæld blive fortid, hvis danske forskere får held med et vildt eksperiment. Fysikere fra Københavns Universitet og læger fra Rigshospitalet har fundet sammen for at teste, om kræftsvulster kan fjernes ved hjælp af nanopartikler og laserlys, skriver Videnskab.dk.

Grundtanken er ret enkel. Hvis man kan plante et væld af nanopartikler i selve kræftsvulsten, kan lyset fra en laser varme partiklens metalliske overflade op udefra. På den måde brænder nanopartiklerne svulsten væk, og patienten har fået fjernet svulsten lokalt og uden brug af medicin, der påvirker hele kroppen.

Se en video om metoden på Videnskab.dk

Mens tanken er enkel, er det en del mere indviklet at få den ført ud i livet. Nanopartikler er forskellige og bliver påvirket forskelligt af laserlys, afhængigt af om de for eksempel er pakket ind i guld eller et andet metal.

Ud over det rent tekniske, er det notorisk svært at få forskere fra forskellige grene af videnskaberne til at tale sammen og forstå hinanden.

Ifølge forskningsleder Lene B. Oddershede er alt dog indtil videre lyst som en laserstråle, både når det gælder det tekniske arbejde og selve kommunikationen mellem de forskellige typer forskere.

»Det siger jeg skråsikkert, for vi er begyndt på det her, og det første pilotprojekt på mus ser rigtig godt ud,« siger Lene B. Oddershede, professor i eksperimentel fysik ved Niels Bohr Institutet.

LÆS OGSÅGalt eller genialt? Kontroversiel teori peger på nem behandling af kræft 

Det tværfaglige projekt ’Laser-activated nanoparticles for tumor elimination (LANTERN)’ har netop fået bevilliget 14,5 millioner kroner af Novo Nordisk Fonden. Målet er i løbet af de næste tre år at have lavet så mange forberedende undersøgelser, at forskerne derefter kan gå i gang med at eksperimentere på mennesker.

Håbet er, at metoden kan åbne for, at man både kan bekæmpe kræft uden brug af medicin, og at man kan nå svulster, der er svære at nå med kirurgi, eksempelvis tumorer i hjernen eller i de indre organer.

Forskerne vil enten sprøjte nanopartikler direkte ind i en tumor, eller de vil udnytte, at de hurtigtvoksende kræftsvulster udvikler et netværk af blodårer, der holder dem forsynet med næring.

Hvis nanopartiklerne bliver sprøjtet ind i blodbanen, kan de blive båret frem til næringsvejene i den enkelte svulst og sætte sig fast i kræftvævet. Da nanopartikler kun brænder ganske begrænset på et areal, der er lige så stort (lille) som deres egen diameter – og kun når de bliver belyst med en laser – skulle risikoen for skader på andre celler eller andet i kroppen være »meget lille«.

LÆS OGSÅDanske baptister dør sjældnere af kræft 

Mens det er ret betryggende, at man næppe bliver brændt op indefra, sætter det nok stadig gang i alarmklokkerne at høre, at nanopartikler får lov at flyde rundt i kroppen. Anden dansk forskning har kortlagt, at nanopartikler udløser kræft i mus, og hvis den effekt kan overføres til mennesker, er man jo lige langt.

Professor i miljømedicin Peter Møller fra Københavns Universitet har forsket i årevis forsket i nanopartiklers skadelige effekter. Han understreger, at der er stor forskel på nanopartikler, og bare det, at de er nano, gør dem ikke nødvendigvis farlige.

»For eksempel har en kulstofnanopartikel en overflade, der kan ske kemi på, mens guld har en glat overflade, der ikke har så forfærdelig meget aktivitet på sig. Som jeg forstår det, er det en god partikel at arbejde med, rent farmakologisk,« siger Peter Møller – som ikke er med i projektet, men tidligere har arbejdet sammen med Lene B. Oddershede.

Lene B. Oddershede fortæller, at undersøgelser desuden viser, at metalliske nanopartikler på 5 nm eller mindre kan være meget skadelige. Men nanopartikler i størrelsen 80-150 nm – som skal indgå i kræftprojektet – lader ikke til at være giftige.

LÆS OGSÅDenne bøn kan bringe dig tættere på det guddommelige 

Også selvom alle de nanopartikler, som ikke finder frem til kræftsvulsternes netværk, formentlig ender i lever og milt.

»Der skal kun bruges meget små doser, og de studier, der hidtil er publicerede omkring organoptag viser ikke nogen toksisk effekt af denne størrelse nanopartikler. Men det er naturligvis en del af vores planlagte studie også at identificere potentielle uønskede sideeffekter,« understreger Lene B. Oddershede.

Ifølge Lene B. Oddershede er de første videnskabelige artikler om behandling med nanopartikler og laserlys allerede ved at blive skrevet. Forskningen bliver lavet i samarbejdet med professor Andreas Kjær (Klinisk Fysiologisk og Nuklearmedicinsk Klinik, Rigshospitalet, Københavns Universitet), lektor Poul Martin Bendix (Niels Bohr Institutet, Københavns Universitet) og professor Naomi Halas (Electrical and Computer Engineering, Rice University, USA).